Selv om den unge, tyske, forfatterinde Charlotte Roche med sin debutroman Vådområder fik sig en ualmindelig hård omgang verbale tæsk her på kapellets sider, er der ifølge nærværende anmelder al mulig grund til at være interesseret i hendes anden roman Fra skødet. Selv om denne fortælling også er ekstremt fokuseret på begivenheder, der foregår lige under bæltestedet og bag lukkede døre, så er det ligeledes en meget realistisk, sørgelig og morsom gengivelse af en ung, neurotisk kvindes forsøg på at finde frem til de ting, der kan give mening i livet.

Ovenstående beskrivelse kan måske forekomme som noget, man har set i et utal af variationer før, samtidig med at det plejer at være den type romaner som især mandlige læsere vil gå i en stor bue udenom. Det bør man ikke, for bogen er klar i mælet og giver læseren ucensureret adgang til de mange tanker, som rumsterer rundt i denne kvindes hoved.

Tankerne (der i øvrigt er mundret og eminent oversat til nudansk af Hanne Lund) kan både mænd og kvinder få gavn af. I mænds tilfælde kan vi måske blive en smule klogere på den måde nogle kvinder tænker, og kvinder kan måske, måske ikke, genkende dele af dem selv i fortællerens Virgina Woolf’ske tankestrøm. Dette er ”stream of consciousness” for det nye årtusind – forkrampet, sexet, ulækkert, ærligt, sjovt og indimellem opofrende.

Bogens fortæller er Elizabeth Kiehl, 33 år. Hun bor sammen med sin meget ældre og meget seksuelt aktive mand, George, som hun helt bevidst opfatter som erstatningen for den far, der aldrig blev en fast del af hendes liv. En af hovedårsagerne til Elizabeths forkvaklede faderforhold er, at hendes klassiske überfeministiske moder smuttede fra faderen som et led i moderens personlige frigørelse.

Moderen, som den lille Elizabeth elskede overalt på jorden, er sidenhen blevet den voksne Elizabeths store, usynlige fjende. Vores førstepersonsfortæller har nemlig ikke længere nogen kontakt med sin øvrige familie takket være en ufattelig familietragedie, som naturligvis ikke skal afsløres i kapelregi.

Elizabeth er typen, som har nemt ved at blive angst og har en lang række småfobier, der konstant besværliggør hendes dagligdag. Disse tanker suppleres ofte med hendes meget kontrollerede, seksuelle udskejelser med husbonden og de allestedsnærværende tanker om hendes død. Det er altså store mentale kræfter der er ved at rive vores hovedperson fra hinanden, men takket være daglige besøg hos psykologen, fru Drescher, er Elizabeth så småt ved at finde ud af at fungere som menneske igen.

Bogen er et virvar af tanker og hændelsesforløb. For selv om læseren (lidt som i debutromanen) udelukkende følger Elizabeth gennem tre dage, så får vi mulighed – gennem flashbacks – for at opleve andre aspekter af Elizabeths daglidag end de, der sker her og nu. Men samtidig genoplever læseren også den tragedie, som har præget hendes liv for altid.

Bogens forfatter startede sin karriere som VJ på den tyske musikkanal VIVA, hvor hun ikke kun udmærkede sig ved at have glimrende musiksmag men også ved at tale til seeren i et forrygende, fabulerende, formfuldendt tysk– noget som i skrivende stund kan opleves i det fantastisk underholdende talkshow Roche und Böhmermann som ZDF netop har startet anden sæson af (og som kan genses online af de, der ikke har denne kanal på deres TV).

Charlotte Roches gode sans for det talte sprog kan også tydelig fornemmes på skrift, for selv om der måske er enkelte bornerte læsere, der kan lade sig afskrække af ovenstående temaer, så står det ikke til diskussion at Roche har fundet en særlig sproglig stemme, som hun lader sin hovedperson benytte.

I samme åndedrag forekommer Fra Skødet som en utrolig personlig bog. Ikke dermed sagt, at fortælleren - der i øvrigt har fået forfatterindens mellemnavn - er identiske, men når man tænker på, at forfatterinden selv har gennemlevet det helt store traume som er og bliver bogens omdrejningspunkt, så gør det, at Elizabeths tanker og følelser forekommer rystende troværdige og overbevisende.

Fra Skødet er bestemt ikke hyggelæsning, for det er en bog fyld med abjekter og objekter, man bestemt ikke nævner over middagsbordet, men det samtidig befriende at læse en bog, der i en form for post-feministisk tone ikke længere tabuiserer de kødelige drifter, men som i modsætning til mange af hendes ældre medsøstre er decideret pro-sex, pro-lyst, pro-blowjobs, pro-eksperimenteren. Elizabeths syn på mænd er heller ikke så firkantet, som man har set det andetsteds, og selvom man sagtens kan mene, at hovedpersonen bliver fremstillet alt for opofrende i forhold til at tilfredsstille hendes mands fantasier, så fremstår hun ved bogens slutning på ingen måde som en frustreret Hausfrau, der lader sig dominere, men som en kvinde, der med ganske pænt held forsøger at finde sig til rette i et parcelhusparforhold, med alt hvad dette fører med sig.

Dette er altså ingenlunde den ”lortebog” som debutten (måske endda uretfærdigt?) blev udråbt til, men derimod en intim, følelsesladet roman, der selv af en feministhadende, mavesur, pikket anmelder (der normalt foretrækker horror- eller science-fiction) blev læst og nydt i forbavsende hurtigt tempo. Virkeligt godt gået, Charlotte! To tommelfingre op (i røven) herfra!