Tidsperioden er interessant, og emnet er originalt. Vi er i begyndelsen af 1960erne, og hovedpersonen, dr. Gottlieb, er en af de sidste danske psykiatere, der går ind for lobotomi – populært kaldet ”det hvide snit” – i en tid, hvor de nye medicinske behandlingsformer ellers vinder frem med stormskridt (i Danmark med nogen forsinkelse). Dr. Gottlieb har mange interessante patienter, og en af dem – en smuk, personlighedsspaltet (skizofren) kvinde, der som Beatriz de Bobadilla lever sit indre liv på Columbus’ tid – fascinerer både doktoren og hans (velhavende) kone mere end godt er. Psykiaterens ægteskab knager i fugerne, og det holder ikke til de udfordringer, der opstår under et ugelangt og dramatisk ophold ved den italienske riviera, hvor også den skizofrene kvindes elsker og en ung smuk italiensk psykiater deltager i de erotiske forviklinger. Femkanten er mere eller mindre skæbnesvanger for alle deltagerne.

Men plottet virker usandsynligt, og sproget er slet ikke på højde med emnets mange muligheder. Først og fremmest er hovedpersonen et utiltalende skvat på den forkerte måde – altså en fiktiv person, man ikke bliver klogere eller godt underholdt af ikke at synes om. Dr. Gottlieb er selvglad, selvgod, umoden, snobbet, opblæst, fej og meget andet negativt – faktisk har han ikke mange positive egenskaber. Han er altså heller ikke professionel nok til at kunne holde sig fra sin smukke patient, og hans forhold til andre patienter lever heller ikke op til de mest elementære etiske standarder. Det kunne måske have været interessant i en mere satirisk eller kritisk anlagt tekst, men teksten/forfatteren insisterer på at lade doktorens synsvinkel på verden være dominerende, og det er mest af alt irriterende.

Personkonstellationen virker fortænkt, grænsende til det kulørte, og det psykiatriske miljø, som kunne have været interessant at få udfoldet – der er tale om en tid med et afgørende paradigmeskift i synet på behandlingen af psykisk syge, også relevant i dag – er ikke meget andet end en kulisse for den romantiske intrige, som er bogens hovedanliggende. Det kunne også have været spændende at blive klogere på den skizofrene Beatriz’ indre verden, men sproget – den fortællende prosa såvel som replikkerne – er helt uden den indre spænding og tvetydighed, som kunne matche skizofrenien og omverdenens reaktioner på den. Den mest interessante person i bogen er faktisk en biperson, Beatriz’ danske elsker, som – i modsætning til hovedpersonerne – gennemgår en udviklingsproces, som er værd at følge.

Det går den skvattede psykiater efter fortjeneste, og det er måske det mest sympatiske ved romanen, at han må betale en meget høj pris for sine mange fejltagelser. Men at hans kone tilsvarende fremtræder som romanens måske eneste vinder, virker hverken logisk eller episk overbevisende. Der er alt for meget i denne roman, som er ”hul i hovedet” uden at åbne for virkeligt farlige eller spændende perspektiver.