Mats Strandbergs anden gyserroman Hjemmet var overraskende god. Derfor spurgte undertegnede pænt forlaget Modtryk om muligheden for at læse hans debut som voksenforfatter: Færgen, der udkom på dansk i foråret 2016. Dette indvilligede forlaget heldigvis i med det samme. Nu har Kapellets udsendte gyserfan så været en tur med Færgen og det skulle vise sig at være oplevelse, der næsten kunne stå mål med turen forbi plejehjemmet Fyrreskyggen.

En af kerneelementerne i en vellykket gyserfortælling, er (ud over tilstedeværelsen af det åbenlyst monstrøse og beskrivelserne af en masse tabuiserede handlinger) at få skabt nogle gode rammer omkring fortællingen. Før mobiltelefonen blev hvermandseje var det oplagt at lade sådanne fortællinger foregå i isolerede skovhytter, i gamle borgkomplekser eller andre steder der lå fjernt og isoleret fra omverdenen. På den måde kunne de karakterer, man følger ikke bare hente hjælp udefra, idet de pludselig blev truet.

Den digitale tidsalder har imidlertid gjort det ganske nemt for alle at komme hurtigt i kontakt med andre nærmest uanset, hvor i verden man befinder sig. Det skulle da lige være med undtagelse af den scene som Mats Lindberg benytter sig af: en Finlands-færge på nat-tur i Østersøen. Alle der har rejst med denne type af fartøjer vil sikkert både have oplevet et meget dårligt mobilsignal, samt at bådens lokale Wi-Fi mildest talt ikke har været fantastisk. Så det er på mange måder en af de mest oplagte locations for en gyser.

Hr. Strandberg er ikke alene rigtig god til at skabe beskrivelser af voldsomme dødsfald med alle grusomme detaljer penslet ud, han er mindst lige så dygtig til at beskrive den måde livet ombord på sådan en lettere slidt rutefærge i øvrigt tager sig ud. Dette handler ikke kun om de syns- og lugtindtryk, der møder de rejsende, idet de træder ind på passagerdækket, hvordan visse grådige passagerer er i stand til at stable usædvanligt meget mad fra buffeten på deres tallerken eller for den sags skyld, hvor tarveligt og 90’eragtigt det lokale diskotek tager sig ud, men at få alle disse enkeltdele til at spille sammen, så man som læser nemt kan danne sig et indtryk af stedet.

Forfatteren er ligeledes virkelig god til ganske hurtigt at få skabt nogle karakterer, der både er klart tegnet op, har tanker som man kan genkende, og som man som læser også hurtigt relaterer sig til. Der er nok mange der vil tro, at Færgens ret omfattende persongalleri ikke tillader forfatteren at skabe mere end overfladiske figurer, men til gengæld er de, der på sigt kommer til at fungere som de mest centrale skikkelser i bogen virkeligt fint beskrevet.

Kapellet vil selvsagt ikke afsløre, hvad det er der helt konkret udløser katastrofen i bogen, da dette plotelement selvfølgeligt er et læseren selv skal afdække. Det kan dog godt afsløres, at Hr. Sandberg, meget lig landsmanden John Ajvide Lindqvist har valgt at benytte sig af et klassisk uhyre, som han så har placeret ind i en velkendt, realistisk, nordisk kontekst. I samme åndedrag skal det også siges, at Hr. Sandberg, til trods for at han skriver medrivende, ikke besidder helt den samme originalitet i håndteringen af disse mostrøse skabninger og troper som Lindqvist gør det.

Det skal på ikke læses som en form for hård kritik, for idet man læser Færgen er man rigtigt fint underholdt. Prosaen skaber meget nemt meget livlige og realistiske billeder hos sin læser og undervejs i læsningen forekom mange af de skildrede scener som nogen, der nemt ville kunne omformes til en meget succesfuld gyserfilm, forudsat at der var et (skandinavisk?) filmselskab, der altså turde at spytte en betydelig millionbeløb i projektet. Bogen rummer alle de elementer, der skaber et virkeligt godt gys. Sandberg sørger også undervejs for at dele flittigt ud af intertekstuelle referencer til både gyserfilm og andre horrortekster (som eksempelvis den sætning, der pryder bogens bagside). Dette får utvivlsomt et skævt smil frem på ansigtet af mangen en gyserfan.

For at en gyser skal kunne virke, er det vigtigt at modtageren føler både sympati for protagonisterne, kan blive overbevist om at antagonisternes handler ud fra deres egen logik, at alle figurerne er klart motiverede. Dernæst skal rammerne for historien være nogle, der både virker utroligt velkendte og skrækindjagende. Alle der har været om bord på en af disse færger vil kunne genkende beskrivelserne af de lidt for fulde svenskere, der tænker at de kan opføre sig som det passer dem, den tristesse, der lurer lige under overfladen hos de medarbejdere, der dag efter dag optræder for et utaknemmeligt publikum, for slet ikke at tale om alle de helt almindelige rejsende, der slås med deres personlige problemer, hvor en rejse frem og tilbage til Finland, ikke løser noget.

Når sådanne hverdagselementer pludselig mødes med overnaturlige elementer, der spreder død og ødelæggelse overalt, kræver det selvsagt at læseren er i stand til at acceptere dette, men som hos Sandbergs forbillede Stephen King, er det netop de lavmælte, realistiske skildringer af normaliteten, der gør at også de mere fantastiske elementer bliver nærværende. Sandberg har, til trods for at romanen måske bliver en anelse for repetitiv mod slutningen, dels i dens svælgen i blodige detaljer og lidt for hyppige beskrivelser af at ’det sortner for øjnene’ af karakterer som må dø, så giver den det klaustrofobiske gys, tilsat den svenske hverdagsstemning som den lover.

Færgen er til trods for sine næsten 500 sider derfor meget hurtigt læst. Korte kapitler afsluttes stort set konstant på det mest spændende sted og selv om hovedtrækkene i historien er nogle man måske har oplevet før, så fungerer det virkeligt godt. Den er hverken lige så stramt komponeret eller så opfindsomt skruet sammen som Hjemmet, men kunne man lide den, bør man stole på Kapellets dom og ligeledes anskaffe sig rejsehjemmel til Færgen.