Titlen på denne anmeldelse lyder ikke videre sexet, og dét er da også det indtryk, som bogen i centrum efterlader sin læser med. Jeg tøver næsten med at skrive sådan, for amerikanske Mary McCarthys roman Gruppen er – i hvert fald af forlaget – flittigt blevet omtalt som en ’moderne klassiker’ og lå desuden på New York Times’ bestsellerliste i to år efter udgivelsen i 1963. Derudover er denne udgave forsynet med et begejstret efterskrift af den danske oversætter, der tidligere har truffet forfatteren og som leverer en detaljeret analyse af værket. Alligevel sidder jeg tilbage med en lunken fornemmelse.

Oprindelig blev jeg interesseret i Gruppen, fordi den lanceres som romanen, der inspirerede Candace Bushnell til at skrive den ikoniske Sex and the City, og fordi jeg netop har beskæftiget mig meget med chick lit-genren. Men denne roman er lysår fra karakterer som Carrie, Bridget Jones eller Nynne, og den vil da også uendeligt meget mere: Den fremstår reelt som en kulturkritik. Især hvad angår kvindefrigørelse, forholdet mellem kønnene og den blinde fremskridtstro, som prægede de veluddannede unge mennesker fra de højere sociale lag i 1930’ernes USA.

Men for nu indledningsvis at ridse handlingen op følger vi otte unge kvinder i New York fra 1933 og syv år frem, hvor de hver især kæmper for at realisere deres drømme og frem for alt undgå at blive lige så store borgerdyr som deres forældre. Kvinderne er fulde af gåpåmod og selvtillid, men hovmod står som bekendt for fald…

Som titlen måske antyder, er Gruppen en kollektivroman, hvor synsvinklen løbende skifter fra én kvinde til en anden, samtidig med at der springes i tid, og reelt ved man som læser aldrig, hvornår der i bedste filmstil klippes videre til en helt ny setting og en ny karakter. Det ender med at blive opslidende. Nogle er karaktererne er ganske vist så (tilsigtet?) uudholdelige i længden, at man bliver helt lettet, når man som læser flyttes til en ny sammenhæng – men så savner man pludselig fordybelsen i og samhørigheden med én karakter. Måske dette er en smagssag.

Der er flere elementer, som gør læsningen tung. Et er den overvældende detaljegrad i McCarthys beskrivelser. Hun har virkelig blik for mennesker og deres små særheder, og når en person skildres, hører vi både om måden, hun holder sin kop på, hvordan hendes stemme lyder, og hvordan hun bevæger sig. Mange af disse personbeskrivelser er virkelig originale, skal det retfærdighedsvis siges; man finder ingen klichéer og stereotyper her, men dertil kommer en – til tider kvælende – omhyggelig beskrivelse af folks boliger; intet inventar er for småt til at blive skildret. På trods af denne detaljegrad virker romanen ironisk nok overfladisk – fordi den vil så meget og bliver mere optaget af at skildre en tidsånd end konkrete personer. Romanens karakterer er i fare for at ende som statister i forfatterens store projekt.

Et andet element, som fortætter læseoplevelsen, er det lettere klaustrofobiske layout, man har valgt på bogens sider. Teksten står utroligt tæt, og det virker især irriterende, at der ikke skiftes linje eller laves indryk ved direkte tale; to forskellige personers replik skrives i samme linje, blot med anførselstegn omkring, så man skal som læser have øjnene med sig.

Gruppen er en roman, som kræver en vis historisk baggrundsviden. Faktisk i forhold til mere end ét årti, idet handlingen udspiller sig i 1930’erne, hvor depressionen knugede USA, mens forfatteren sad i en 60’er-kontekst, da hun skrev romanen. Det er da også tydeligt, at McCarthy, især i forhold til udviklingen inden for kvindefrigørelse, havde blik for den nedgang, der reelt var tale om fra de frigjorte, brølende tyvere med de såkaldte ’flapper’-kvinder med kort hår til efterkrigstidens mere traditionelle kønsroller. I denne udgave af romanen medfølger en noteliste, hvor de vigtigste kulturhistoriske referencer i romanen forklares.

Er den så alligevel læseværdig, denne genudgivne roman? For den rette læser er den. Den tålmodige læser, som ikke behøver følgeskab af de samme karakterer værket igennem, og som søger et overflødighedshorn af historiske detaljer. Mere end alt andet vil Gruppen tegne et tidsbillede, og det gør den. Og helt uden humor er det bestemt heller ikke.