Som humanist (og moderat vestreorienteret) er det beskæmmende at opleve, hvordan den yderste højrefløj i skrivende stund er i fremmarch overalt i Europa , ikke mindst fordi det tilsyneladende er lykkedes at skabe en stemning af frygt i mange europæiske samfund for, at andre kulturer, religioner og traditioner skal rende os over ende.

Denne frygt kan give anledning til, at nogle måske begynder at se skævt til de flygtninge, der har sat liv og lemmer på spil for at komme så langt væk fra krig og rædsler, som en 3-stjernet salamispisende dansker slet ikke kan forestille sig, idet han råber vredt ad TV-avisen eller endnu værre sætter sit kryds ved de politikere, som lover at ville gøre en inhuman og stram flygtningepoilitik endnu strammere og mere inhuman. For lad os da endelig sparke og spytte på folk, der i forvejen ligger ned.

I denne anmelders optik handler det derfor om at få vendt denne fremmedfjendske og intolerante skude om, men hvordan gør man det? Måske kan en af løsningerne ligge i noget så banalt som at vække folks empati med en eventyrlig fortælling henvendt til børn. Nu skal dette ikke forstås som om, anmelder er en slags betonkommunist, der gerne vil indoktrinere vore børn med venstredrejet propaganda, så de fejagtigt kommer til at tro at strømmen af indvandrere og flygtninge til landet slet og ret er uproblematisk. Det er i al fald ikke hensigten. Børn er i udgangspunktet blot meget mere åbne overfor andre mennesker uanset herkomst – og så besidder de ofte en næsten ubegrænset empati, som mange af deres voksne kunne lære noget af. En medføling som nogle voksne måske endda har mistet på et eller andet tidspunkt.

Et godt bud på en bog, der burde være obligatorisk læsning for både børn og deres (forbitrede) voksne er Havpaladset af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det er en hurtigt læst, poetisk og dybt sympatisk fortælling, der i skildres i øjenhøjde med en ung pige, der selv har taget turen over et oprørt Middelhav med sin far og søskende for at slippe fra krigen i Syrien. Stop endelig ikke med at læse nu, for selv om dette måske kan lyde som et meget tungt og trist emne, der næppe egner sig til (højt-)læsning for de allermindste, så er fortællingen alt andet end belærende og triviel.

Noor, som pigen i historien hedder, møder vi et stykke tid efter, hun flygtede med sin far og bror i Danmark. Hun er glad for at være her, går i skole og har endda fået en bedsteveninde, men Noor savner sin mor noget så frygteligt, for moderen er stadig i Syrien. Heldigvis bor Noors mor i et af de områder, hvor krigen ikke er på sit højeste, og heldigvis kan de indimellem tale sammen over Skype. Forbindelen er dog ikke altid god, og deres kommunikation kan slet ikke konkurrere med at have sin mor tæt hos sig.

Noor har også en anden passion, nemlig dykning. Hun er virkelig glad for at gå i svømmehallen med resten af sin klasse, hvor hun øver sig i at holde vejret under vand så længe som muligt. Dette hænger sammen med, at når Noor bliver lagt i seng om aftenen, så er hun i stand til at flyve hen over Europa, ned til Middelhavet (men kun hvis det regner), og her kan hun forsøge at hjælpe de, der er i havsnød. Noor holder denne evne hemmelig for stort set alle. Hendes plan er at få skabt et stort palads på havbunden til alle de, der desværre ikke klarer turen. Et palads til alle de døde.

Det kan godt være at undertegnedes beskrivelse af bogen virker langt ude, men som i alle gode eventyrfortællinger, så synes det hele at virke helt selvfølgeligt, idet man læser Havpaladset. Den er ikke kun umådelig sympatisk i sin skildring af hovedpersonen og hendes møde med vores kultur, den virker også ganske realistisk i sin skildring af dagligdagen i Noors familie. På den måde får den pæredanske læser også et lille indblik i, hvilke glæder og bekymringer der kan være i en Syrisk familie bosat her i landet.

Mod bogens slutning bliver der skruet væsentlig op for dramatikken, og undervejs i historien bliver der også beskrevet en utrolig tragisk begivenhed i den lille familie. Derfor vil Kapellet råde de forældre, der har tænkt at benytte denne vedkommende lille bog som godnat-læsning, lige at læse den igennem selv først, så de bedre kan vurdere om deres børn er klar til dette. Omvendt set så er det måske netop i den mange fortællinger henvendt til børn om døden (f.eks. Brødrene Løvehjerte, Bambi osv.) at vi første gang får mulighed for tale med vores forældre om og tænke over netop denne vigtige del af livet.

Havpaladset er i al fald en både spændende, velfortalt og ikke mindst en meget vigtig lille bog, som kan være med til at vise alle de, der lader sig påvirke af fremmedfjendske ideologier, snævertsyn og en tro på at ”vi” er bedre end ”dem”, at vil alle først og fremmest er mennesker, når alt kommer til alt. Vi har alle, uanset religion, politisk ståsted eller filosofi, mange af de samme bekymringer, glæder og frustrationer til fælles og er på den led måske alligevel slet ikke er så forskellige fra hverandre, som vi ellers går og tror.