Hvad er der bagved alle tingene? Se, det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Et spørgsmål, som har vakt opsigt i vores lille hjem. Det er udgangspunktet for Birgit Strandbygaards seneste børnebog Belinda finder vej til Verdens ende. Den udkommer i dag.

Belinda er en usædvanlig pige med en stor interesse i de store spørgsmål. Hun har ganske almindelige forældre, der – ligesom de fleste andre – også har svært ved at besvare livets store mysterier. I en presset hverdag er der ikke plads til dybe diskussioner.

Belinda har dog en faster, der har lyst til at engagere sig lidt mere i de mysterier, som Belinda tumler med. Af hende får hun et høreapparat, og med det kan hun lytte sig frem til det, der er omme bag ved. Med tiden, siger faster, skal hun lære at lytte uden høreapparater.

Bogen om Belinda er lidt som en nyere Peter Høeg-roman i børnehøjde. Lidt en omvendt Elefantpassernes børn , der var en slags børnebog til voksne. Der er også lidt Sofies verden over den måde, som Belinda formildes ind i, at det er fint at stille den slags spørgsmål til tilværelsen.

Belinda finder vej til Verdens ende er illustreret af Cecilia Fiona Strandbygaard. Billederne er ekspressive og ret dystre – lidt i stil med fx Emil Noldes billedkunst. Umiddelbart er det ret modigt med den slags billeder, og de rejser også spørgsmål om, hvorfor figurerne nu ser ud, som de gør.

Imidlertid er de mørke og forvredne toner i illustrationerne efter alt at dømme en anelse for dystre. Den formidlende effekt, der kan være i det ekspressive udtryk (at en person måske har det svært), forsvinder lidt i billedernes forstrakte børnebilleder. Det bliver en anelse for uhyggeligt.

Bogen er udgivet af det nye fællesforlag Eksistensen, som er en sammenslutning af en række kirkelige og kristelige forlag. Ændringen af navnene til nu at henvise mere eksistentielt er sikkert fornuftig nok, men meget tyder på, at den grundlæggende religiøse tematik er den samme.

Det er faktisk nok mit største problem med bogen: at den på den ene side gerne vil foregive at stille et rigtig godt og væsentligt spørgsmål, men på den anden side antyde, at der er et svar: ”Når man bliver fuldstændig stille, så kan man gå ud over sig selv og mærke kraften […]. Den er bag ved alting” (34).

Det er en for let strategi at skifte Gud ud med kraft, en slags postsekulær strategi, der stadig nærmest siger det samme. I stedet for at fastholde den gode kontemplation vil bogen gerne formidle, at der er noget bagved tingene. Det er faktisk helt unødvendigt. Det er vigtigere at være lydhør over for gode spørgsmål.

I stedet synes boget at give et svar, som skal accepteres for at bogen skal give mening. Ud over det er bogen også en anelse plotløs og kryptisk skrevet. Dens struktur er faktisk lidt svær at forstå. Det er uhensigtsmæssigt, fordi den både visuelt, fortælleteknisk og filosofisk bliver en ret svær bog.

Også for målgruppen. Der kunne med fordel have været tonet ned for det visuelle og det komplicerede fortælleforløb (eller mangel på samme). Derved ville bogens hovedærinde og ellers fornuftige fundament stå mere klar frem med flere gode diskussioner som resultat.