Som er tilfældet med stort set al skønlitteratur, der bevæger sig ind på det fantastiske og overnaturliges overdrev, handler det for forfatteren om at få gjort disse ting håndgribelige og realistiske for læseren. Naturligvis kræver denne type af romaner, at man er villig til indgå den usynlige kontrakt med fiktionen, at de naturstridige og magiske elementer skal opfattes på lige fod med de mere dagligdags, men hvorvidt dette lykkes er meget forskelligt. Den svenske forfatter Stefan Spjut formår dog til U.G. at kombinere den jævne, genkendelige dagligdag med de fantastiske elementer, så de mærkværdige væsener i skovens dyb nemt bliver accepteret på lige fod med romanens øvrige figurer og lokaliteter.

Holder man af romaner efter devisen, at fiktion bør være en tilnærmelsesvis 1:1 repræsentation af virkeligheden, bør man derfor undgå Stallo, for det er ret beset en bog, der (ligesom den fabelagtige Norske mock-doc Trolljägeren) leger med ideen om, at troldtøj faktisk findes.

Bogens egentlige hovedperson hedder Susso og er datter af en berømt svensk fotograf, der under sine overflyvninger af fjeldområderne i det nordlige Sverige får taget et foto af en mystisk nøgen, menneskelignende figur, der tilsyneladende rider rundt på en stor bjørn. Selv om Susso ikke bruger al sin tid på at forsøge at finde beviser for, der findes mere mellem himmel og jord, bliver hun alligevel nysgerrig, da hun via sin hjemmeside får kontakt til en ældre kvinde, der hævder, at en mystisk, dværglignende mandsling dukker op i nærheden af hendes ødegård og stirrer ind gennem vinduerne. Derfor indvilger Susso i at mødes med kvinden og sætter et overvågningskamera op i nærheden af huset i forsøg på at få fotodokumentation for kvindens påstand.

I en parallelfortælling møder læseren bonderøven Seved, der bor sammen med noget familie og bekendte på en lige så afsidesliggende gård. Seved bliver underkuet af de folk han omgiver sig med, og så bærer gården også på en særdeles velbevaret hemmelighed, der gør, at de, der bor der, har det meget svært med ubudne gæster. Fortællingen tager dog virkelig fart, idet Seved, sammen med en kammerat, får besked på at skulle kidnappe et barn – noget som han bestemt ikke har lyst til at være en del af. Det er dog en handling som også, af årsager der ikke skal afsløres her, er nødvendig. Faktisk spiller forsvundne børn en ikke så uvæsentlig rolle i Stallo.

Stallo er, til trods for sin dystre forside og sidernes sorte kant (der lækkert nok, får bogen til at fremstå som en stor, sort mursten på natbordet), ikke en regulær gyserhistorie, for horror-elementerne er tonet ned. Det er derfor ikke en blodig bog eller en roman, der forsøger at skabe bevidste skrækscenarier, men i stedet en bog, der effektivt placerer sine mange fine karakterer i situationer, der spidser til, eller som konstant synes at være alt andet end behagelige.

Der er altså tale om en karakterbåren roman, der benytter sine overnaturlige væsener til at bringe figurerne sammen med. En af de mange fine ting ved bogen er nemlig, at Spjut godt nok giver os læsere mulighed for at blive lidt klogere på Stallo-troldene, men samtidig uden at ødelægge mystikken omkring dem og deres liv.

Spjut er virkelig god til hverdagsbeskrivelser, både i kraft af den måde som hans figurer omgås hinanden på, men også i hans stemningsfulde beskrivelser af såvel åbne, snedækkede landskaber som snaskede pizzarier eller faldefærdige bondegårde i Udkantssverige.

Bogens tempo er højt til trods for de mange fysiske sider. Kapitlerne er korte og øger derfor læsetempoet betydeligt, hvilket naturligvis understøttes af Spjuts klare formuleringer og et velstruktureret plot, der til trods for at det følger en ganske gennemprøvet thrillerformel, hvis man går strukturalistisk til romanen, fungerer virkeligt fint.

En af de mange genistreger ved bogen er, at forfatteren har inkorporeret figurer fra virkelighedens Sverige undervejs. Således inddrages den populære radiovært Sven Jerrings enke i historien, men også John Bauer, en af Sveriges bedst kendte tegnere, bliver gjort til en del af Stallo. Søger man, som undertegnede, efter biografiske informationer om disse figurer på nettet, opdager man at Stallo formår at lave et bånd mellem de to figurer, som godt ville have kunnet lade sig gøre. Forankringen til disse kendisser gør derfor, at enkelte læsere vil lade sig overbevise af bogens overnaturlige præmis endnu lettere.

Det er dog ikke på grund af disse to bifigurer fra virkelighedens verden, at bogen lykkes, for det gør den i kraft af alle sine figurer og takket være den ro, som romanen også besidder i afviklingen af historien. Der er masser af drama og store følelser på spil, men dette underspilles gennem det meste af romanen og klæder derfor den overordnede tone virkeligt fint.

På den måde lægger Stefan Spjut sig fint i forlængelse af sin eminente landsmand John Ajrvide Lindqvist i skildringen af et hverdags-Sverige, tilført veludførte, overnaturlige penselstrøg. Et buzzord fra filmens verden, ”Nordic Twilight”, springer umiddelbart frem, for selv om Stallo på ingen måde byder på hverken glimmervampyrer eller for den sags skyld er tiltænkt et købedygtigt teen-publikum, er den udtryk for en skrivestil, der forsøger at bringe det magiske og eventyrlige tilbage i romanen. Noget, som denne anmelder kun kan begejstres voldsomt over.

Så drop ideen om nuttede, smilende gøltrolde, og lad Stefan Spjut kidnappe dig og føre dig langt ind i de svenske skove, hvor lysende, gule øjne ser på dig i natten - du vil med garanti ikke blive skuffet.