Når Søren Ulrik Thomsen udgiver nyt, er det en litterær begivenhed i Danmark. Således kan det kun blive, når man igennem mange år har bidraget iøjnefaldende til dansk kulturliv, hvilket Thomsen selvsagt også har. Den nye bog bærer den fine titel, En hårnål klemt inde bag panelet, der er en erindringssætning fra ét af bogens essays. Bogen spænder fra “det essayistisk reflekterende over erindringshistorier til prosadigte”, som det hedder på bagsiden af bogen. Ved nærmere læsning er det rigtigt nok, selvom den slags kasseopdeling ikke er sønderligt interessant, når man først har taget hul på bogen. Bogen fremstår som en kompakt enhed, og med den naturlighed, hvormed man skifter mellem genrerne, ophæves netop genrerne.

Bogen indledes sentimentalt med sætningen: “København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige dét om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted”. Sætningen er en sammenskrivning af Poul Borums gamle diktum om, at digtet netop er “Jeg. Er. Her. Nu” og så bogens absolutte drivkraft, nemlig kærligheden til København hele tiden formidlet gennem det biografiske jeg. Thomsen har i sit forfatterskab spillet på to heste, digte og essays, hvilket jo kom til fuld udfoldelse med opsamlingsværket Samlede Thomsen, som indeholdte “det hele”, og demonstrede en forfatter, der kan, hvad han vil. Læser man Samlede Thomsens essays, så er der mange forbindelser mellem disse tekster og En hårnål bl.a. at Thomsen er en formidabel betragter af storbyens forskellige rum og udviklinger. De mange trave- og cykelture har bestemt haft deres virkning.

Han er en storbyrotte, der nyder at være placeret midt i mangfoldigheden og dens fluktuerende puls, men det smasker ikke sammen i en kvalm ligegyldighed, men bliver netop luget og sorteret gennem refleksion og beskrivelse. Thomsen besynger det gamle København med dens baggårde, arbejderkvarterer og støj, og selvom han vel er sentimental, når det gælder besyngelsen, er han også kølig realist og ved, at udviklingen går sin gang. Konservatismen har dog alligevel overvægt, som det fx ses af sætninger som: “Don’t get me started, men lad mig blot pege på en af de kedeligste konsekvenser ved gentrificeringen, nemlig at man i dag skal helt ud til steder som det ydre Frederiksberg for overhovedet at møde ældre mennesker på gaden”. Han er godt klar over, at fremtiden tilhører de unge – som han ofte siger – men skibet skal ikke gå ned uden salut.

Et refleksion, der moduleres gentagne gange, omhandler Thomsens egen fordumsfulde stereotypisering af mennesker, som i den berettede anekdote altid vender situationen på hovedet. De barske gadedrenge, der pludselig har læst København con amore; pigen med ring i næsen, der er venligheden selv; den smålige borger, der udspringer som gavmild.

Thomsen jagter og samler på disse overraskende situationer, og der er mange rørende øjeblikke der. Som lovet på bagsiden er teksterne også fulde af sansninger, og disse sansninger går ofte på lyd og farve. Det kan være byrummet, værtshuset, cafeen, S-toget eller andet, som beskrives fænomenologisk. Sansningerne følges ofte af allitterationer, som fx “heilende hyldest”, “faste formuleringer”, “banaliserende båndssløjfer”, der får Thomsens sætninger – der med hans egne ord er “lange som godstog” – til at pible lystigt.

For egen regning er det stadig de mange essays, der bærer værket. Sansningerne og prosadigtene er gode og stringente, men det er Thomsens metadigteriske refleksioner, samfundskritiske betragtninger, filosofiske og teologiske notater, der er udgivelsens højdepunkt. En livsklog læser af både bøger, tendenser og mennesker.

Hør fx denne smukke og tænksomme afslutning på en passus om nattens skiftende partnerskaber: “Så selvom skyld, skam og fortrydelse selvfølgelig sagtens kan spille en rolle, så tror jeg, at dén uhyrlige tomhed, man efter orgiet i stedet slår øjnene op til, bunder i en skuffet metafysisk forventning, som uden nogensinde at kunne indfries lokker i det fremmede blik og fra bunden af hvert glas, der gløder i Windsor Bars indirekte belysning”. Eller denne sætning, som bumler lige ind i selfie-Danmarks blitzlys: “Men når man skal fotograferes, er det vigtigt at skærme sit private ansigt ved at posere en lille smule, men ikke for meget, for så viser man, hvordan man godt kunne tænke sig at se ud, og det er også privat”.

I essaydelen er også de mange interessante udsagn, der som samlet buket bidrager til Thomsens vigtige poetikker. Han kommenterer på forfatterens sproglige gehør, og spørger (vel med Højholt?): “Hvis man fra begyndelsen vidste, hvad der skulle siges i digtene, hvorfor så overhovedet skrive dem?”, hvilket jo præcis er lige så entydigt rigtigt, som at man som læser jo lykkeligvis aldrig ved, hvad der nøjagtigt står i de bøger, man læser. Med Thomsen ved man godt nok, at kvaliteten er høj, men indholdet kan gang på gang glæde på overraskende vis.