Hvad nu hvis….Orfeus var en nulevende forfatter sidst i tresserne og Eurydike var hans nyligt afdøde kone, som en banal infektion tog livet af? Hvis forfatteren var en neurotisk narcissist og hans kone en klog kvinde, der altid havde formået at styre ham? Hvis den ældgamle historie blev fortalt af hende som en slags forsvarstale til dødsrigets hersker, forstanderen på dødens hvilehjem?

Det er det fantasiprojekt og samtidig den opgave, Claudio Magris har sat sig selv på. Den lille bog (kun godt 50 sider) er ”Eurydike”s monolog, hendes tale til ”forstanderen”, som har givet digteren en tilladelse, ingen andre dødelige nogensinde har fået, og som nu vil have at vide hvorfor det gik galt.

Forfatterens hustru og muse fortæller om parrets lange, passionerede forhold og om digterens forhold til sin metier. Det er historien om en temmelig selvoptaget forfatter, ofte på grænsen til storhedsvanvid; en kunstner som egentlig kun klarer sig fordi han har en kone, der både elsker ham og gennemskuer ham – og tøjler ham. ”Hvilehjemmet” skildres i forbifarten som et trist skygge- eller snarere spejlrige, der i kun alt for høj grad ligner livet ’deroppe’, det vi allesammen kender. Eurydikes afsluttende forklaring på at Orfeus vender sig om er overraskende, men alligevel logisk og tilfredsstillende – og den skal ikke røbes her.

Den lille bog er umådeligt velskrevet, stilsikker, og fuld af prægnante tanker og formuleringer – om livet og døden, om digtningen og kærligheden. Alligevel griber Magris’ ganske virtuose variation over Orfeus-myten ikke rigtigt denne anmelder. Det virker mest af alt på mig som en stiløvelse af den slags, en stor forfatter måske kan finde på at sætte sig selv på.

Al respekt for skipperens håndværk og skibets kulturhistoriske ballast på denne rejse over ’Styx’ og tilbage igen, men jeg må indrømme, at jeg er blevet langt mere rørt af andre tolkninger – gamle såvel som nye – af denne stærke myte om… ja, om hvad? Orfeus er jo i myten sanger og komponist, og som sådan i stand til at røre levende og døde med sin sang og sit spil. Her er han forfatter. Måske er det musikken, der mangler?