Den finske forfatter Juha Itkonen (født 1975) har begået en formidabel og gribende generationsroman: I Glimt. Romanen er Juha Itkonens femte men den første, der er oversat til dansk. I den følger vi tre generationer i en finsk middelklassefamilie fra midten af 1950’erne og frem til 2011. Vi hører om deres kærlighed, svigt og livsvalg, mens historiske vingesus såsom månelandingen, OL i Tokyo, Berlinmuren, internettet og verden efter terrorangrebet 9/11 foldes ud som et broget og meget levende baggrundstæppe. Globaliseringen er i fuld gang, og scenen for handlingen er derfor ikke kun Finland, men hele verden.

Hovedpersonerne i familiens tre generationer er ægteparret Esko og Liisa Vouri, deres ældste søn Esa og hans datter Miia. Esko er som taget ud af en amerikansk reklame fra 1950’erne: Han er optændt af en stålsat tro på det teknologiske fremskridt, på hårdt arbejde og solide kvalitetsvarer (han er selv hvidevareforhandler). Og så holder han indædt på, at negativitet og dårlige nyheder forpester humøret. Han er derfor kun lydhør over for det lyse og muntre i tilværelsen. Det er måske årsagen til, at han har giftet sig med en jordemoder. Hvilken jobfunktion kan bringe mere lykke? Men Esko er ikke så endimensionel endda. Det viser sig, da hans søn bliver indlagt efter et selvmordsforsøg, og da Liisa forlader ham efter et helt livs ægteskab.

Liisa, der altid har støttet sin mand og været en klippe for ham og deres tre sønner, udvikler sig lige som Esko efter skilsmissen. Selvom hun med tiden finder sig til rette i den nye tilværelse, først alene og siden med en kæreste, så bliver det aldrig det samme uden Esko. Og for Esko bliver det aldrig det samme uden Liisa.

Esa er ægteparrets ældste af i alt tre sønner. Han er en venstreorienteret journalist, der er så optændt af idealisme, at han beslutter sig for at grundlægge en lokalavis med kvalitetsjournalistik. Den kæmper han hårdt for, lige som han også kæmper for sit ægteskab med den endnu mere radikalt venstreorienterede politiker Marjaana. Både avisen og ægteskabet, der aldrig har været lykkeligt, smuldrer for ham. Det lykkes ham at få gang i sin karriere igen – men datteren Miia mister han forbindelsen til. Det er et tab, han aldrig kommer sig over.

Esa er historiens fortæller, og hans ærinde er dobbelt: Han vil holde et spejl op foran familien for at tolke og forstå familiemedlemmernes – og sine egne - livsvalg. Hvad er sandheden? Dernæst vil han forklare sig over for sin datter og overlevere et vidnesbyrd om sin kærlighed til hende. En kærlighed, som han ikke har haft mulighed for at vise hende, fordi han så tidligt forsvandt ud af hendes liv. Hele historien er med andre ord henvendt til Miia.

Fortællingens nødvendighed bliver slået fast til slut i romanen. Hvordan skal ikke afsløres her. Men Esa har ikke længere mulighed for at ændre på noget eller at fortsætte historien. Alt hvad han kan gøre er at indfange det skete i en fortælling og så at sige give teten videre til datteren. Miia kommer ikke selv til orde i romanen. Hun er et fjernt og nu voksent menneske, der helt i tidens ånd er flyttet til Berlin for at arbejde med teater.

Det er i allerhøjeste grad en læsværdig roman. Juha Itkonens genistreg især er, at han i I Glimt har formået at skildre et halvt århundredes politiske, kulturelle og teknologiske strømninger i Finland og den øvrige vestlige verden gennem nuancerede og medrivende personskildringer og fantastiske billeder.