Krimi og kristendom har det med at krydse klinger i ny og næ. Det er sågar påstået, at krimien – med sit fokus på moral – har kristne rødder og kun eksisterer i kristne kulturer. Det er dog ingenlunde tilfældet, men der er noget om snakken, når kristne kulturer selv tager krimien op. Kirkelige menigheder har vist stor interesse for krimiens populære anliggender, og forfatterskaber indføjer med fuldt overlæg kristne spor i krimiens univers. Det gælder nu også den danske forfatter og folkekirkepræst Elisabeth Lyneborg, der har et veletableret forfatterskab bag sig, men først i sin seneste roman Midnatsmesse forsøger hun sig med krimiens format.

Forfatter, ph.d. og foredragsholder Emmy Toft tager til en konference på et kloster i de franske Pyrenæer om oldkristne tekster. Emmy har skrevet sin afhandling om kætterreligioner og glæder sig til to uger med diskussioner om sine yndlingsemner. Det går dog hurtigt op for hende, at der er andre interesser på spil blandt deltagerne i den lille, sluttede kreds, hvor enkelte er meget passionerede omkring bestemte emner. Da en af deltagerne bliver fundet myrdet og skamferet i klosterkirken, er det helt tydeligt, at konferencen har haft en skjult dagsorden. Er der et monster løs? En sulten vampyr? Eller er der værdigenstande i klosteret, der er værd at dræbe for?

Dan Brown har ikke skrevet forgæves. Lyneborg skriver sig med Midnatsmesse ind i den voksende gruppe, der gerne vil have en bid af kagen fra succesen omkring Da Vinci Mysteriet. Hun trækker på flere af de samme kilder og mytologier, som Dan Brown populariserede med sin roman. Præsten i Frankrig, der pludselig kom til mange penge. Tempelherrerordenen. Skjulte kristne skatte. Og stridigheder og interesser, der går på tværs så folk må dø. Lyneborg kommenterer i romanen gentagne gange – måske endda for mange gange – sit forhold til Dan Browns bestseller. Hun lægger med andre ord ikke skjul på, at hun ikke ønsker at skrive en original krimi, men understreger, at hun gerne vil skrive Dan Brown Mysteriet version 2.0. Ligesom så mange andre.

Midnatsmesse fraviger dog kodelæsningen, der fylder så meget hos Brown. I det hele taget er det så som så med en sammenhængende opklaring. Det er snarere en nysgerrig Emmy, der er årsag til, at sagen står klar mod slutningen. I stedet ligner Midnatsmesse det norske forlæg Tom Egeland, der med sin Cirklens ende faktisk kom før Dan Brown med tempelherrer og skjulte skatte. Der findes også en international tradition for at skrive det, som den amerikanske teolog W.D. Spencer kalder for klerikal krimi, hvor netop præsten spiller en stor rolle. I skandinavisk sammenhæng har den norske teolog, munk og krimiforfatter Aage Hauken skrevet det, han kalder for klosterkrimier og på mange måder ligner Lyneborgs krimi mest Haukens forfatterskab.

Fordelen ved at bruge klosteret som ramme omkring en kriminalgåde er naturligvis, at det derved er muligt at etablere et velkendt locked room mystery. Denne klassiske krimiformel har den fordel, at universet er overskueligt, og at det er inden for en lille sluttet skare, den skyldige skal findes. I Midnatsmesse har vi også vanlige karakterer, der skal lede os på vildspor. Vi skal naturligvis mistænke dem, der er kyniske, dem, der er frivilligt indesluttede, samt dem, der har ekstraordinære passioner. I tilgift får vi også en reminiscens af en forelskelse. Krydderihylden er med andre ord flittigt brugt på en måde, der får retten til at smage ganske velkendt, men det er begrænset, hvor mange smagsløg, der rigtig bliver udfordret.

Lyneborg, der er uddannet grundtvigiansk præst, lægger heller ikke skjul på sine holdninger til den katolske kirke, der undervejs får et par hårde drag over nakken. Dette er måske lidt paradoksalt, eftersom det er den katolske mysticisme, der krydrer romanens skattejagt. Som modsætning får hun – polemisk og behændigt – trukket den danske folkekirke frem som en garant for dansk velfærd. Diskussionerne af de oldkristne tekster er dog på ingen måde uinteressante, og de fyldige beskrivelser af kirke- og klosterrum hensætter læseren i en veletableret gotisk atmosfære. Det er helt tydeligt, allerede fra starten, at det er teologien, der er Lyneborgs hjertebarn. Disse disputer er skruet fint sammen, mens det halter en anelse i krimiens hjertebarn: opklaringen, der ikke virker helt gennemført.

Romanen er tilsyneladende også gået for hurtigt igennem korrekturen. På bagsiden af romanen og på første side præsteres vores hovedperson som Emmy Toft, men hun hedder Emmy Torp i resten af fortællingen. Der er to kapitler med nr. 36, og der er for mange slå- og skrivefejl undervejs. Det mest problematiske er dog Lyneborgs problemer i replikudvekslingerne. Flere steder er det svært at afkode, hvem der snakker, fordi én karakters tanker er placeret på samme linje som en anden persons replik. I Midnatsmesse er Lyneborg blevet bedre til det, der kaldes for fokalisering, altså placeringen af synsvinklen ift. en bestemt person, men det halter stadig stedvist. Det kræver genlæsning af passager for at aflure, hvem der har talt.

Læsere, der nød Da Vinci Mysteriet, vil formentlig også nyde (dele af) Midnatsmesse. Men der er mange om buddet, og det er dog efterhånden ved at være lidt hårdt med alle disse forsøg på at skrue endnu en konspiration sammen om skjulte selskaber og hengemte ordener. Det er lidt en skam, faktisk. For Lyneborgs roman er – inden for dansk krimisammenhæng – et originalt bud på en kloster- eller kirkekrimi, som ikke har fandtes i Danmark før nu. Dette direkte engagement i teologi inden for en krimi er nyt i dansk sammenhæng. Sammenføjningen er ellers oplagt: både krimi og teologi handler om viden, men bare om hvert sit objekt. Tilsammen er det en sprængfarlig leg, og der er da efter alt at dømme også saft og kraft i Emmy Toft/Torp til flere sager. Måske har hun så senere fundet ud af, hvad hun hedder.

Lyneborg har flere gange i sit mangesidige forfatterskab, der også inkluderer børnebøger, bevæget sig ind i spændingsformlen. I Maria Magdalenas verdener var det også tempelherrererne, der var i fokus. I Skyggeland samt flere andre titler er det spøgelser, der titter ind i spændingen. Hendes forrige roman Bestseller trak indledningsvist også på krimiens startpunkt: en hjemmerøveri, der går galt. Den ender dog i et litterært tyveri af romanens præsts roman, der bliver en international bestseller i tyvens navn. I Bestseller overvejer præsten at skrive en krimi for at få sig en bestseller. Og i pressematerialet præsenteres Emmy Toft som Lyneborgs alter ego. På den måde er det naturligvis interessant, at hun i romanen før Midnatsmesse anticiperer sin næste roman: en krimi. Om den bliver en bestseller, er jeg dog stærkt i tvivl om. Da Vinci-mystikken har efterhånden lagt sig.