Der er udkommet en pæn stak barndomserindringer af nu ældre forfattere, der har haft deres opvækst i det danske mindretal i Sydslesvig. Stoffet for sådanne erindringer ligger lige for: Opvæksten i samspillet og spændingsfeltet mellem dansk og tysk er grundlæggende en god fortælling. Især mellemkrigstiden, nazi-årene og efterkrigstiden byder på masser af skæbner med hver deres individuelle, men også generelle historie.

Det er kun få skribenter, der er sluppet virkelig godt fra deres erindringer rent stilistisk. Fortælleteknikken er afgørende for at nå et bredere publikum. Selv erindringer fra en gennemsnitlig opvækst fra trivielle ikke-steder kan gøres vedkommende, hvis de perspektiveres og krydres med de indsigter, et langt liv kan give.

Rolf Erbst er født i Flensborg i 1946 og bor i dag på Fyn. Efter sin realeksamen i Flensborg forlod han byen, kom vidt omkring i verden til blandt andet Afrika og Færøerne, og bosatte sig i Danmark, hvor han blev gymnasielærer. Han har netop udsendt erindringsbogen Barakkerne om sin barndom mellem dansk og tysk i efterkrigstidens Flensborg.

Sjældent har man læst så velskrevne erindringer fra Sydslesvig - hvis overhovedet. Rolf Erbst er ikke blot en sprogets mester. Hans perlerække af erindringsglimt folder sig langsomt ud, så der nedenunder det, der fortælles, ligger lag og horisonter, som appellerer til læserens egen analyse og eftertanke.

Rolf Erbst docerer ikke og iscenesætter ikke sig selv, men er den stille betragter. Man lærer ham at kende som en lidt genert og usikker dreng, der har haft det bedst med at holde sig lidt på sidelinjen - og der lod både kammerater og lærere i de danske skoler ham også være. Blandt andet med det resultat, at han de første år af sin skolegang ikke lærte at læse. Han gemte sig et sted nede i klassen og satsede på, at det ikke skulle blive opdaget. Den gik naturligvis ikke i længden, og en dag faldt hammeren.

Lærte sig selv at læse
Men tak skæbne. En kammerat gav ham bogen Skatteøen, som han alene ved at betragte omslaget blev så fascineret af, at han knækkede koden til bogstavernes verden. Og derefter slugte han den ene roman efter den anden. Mest fascineret blev han af John Steinbecks forunderlige verden af daglejere og dagdrivere, der færdedes på bunden af samfundet i en verden, der ikke var så rådden og fordærvet, som den man ofte finder bag nedrullede gardiner i toppen af samfundet.

Så tilfældigt er livet. Det ved vi. Men alligevel er det fantastisk at læse, at en ven ved at give Rolf Erbst en bog giver ham dette enorme puf ind i en verden af fantastiske muligheder.

Min personlighed tålte ikke dagens lys
I dag ville vi nok have kaldt lille Rolf for lidt af en nørd: “Som en zombie gik jeg rundt mellem hjem og skole. Jeg var en kliché, og andre menneskers forsøg på at række ud efter mig, afviste jeg. Det gik så vidt, at jeg opfattede enhver form for nærhed og tilnærmelse fra andre som en trussel, som jeg for alt i verden måtte undgå. Men værre var det, at jeg i mit indre mistede troen på, at jeg var god nok. Jeg var overbevist om, at min sande personlighed ikke tålte dagens lys. Det var de andre, der var »de rigtige«, og selv havde jeg intet originalt at byde på”, skriver han om sine ungdomsår i barakkerne i Flensborgs udkant.

En dreng med et minimum af selvværd
Her boede flygtninge fra de gamle tyske provinser øst for Oder-Neiße, mennesker der var blevet hjemløse efter krigen og Rolf uden far, men med en mor, der sank dybere og dybere ned i et misbrug af piller. Krigens stress og stærke psykiske belastning meldte sig for mange tyskeres vedkommende med års forsinkelse.

Men livet i barakkerne beskrives også med stor kærlighed. Pladsen var trang. Der var stort set ikke noget at gøre godt med. Mange havde mistet meget, men livet gik videre, og der var klare spilleregler, der blev overholdt. Rolf Erbsts beskrivelser af menneskene i barakkerne er vidunderlige.

Måske er der lidt faktion her og der, men for Søren hvor læseren da bare fatter meningen her. Fru Ballmann, Walter, Grevitz, Anna “Numselugter” og Hr. Mehl - vi kommer tæt på dem med ganske få linjer. Her var et mylder af børn og voksne og cykler, og her så den lille Rolf, hvad solidaritet er. For det meste noget, der findes, når mennesker ikke har særlig meget.

Barakkerne var en kvindeverden, langt de fleste kvinder var enker, der kæmpede fra morgen til aften for at skaffe mad til deres børn og dem selv. De få mænd, der kom tilbage fra krigen, var ødelagte og sjældent noget forbillede for drengene, der var fulde af energi og livslyst.

Den danske skole
Og så var der den danske skole. Rolf Erbst var fascineret over den store selvsikkerhed, som de danske lærere udstrålede: “Sad de inde med en viden, som jeg endnu ikke havde fået adgang til? Jeg ville frygteligt gerne være ligesom dem og blive en del af den verden, hvor man vågnede op om morgenen iført pyjamas, hvorefter man slog det rene sengetøj til side og stod op af en rigtig seng, og hvor der var regelmæssige måltider og faste sengetider og frem for alt: Orden. Alt dette forbandt jeg med de danske lærere og danskheden, og jeg var dybest set overbevist om, at bare man var dansk, var der ikke noget at frygte på denne jord”.

Det var dengang efter krigen, at lærere fra Danmark kom til Sydslesvig som idealister for at gøre noget, de mente var godt - for deres dansksindede brødre og søstre, der var efterladt på et sidespor i et andet land. Med få ord får Rolf Erbst beskrevet meget. De lærere, han fattede sympati for, nævner han med navn. De andre forbliver navnløse.

Forfatteren viser både sol og skygge, så han forbliver troværdig og viser format.

Dette er en fremragende bog - og man kan kun håbe, at Rolf Erbst skriver et bind eller to flere. Han har meget på hjerte - og han får det ud til læsernes hjerter.