Wilbur Smiths seneste roman, Ørkenguden, er den femte historie, som foregår i det gamle Ægypten og har Smiths pralende og snu kongerådgiver, Taita, i hovedrollen. Tidligere slave, kastreret, men nu kongens højre hånd. I denne omgang tjener han under faraoen Tamose og de royale prinsesser Bekatha og Tehuti.

Hykosfolket kontrollerer den nederste del af Nilen og der er overhængende fare for en invasion. Der skal oprettes alliancer, der skal rejses gennem det afrikanske landskab, og der skal indgås lyssky aftaler for at overleve i den benhårde fortid. Det er en fortid, som er lige så nådesløs og romantisk som f.eks. Middelalderen eller Game of Thrones, men det er i et miljø, og med en stemme, som kun Wilbur Smith kan gøre levende.

Taita, én af Smiths bedste og mest underholdende figurer, er i bund og grund en utroværdig person og er designet sådan helt bevidst. Han omtaler sig selv i meget positive vendinger (det værste er dog, at han er i sin gode ret til at gøre det, eftersom han er ufattelig dygtig til sit arbejde og charmerende – ifølge ham selv), og forfatter Wilbur Smith virker glad over at skrive om Taita igen. Hans stemme er ufattelig positiv og han lyder, som om han morer sig gevaldigt i Taitas selskab.

For at konfrontere invasionen af Hykosfolket, der omringer farao Tamoses Ægypten, foretager Taita en del rejser op langs Nilen til kysten, og så tværs over havet, for at lede efter allierede nationer. Taitas søgen giver Smith muligheden for at skrive om det, han er bedst til: en række levende beskrivelser af lokalområderne, flettet sammen med livlig dialog. Men fordi Smith virker så glad for at gå hånd i hånd med Taita igen, fungerer Ørkenguden ikke som mange andre af hans romaner, og det skal læserne være klar over. Det er uden tvivl Smiths skrivestil, men den er mere eventyrlig og actionpræget end tidligere bøger. Forestil dig at Taita er Smiths version af Tintin eller Indiana Jones og du har en idé om, hvad du går ind til. Ørkenguden kunne, mere eller mindre, have heddet ”Flere eventyr og fortællinger med Taita”.

Smith har researchet sin bog meget grundig, og som den selvsikre forfatter han nu er, har han kastet det meste af researchen bort til fordel for en velskrevet historie, og han befolker den historie med et bredt spektrum af figurer, hvoraf nogle af dem har eksisteret i virkeligheden.

Alt i alt er bogen sjov og ganske tilfredsstillende. Den er fuld af den slags eventyr, som vil holde dig på kanten af sædet, især mod slutningen. Smith formår at ende med et godt klimaks, ikke kun i forbindelse med Taitas forsvar mod Hykosfolket, men også i forbindelse med hans egen forståelse af hans unikke natur.

Ørkenguden åbner muligheden for flere eventyrlige fortællinger i denne serie, og det er jeg sikker på, vil gøre fans af Wilbur Smith glade. For læsere som ønsker at læse Smiths bøger – eller mere specifikt om kongerådgiveren Taita – vil det nok være en fordel at gå tilbage til den første bog i serien, Flodguden, og begynde der.