Maria Helleberg har skabt en historisk roman om én af de meget markante kvindelige skikkelser i Danmarkshistorien: Christian den Fjerdes datter, Leonora Christine (1621-1698). Hvis der er nogen danske forfattere, der formår at blæse liv og sjæl i historiske personligheder, så er det Helleberg. Hun har siden debuten i 1986 skrevet omkring 30 litterære værker, og en stor del af dem er historiske romaner. Deraf Hellebergs tilnavn: Den historiske romans dronning.

I 2013 udkom Hellebergs roman om kvinderne i Christian den Fjerdes liv; Kongens Kvinder, og Leonora Christine er en selvstændig fortsættelse.

En moderne kvinde
Det forekommer at være så naturligt, så oplagt, at Helleberg tager livtag med Leonora Christine, der var en overordentligt stærk personlighed med solid dannelse, politisk tæft og kunstnerisk talent. Herudover var hun ikke bange for at udfordre kønsroller: Leonora Christine optrådte bramfrit i herretøj og fjerprydet mandehat, red ikke i damesaddel og så insisterede hun på, at hendes mand var hendes elsker.

Derudover levede Leonora Christine et ekstremt dramatisk liv, der spændte fra samfundets tinde til en fængselscelle. Hun nåede både at leve i rollen som kongens datter, Danmarks førstedame og repræsentant ved hofferne i Frankrig og Holland, som mor til mindst 15 børn og som gigtplaget og hærget, ruineret gammel kone i Maribo. Der er masser af stof at tage fat på, og Hellebergs romanbiografi kommer omkring det hele. Der krydsklippes løbende mellem en stort set kronologisk fortælling om Leonora Christines liv og så hendes 22 årige indespærring i fængslet Blåtårn.

Forsømt barn
Da vi første gang møder Leonora Christine i Hellebergs skildring, er hun et forsømt, men kærligt og modigt, barn. Hun elsker sine forældre, Christian den Fjerde og Kirsten Munk, der var kongens anden hustru. Den temmelig kølige Kirsten Munk interesserer sig dog hverken for sin mand eller sine ti børn. Det kommer allerstærkest til udtryk, da den lille Leonora Christine må redde sin spæde lillesøster ud fra det brændende Christiansborg, mens Kirsten Munk udelukkende bekymrer sig om, hvorvidt hendes breve er i sikkerhed.

Lille Leonora Christine søger derfor en smule tryghed hos sin far, især da hendes forældre bliver skilt. Men der går ikke længe, før Kirsten Munk er flyttet til Boller Slot ved Horsens, til førstepladsen i Christian den Fjerdes liv bliver overtaget af Kirsten Munks hofdame, Vibeke Kruse. Leonora Christine er altså fra en tidlig alder praktisk talt overladt til sig selv.

Et lykkeligt ægteskab
Som kun 15-årig bliver Leonora Christine gift med den dobbelt så gamle rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Ægteskabet mellem dem er meget lykkeligt, og de beskytter og hjælper hinanden i medgang og modgang og får mindst 15 børn sammen. Ifølge Helleberg er Leo (den tredje Leo, hun føder) yndlingsbarnet, som står Leonora Christines hjerte mest nær. Ellers fylder børnene ikke meget i hendes tanker, og de er for en stor del – lige som hun selv var – overladt til livet på egen hånd.

Skildringen af Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts ubrydelige kærlighed er meget rørende beskrevet af Helleberg. Meget stærkt virker det, da Corfitz første gang opdager de store sår og ar, som Leonora Christine har overalt på kroppen efter meget voldelige, afstraffende opdragelse af sine lærere, sin mor og sin mormor. Corfitz sværger dybt berørt, at han vil beskytte hende, så intet ondt rammer hende igen.

Landsforræderi
Alligevel rammer livet dem begge to hårdt. I Hellebergs tolkning er det alene Corfitz og hans vanvittige jagt på magt og indflydelse, der kan bebrejdes. Efter Christian den Fjerdes død, rager Corfitz uklar med den nye kong Frederik den Tredje, og her begynder deres omflakkende liv. Corfitz og Leonora Christine, der fulgte ham i tykt og tyndt, går over på svensk side, og de hjælper den svenske kongemagt med at vinde Skåne, Halland og Blekinge fra Danmark. Ægteparret bliver derfor udråbt til landsforrædere i Danmark.

Samarbejdet med svenskerne går dog ikke, som Corfitz har håbet, og han ønsker derfor med Leonora Christines hjælp at gå tilbage på dansk side. Han vil endda hjælpe danskerne med at vinde de tabte landområder tilbage.

I flere omgange bliver både Corfitz og Leonora Christine fængslet, blandt andet på Bornholm. Det er dog Leonora Christine, der betaler den største pris for parrets politiske spil, da hun uden rettergang bliver holdt indespærret i fængslet Blåtårn i København i næsten 22 år.

Jammersminde
Det er især på grund af tiden i Blåtårn, at vi alle kender Leonora Christine den dag i dag, for her udfolder hun for alvor sin enorme styrke, intelligens, kreativitet og menneskelighed. I cellen, der er så lille, at man ikke kan gå rundt i den, opfinder hun sysler til at fordrive tiden med. Hun hiver tråde ud af sit tøj, så hun kan brodere, hun samler en fjer op, der er faldet ind af vinduet, og hun blander sod og snavs og spyt og blod til blæk, så hun kan skrive. Det bliver til erindringsværket Jammersminde, der fortsat er et hovedværk i dansk litteratur.

Helleberg tegner et varmt portræt af en særdeles spændende og inspirerende kvinde, der levede et liv med store opture og nedture. Al sympatien er hos Leonora Christine, og modgangen skyldes udelukkende uretfærdighed, andre menneskers ondskab og Corfitz’ fatale idéer. Som læser funderer man over, om mon ikke Leonora Christine havde en større finger med i det politiske kandestøberi?