“As long as humanity faces mortality and uses language to describe its existence, poetry will remain one of its essential spiritual resources”, anfører den amerikanske forfatter m.m. Dana Gioia i en af sine mange artikler. Og set i (litteratur)historiens bagkloge lys bakker tidligere tiders skriverier påstanden op: fra Schack Staffeldts nedslående indsigter på pynten over Johannes Jørgensens klagesange i mørke haver til Søren Ulrik Thomsens nye vandringer i Østre Anlæg. Hos alle tre står menneskets forgængelighed nemlig som det uundgåelige grundvilkår, det er. Men hos ingen af disse lyrikere – vil jeg vove at påstå – behandles emnet med samme sortsynede, pessimistiske pondus som i Harald Voetmanns nye poetiske roman Kødet letter, der udkom her i januar 2012.

Efter anmeldersuccesen, den groteske roman Vågen (2010), der sidste år under stor ståhej blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, tager Voetmann nu den absurdistiske tråd op og fører den, hvis ikke ned i kulkælderen, så i hvert fald helt ud i hampen – for nu at antyde et stort, sort hul, som forfatteren meget vel kan have røget sig ned i såvel inden som under sin skriveproces. Den nedtrykkende stemning, der er romanens emblem, er nemlig ikke blot den af slagsen, der roligt udfolder sig i visse centrale passager. Nej, side op og side ned udpensles livets meningsløse lidelse i alle dets mangefacetterede gestaltninger på en sådan hyperbolsk facon, at vi her om noget har at gøre med et pragteksempel på absurdistisk, barok humor.

Se blot plottets tre strenge, der med hver sin sørgelige hovedkarakter i stadig stigende grad føres og filtres sammen jo længere, vi bevæger os ind i romanens surreale univers, hvis ene vanitassymbol knapt når at forlade scenen, før det næste gør sin entre: Vi hører om den socialt handicappede outsidereksistens Kühleborn, der som et andet hamskiftende dyr anskaffer sig nye jakker i anledningen af indgangen til bestemte faser af livet, og indsigten er på hans 55 års fødselsdag åbenbar – dette bliver den sidste erhvervelse. Vi hører om Kühleborns mandschauvinistiske kollega, Huldbrand, hvis pessimistiske syn på alt, som han møder på sin vej, får sit humoristiske udtryk gennem den konstant knevrende indre monolog, der spidder alt fra lufthavnens udenlandske sikkerhedspersonale til kvindekroppens tiltrækkende barm (hvis eneste berettigelse består i dets funktion som reklamesøjle).

Endelig møder vi pludselig Voetmann selv, der som forfatter til de to foregående karakterer forsøger at skrive sig ud af en depression, men ender med at tilmelde sig en autoriseret selvmordservice, nu da cigaretterne, han ryger i nattens mulm og mørke, ikke klarer arbejdet hurtigt nok. Og dét til trods for de lovende reklamer, som emballagen ellers pryder sig med. Selv om fiktionens illusion her, som i så megen anden litteratur for tiden, på metalitterær manér adskiller handlingsplanerne fra hinanden, kan man alligevel hæfte sig ved en klar overensstemmende samklang mellem de tre karakterer – nemlig den at klangen går i mol.

Men hvad skal vi bruge al den pessimisme til? Er Voetmanns hensigt – som resultatet blev for Goethes Den unge werthers lidelser (1774) – at fremprovokere selvmordbølger i sin mere eller mindre smalle, danske læserskare? Læser man følgende som en subtil metakommentar, er romanens eget svar et klart ’nej’. Det står nemlig skrevet, at ”for den, der står i sikkerhed på kysten, er synet af de synkende skibe behageligt, og for den, som sidder øverst oppe i fæstningstårnet, er synet af de stridende hære på jorden et smukt syn”. Den bagvendte logik, at i lidelsen ligger en nydelse, at det hæslige bærer det skønne i sig, er langt fra ny: fra ekspressionismens hylende poesi over Ørnsbo og co.’s konfronterende modernisme har vi hørt denne glade klagesang, men i Voetmanns prosa er dette omvendte princip om noget på sin plads.

Schopenhauer gjorde engang gældende, at i livets cykliske lidelse er kunsten det sted, vi kan slippe væk og udholde livets uudholdelighed. I Kødet letter er det snarere bagvendt, at efter endt læsning af karakterernes cykliske lidelser synes verden ligesom pludselig en kende mere tålelig. Så er man en af dem, der ikke bare finder forfaldstematik og barok galgenhumor interessant, men ligefrem fascinerende og opløftende, er romanens melankolske univers absolut et, der er værd at besøge – hvis ikke blot for at nyde Voetmanns eminente sproglige udfoldelser, så i hvert fald for at blive mindet om, at ”livet ikke er så dyrebart, at man ikke kan lave rullepølse af det”.