Anakronismerne står i kø hos den danske forfatter Lene Andersen, alias Jesper Knallhatt og det er meningen. Tiden er indskrænket til at kunne rumme fortid, nutid og fremtid under samme (knall)hat(t). Sendt fra fremtiden, hvor en dansk forfatter – aliasset – i vores nutid er blevet opdaget, men med tråde tilbage i tiden til tænkning, som har betydning i dag. Fakta i fiktion eller omvendt. Uafgørligt. Komplekst. Og dybt, dybt ironisk.

I fjerde bind af den stort anlagte, modige og dybt besynderligt interessante bogserie Baade-Og (2006-09) indledte Andersen med en parafrase af Søren Kierkegaards erotiklære fra Enten-Eller. En modernisering, der sendte Kierkegaard i biografen med Jesper Knallhatt – i sig selv en knudret anakronisme – for at opdatere indsigten om Don Juan hos Kierkegaard via James Bond, Indiana Jones og Woody Allen. En filmanalyse med tråde dybt ind i spekulative antagelser om kultur og kulturreligiøsitet.

I anledningen af Kierkegaards 200 års fødselsdag (det er jo ingen alder) udsendes nu denne indledning i et selvstændigt bind med titlen Fire uetiske mænd i sengen og med en ny indledning af selveste Pamfilia Severinsen skrevet i det Herrens år 2063. Ligesom Kierkegaards forfatterskab er en skuffesystem (et chatol!) af pseudonymer, er også Lene Andersens persona skruet sammen gennem flere andre navne, der på forskellig vis ironisk-alvorligt fremsætter pudsige og øjenåbnende indfald om dette, hint – og hiin Enkelte.

Den komplette titel på bogen er – ifølge den indre titelside – intet mindre end Det umiddelbare, det ikke-existerende, det disciplinerede, og det reflecterede erotiske Stadie eller Det Musikalsk-Erotiske, det Uerotiske, det Controlleret-Erotiske og det Usikkre-Erotiske eller Fire uetiske mænd i sengen. Intet mindre! Spoofet og den parodiske parafrase er mindst ligeså iøjnefaldende som Søren Kierkegaards høje, sorte hat. Teksten er skrevet og afskrevet (oven)på Kierkegaards eget 1800-tals danske. Stedvist en så tæt parafrase, at Kierkegaard står alene. Andre steder forfattet stilsikkert i samme sproglige tone og tilgang.

Fire uetiske mænd i sengen er (endnu) en understregning af den nødvendighed, som Kierkegaard danner underneden Lene Andersens komplekse tænkning. Hendes fem udgivelser Baade-Og, der handler om samtaler mellem to personer fra mandag til fredag, står i den grad på skuldrene af giganten – og titlen er da også en bevidst omvending af Kierkegaards Enten-Eller. En pointe, der udfoldes meget grundigt gennem de tilsammen over 2.000 sider lange ”romaner”. Eller er det filosofiske grundtekster? Ja, det er – som hos Kierkegaard selv – ikke nemt at hitte ud af. Pseudonymer og henvendelsesformer er grundlæggende fiktive, men udsagnene er i sandhed – relevante.

Kierkegaard lagde selv op til at blive behandlet på den måde, han bliver her. Det ironiske og tænkningens skuffedariesystem findes hos ham selv, og hvis han vender sig i sin grav pga. Lene Andersens behandling, er det for at læse værket selv. Grundstenen er stadig den Don Juan, som Kierkegaard selv analyserede som ”det Musikalsk Erotiske”. Videreførelsen hos Andersen er at relatere denne tilgang til nutidens mest komplekse medium, der antages at være filmen. Derfor kan hun her finde nye og videreudviklede udgaver af erotikken i hhv. James Bond, Indiana Jones og Woody Allen-figuren. En underligt, men fabelagtigt morsom analyse af film, som man ikke har set det før.

(En lille detalje gemt i en parentes: Woody Allens film hedder Deconstructing Harry og ikke Reconstructing Harry. Er der monstro en ironisk omskrivning af titlen her, eller er det en fejl?)

Der ligger tilmed en religions- og kulturhistorisk analyse indbygget i Andersens Kierkegaard-læsning af Bond, Jones og Allen. Hvor Don Juan repræsenterer det katolske, er Bond anglikansk og kontrolleret-erotisk, Jones protestantisk uerotisk og Allen jødisk og reflekteret-erotisk. Heri ligger et udviklingsperspektiv fra den rene æstetik (i Kierkegaards forstand) til en gangbro, der kan lede til det etiske, det reflekterede. Allen er seneste trin på denne udviklingens vej. En stadielære i erotikkens tegn. Drypvist indstikker Andersen sin egen tænkning – den, der er udfoldet i Baade-Og-bøgerne – i den kierkegaardske tekst, men som hos Kierkegaard selv, ved man ikke helt, hvor man har Andersen eller nogen af de andre personer, hun har i spil i sit forfatterskab.

Fire uetiske mænd i sengen er derfor et fjollet og dybt seriøst værk. Fanget på ironiens og parodiens gyngende (af)grund. Modigt forsøgt og temmelig originalt udformet. Nærmest som var det et oplæg til et center for vild filmanalyse. Det er i sandhed vildt, det her. Men det er faktisk en tilgang, der ikke kun viser Lene Andersens stilsikre skrivemåde, det er også en udgivelse, der understreger Kierkegaards enorme relevans den dag i dag – og i morgen. Og derfor er denne lille pamflet med de store tanker relevant at få på gaden igen. En gentagelse, ja, en gentagelse på vej mod det etiske. Det her er Søren Kierkegaard – shaken, not stirred!

For nærmere introduktion til Jesper Knallhatt og alle de andre rødder kan et foredrag med Lene Andersen og anmeldelser af alle fem bøger (læ)ses] på linket her. En samlet artikel om forfatterskabet og den filosofiske grundtanke kan findes i tidsskriftet Akademisk kvarter. Læs også anmeldelsen af Lene Andersens Det åbne samfund og dets venner.