Fidalis vej / George Mastras / 497 sider
Mrs. Robinson. ISBN 9788764504644
Anmeldt 2/7 2011, 22:37 af Mie Poulsgaard Jørgensen
Kærlighed og had i et grænseland
Kærlighed og had i et grænseland
« TilbageGeorge Mastras er født i Boston og har studeret på Yale og UCLA. Han har arbejdet som offentlig forsvarer, været rådgiver på et fængsel for mindreårige og været advokat i New York og Los Angeles. Efter ti år inden for det retslige system sagde han sit job op, solgte sine ejendele og brugte flere år på at rejse rundt i hele verden. Han har bl.a. vandret i Himalaya, Karakoam og Hindu Kush. Siden han vendte tilbage til USA, har han arbejdet som manuskriptforfatter og har skrevet adskillige TV-serier, heriblandt den prisvindende Breaking Bad. Fidalis vej er Mastras debutroman og omhandler advokaten Nick Sunder, som vælger at rejse fra sin karriere for at være backpacker i Indien og Pakistan.
Nick Sunder var en succesfuld advokat, indtil han en dag var med til at vinde en sag for ejeren af en forlystelsespark, hvor en af forlystelserne kort efter retssagen gik i stykker og forårsagede dødsfald. Nick vælger derfor at backpacke i Centralasien, hvor han møder en smuk fransk pige Yvette og hendes britiske kæreste Simon. Da Yvette pludselig findes myrdet i Pakistan, bliver Nick arresteret og anklaget for at stå bag mordet. I fængslet bliver Nick tortureret for at få ham til at indrømme, at han stod bag mordet. I fængslet møder han to mænd, Ghulam og Fidali, som hjælper ham. Nick stikker senere af fra fængslet og planlægger at flygte illegalt til Indien over den Pakistanske grænse – i det lovløse grænseområde omkring Kashmir.
Den illegale flugt ender dog brutalt, da han bliver snydt og står over for sin bøddel fra fængslet. Nick bliver desperat og dræber ved et uheld politimanden og stikker af. Efter nogle dage i skjul møder han de to cellekammerater, Ghulam og Fidali, der er på vej hjem til Kashmir. På trods af de kan se, at Nick er på afveje, lover de at tage ham med på deres rejse – en svær og livstruende rejse over bjergene i et krigshærget område fyldt med farer.
Sideløbende hører vi om den smukke kvinde Aysha, som vokser op i en lille fjerntliggende landsby i Kashmir. Folk beundrer hurtigt Aysha for hendes talenter indenfor sygepleje og landsbyen samler penge ind til at få Aysha til at læse til læge og blive landsbyen læge. Landsbyen består af nogle indiske beboer, men er hovedsageligt muslimsk. Kashmir er præget af politiske stridigheder mellem inderne og de muslimske mujahideen, hvilket ofte fører til dødsfald. Aysha forelskede sig i Kazim, og de blev næsten forlovet, inden Kazim valgte at blive Mujahideen og drage i jihad og Aysha læge. Deres veje udvikler sig herefter i forskellige retninger, men dog forbliver deres skæbner forbundet.
Nick lærer Ghulam at kende, men Fidali forbliver et mysterium. Han er en mand af få ord men som gang på gang sætter sit eget liv på spil for at redde de andres liv. En dag træder Nick på en landmine og ser døden i øjnene, da Fidali bevidst vælger at gå i døden, for at Nick skal leve. Nick forstår ikke Fidalis uselviske valg og udspørger Ghulam, som forklarer, at Fidalis hjerte blot var sådan og det var Fidalis vej – en vej som Nick vil forsøge at efterleve.
Nick og Ghulam ankommer til Ayshas by. Ghulam er hårdt såret og har brug for Ayshas hjælp. Aysha har åbnet en klinik i landsbyen og hendes hjælp er hårdt tiltrængt. Nick begynder at arbejde for Aysha, og langsomt udvikler han følelser for hende. Nick undrer sig over Aysha – en smuk ung pige i hendes alder ville som regel have været gift, og alligevel synes hun at have alt det i sit liv, som hun ønsker.
Men hvad sker der, når Aysha, Kazim og Nicks skæbner flettes sammen? Hvilken indflydelse har det politiske klima i området på deres skæbner? Hvad skete der egentlig med Yvette? Og vil Aysha finde ud af Nicks baggrund? Alle detaljer, læseren vil overraskes over i bogen. Der er garanteret spænding til sidste side! Religiøs fanatisme og nationalisme udgør en sprængfarlig blanding i Mastras debutroman.
Mastras formår at fange læseren fra start til slut, og man fornemmer klart, at han kender til området gennem egen erfaring, til de geografiske steder og de kulturelle kodekser, hvilket gør bogen så troværdig, at man til tider glemmer, at det er fiktion. Man føler med bogens karakterer, der hver især kæmper med sine egne problematikker og deres forskellige mål for et godt liv. Derudover berøres man af, hvordan ekstremisme (hvad enten den er er af nationalistisk eller religiøs art) ødelægger alles liv, og det synes, at bogen imellem linjerne opfordrer til fred. Alt i alt en god debutroman fra Mastras, som kan anbefales til et bredt publikum: Folk der elsker spænding, kærlighedsromaner og indsigt i andre, eksotiske kulturer.