Det hører til de absolutte sjældenheder, at danske eller udenlandske forfattere går sammen, skriver og udgiver en fælles bog. Skønlitteratur, i modsætning til faglitteratur, konnoterer et individuelt værk af een forfatter, ligesom læsningens kunst i sig selv er et individuelt foretagende. Men hvorfor egentlig? Denne status quo udfordres nu på fabulerende, diskuterende, legende og grundlæggende mesterlig vis af de tre danske forfattere, Naja Marie Aidt, Mette Moestrup og Line Knutzon med deres ”farvel til jeg’et og goddag til vi’et”: Frit flet. Flertydighed, mangfoldighed og accept af disse synes at være værkets overordnede mål, der så suppleres af programmatiske nøglebegreber som ”Afstand, venskab, fremtid, frihed”, som er ”Alt” men oftest manglende, forstår man, i nutidens samfund, en ”Lonely Planet”.

Selve formatet er stort i bogstavelig forstand – coffee-table-størrelse og god tyngde med lækre, farverige billeder fra forfatternes egne private fotoalbums, tegninger, collager, huskelister og grafik, der ligner et nøje sammenflettet kludetæppe af Dolly Parton’ske dimensioner. Dette virvar afspejles også indholdsmæssigt, idet tekster i alle genrer og ikke-genrer krydses og kombineres: Emails, børnetegnninger, noter, gule sedler, dagsbogsnotater, interviews med forfatterens egne børn, kunstnerkolleger og forskere i feminisme og køn, digte, dramatik og prosa.

Grunden til at Frit flet er så gennemført overrumplende og uimodståelig må tilskrives de mange niveauer, som værket bevæger sig på, og som sikrer at meget forskellige læsere og/eller segmenter kan gå i gang med at fordybe sig, lade sig inspirere eller provokere, er at den opererer i krydsfeltet mellem fakta og fiktion, teori og praksis, finkultur og massekultur, køns- og slægtskrønike, offentlig og personlig, konstruktion og autencitet.

Overordnet teoretisk-politisk er værket ikke bange for at være et feministisk værk, måske endda et skrift eller manifest – hvor ordet feminist desværre ofte har fået en sur, bitter em i den offentlige debat om køn og ligestilling, så præsenterer De damer et både legesygt men også dødsensalvorligt bud på, hvorfor det stadig giver mening at tale om kvinders vilkår og rettigheder i dag.

Litterært har Aidt, Knutzon og Moestrup valgt at kalde sig A, B og C så teksterne ikke har én bestemt forfatter, og dermed undgår de at lade forhåndsviden og evt. fordomme som læseren måtte have, og som derfor vil styre fortolkningsprocessen. Dette er uden tvivl til frustration for husarerne, der havde set frem til diverse private lunser fra især dagbogsnotaterne (som til trods for anonymiseringen er bogens svageste led – de fylder meget, og hverdagsbetragtninger om løst og fast har, selv i tre kyndige forfatterinders hånd, begrænset kunstnerisk interesse). Til gengæld er der rigeligt at hente i de private fotoalbums, men igen sløres grænsen mellem fiktion og hovestolen, idet det er de to andre, ikke-fotograferede, der har stået for billedteksten til fotografierne – og derfor skabes både en distance og en anden fortolkning, som den afbillede ikke selv ville kunne opnå.

Frit flet eksperimenterer og lykkes dermed med at løfte de private forhold og fakta op i et højere luftlag, så de tre forfatteres liv og udvikling gøres til alment gyldige fortællinger om tre kvinders historie, liv og levned, kærestesorger, bekymringer og udfordringer som kvinde, hustru, kunstner/forfatter, mor, borger og menneske. Fællessproget er både lyrisk, konfrontatorisk, elegisk, lårklaskende morsomt og nærmest tragisk især i de statistisk deprimerende fakta om kvinders vilkår, som kønsforsker Nina Lykke kan bidrage med.

De tre forfatterinder er rundet af postmodernismen og dens problematiseren af og riven ned af hierarkier, stereotyper, den store fortælling og sproget som sandhedsvidne. Alligevel er Frit flet trods sit kakofoniske udtryk og indhold én stor kærlighedserklæring til kvinden, kollektivet og kunsten. Selvom de er vittige og (selv)ironiske, figurerer den oprigtighed og varme, som andre postmodernister traditionelt har afvist eller undertrykt som æstetisk-litterær tone og udsagn, i snart set alle kapitler i bogen. Kyniske sjæle vil kalde det sentimentalitet eller sågar naivitet, men netop fordi værket på inspirerende vis bevæger sig på forskellige planer og i forskellige diskurser lykkes det Aidt, Knutzon og Moestrup i fællesskab at have skrevet og leveret det vigtigste kollektive, feministiske kunst- og kampskrift i tre årtier.