En krimi, der tager udgangspunkt i liv. Det er ikke helt almindeligt. En krimi, der begynder med en begravelse. Det er mere normalt. Eller i hvert fald med død. Begge dele er tilfældet for Michael Lyckes krimidebut Metusalemgenet. Den har netop ramt gaderne.

Videnskabsjournalisten Noah Safran tager til Paris for at være med på en konference. Emnet er livsforlængelse og potentielt det evige liv for mennesket. Intet mindre. Han skal interviewe en række forskere, men den vigtigste kilde viser sig at være død. Læseren er her velinformeret: Vi ved godt, at han ikke omkom af naturlige årsager. Han blev myrdet, fordi han havde erhvervet sig viden om det, mennesket har søgt for altid: Det evige liv.

Der er naturligvis mange, der er interesseret i denne viden. Noah begynder at modtage en række mystiske henvendelser, der sætter ham på sporet. På sporet af hvad, ved han ikke helt. Men meget tyder på, at forskerens viden stadig findes derude. Hengemt. Klar til blotlægning af en videbegærlig journalist. Nu går den vilde skattejagt. Jagten på den viden, der kan gøre os udødelige.

Videnskabskrimi er en betegnelse, der er ved at vinde indpas på det syndflydende krimimarked. Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer er et hovedeksempel, mens A.J Kazinskis Den sidste gode mand også trækker kraftige veksler på videnskabelige teorier. Tom Egelands arkæologikrimier ditto. Slægtskabet med sidstnævnte er størst, men Lycke har også mere end læst Dan Brown mellem linjerne.

Krimier handler jo om viden. Erhvervelse af viden om skyld. Derfor er det også nærmest oplagt at koble efterforskning og videnskab sammen. Det er også sigtet med Lyckes roman. Noget er så videnskabeligt opsigtsvækkende, at flere vil dræbe for det. Viden om det evige liv giver også Noah en religiøs kult at tumle med. Naturligvis! Krimiens hovedaversion: fordækte kulte.

Men inddragelsen af videnskab i romanen falder lidt i klumper. Indledningsvis er de mange interviews, som Noah foretager på konferencen, lidt som at læse Weekendavisens tillæg Idéer: Meget grundige indslag, der selvfølgelig er med for at armére læseren til den videre udvikling. Det bliver noget tungt trods emnets udmærkede sensationalisme.

Men videnskabeligheden fortager sig undervejs til fordel for en hæsblæsende actionroman. Snart sagt alt og alle er i hælene på den sølle Noah, der sammen med sin telefonveninde Maggie forsøger at hitte rede i alle informationerne. Anden halvdel af den lange roman skal dog holdes oppe af den ene flugt- og jagtscene efter den anden, mens den viden, Noah og alle andre er efter, fortaber sig i tågerne. Sikke en skam.

Noah Safran er dog en usandsynlig spændende karakter i krimiens overbefolkede klichegalleri. Ikke meget skal gives væk her, men der er overraskelser i vente. Romanens karaktérudvikling er blandt de mest originale længe i den skandinaviske krimi.

Det er dog desværre ikke nok til at holde romanens fetich for blodig sensationalisme stangen. Romanens enfoldige fokus på bittesmå kapitler er symptomet; med den ene cliffhanger efter den anden bliver det gennemskueligt og hakkende i længden. Intet mindre end 114 kapitler er den sølle roman parteret i. Den er på den ene side opbygget helt efter skabelonen, men kapitlerne ødelægger en derfor ellers udmærket fremdrift.

I passager viser Lycke stedvist, at han godt kan skrive. Også bedre end mange af sine krimikumpaner. Stilmæssigt varierer det bare for meget. Romanen har klassescener, hvor karaktérudviklinger skildres subtilt og grundigt. Den er tilmed på alle punkter gennemresearchet. Den bærer bare præg af, at Lycke ikke har kunnet dræbe alle sine darlings. Første halvdel er sovset ind i teorier, der aldrig udfoldes eller bruges til noget. Den sidste halvdel glemmer videnskaben og tager sensationalismens strubegreb.

Det skal dog siges, at den, der nød Browns og Egelands romaner, også vil finde sig til rette i selskab med Michael Lyckes Noah Safran. Romanen spiller de samme toner, bare knapt så godt, mens Noah er en karaktér, jeg glæder mig til at læse mere om.