Beate Grimsruds roman En dåre fri, som var dobbeltnomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2011, er et smertefuldt portræt af en kvindelig forfatter, som insisterer på at skrive på trods af en polyfoni af plagsomme stemmer i hovedet.

Den kvindelige jeg-fortæller Eli bor alene i sin lejlighed, hvor hun skriver sine bøger. Hun lider af skizofreni og er i perioder psykotisk, hun bliver indlagt på psykiatriske afdelinger, tager medicin og kæmper for at få hverdagen til at fungere. Men hun er samtidig en anerkendt forfatter og dramatiker og bliver interviewet til medierne. Skriveprocessen er Elis faste holdepunkt, både når hun er syg og rask.

Romanen er opdelt i to fortællespor: Det første er et nutidsspor, som følger den voksne kvinde Eli i en hverdag fyldt med stemmer, angst og tvangstanker. Hun får hjælp af en kognitiv terapeut, som forsøger at få hende til at fastholde nogle rutiner, og hun har også gode venner, som støtter hende.

Det andet spor er et erindringsspor, hvor hun beretter om sin opvækst i en dysfunktionel familie. Barndomserindringerne går helt tilbage til, hun er omkring halvandet år gammel og står fastspændt i tremmesengen sammen med sin lidt ældre bror. Som skolepige spiller hun med i teaterstykket Esben Askelad (norsk eventyr), men selvom hun brændende ønsker at sig at spille Esben, må hun nøjes med at spille prinsessen. Efterfølgende flytter drengestemmen Esben ind i hendes hoved. Senere følger drengestemmerne Emil, Eugen og Erik.

Stemmen Erik er aggressiv og presser hende til at være voldelig og smadre et drikkeglas og skære sig selv med glasskårene. Elis skizofreni gør det svært for hende at få hverdagen til at fungere, hun får medicin og indlægges mange gange på psykiatriske afdelinger, hvor hun fastspændes for ikke at gøre skade på sig selv. Trods psykisk sygdom og svær ordblindhed flytter hun som cirka 20-årig til Sverige, hvor det lykkes hende at realisere sine forfatterambitioner. Eli har på grund af sin sygdom svært ved at etablere parforhold eller stifte familie, men hun elsker at skrive, og det bliver hendes faste holdepunkt, når alt andet smuldrer. ”At være forfatter er ikke noget erhverv. Det er et liv,” skriver hun.

Æstetisering af det private
Eli deler på en række punkter skæbne med forfatteren Beate Grimsrud. De har begge en psykisk sygdom, de skriver de samme bøger, og de har succes som forfattere. Når Beate Grimsrud trækker selvbiografiske elementer ind i romanen, udfordrer hun grænserne mellem fiktion og virkelighed. Samtidig får Grimsrud indskrevet sin egen historie i værket, og livet smelter sammen med kunsten. Hun får dermed pointeret, at liv og kunst ikke kan adskilles.

I 2004 skrev litteraten Jon Helt Haarder artiklen Performativ biografisme (tidsskriftet Kritik, nr. 167), som netop handler om æstetiseringen af det private: ”Hvad jeg kalder performativ biografisme blotlægger ikke en latent og autentisk livshistorie om værkets oprindelse, men bruger selvbiografiske stumper som en krads realismeeffekt på et lærred spændt ud mellem kvinden bag værket, kvinden foran værket og fiktionen”. Det handler ikke om at finde den egentlige sandhed bag den person, som fremstilles i værket, men at vide, at det private er et virkemiddel i værket, som forfatteren bevidst bruger til at skabe en realismeeffekt. I både Norge og Sverige har forfatteres brug af selvbiografiske elementer i deres romaner vakt debat – ikke mindst Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanprojekt Min Kamp.

Opløst subjekt
I Danmark har eksempelvis Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerk/Helge Bille Nielsens bøger og happenings skabt debat omkring forfatteres brug af selvbiografiske elementer og forsøg på at opløse identiteten. Han bevæger sig rundt i det grænseland, han kalder ”uafgørlighedszonen”, hvor det ikke længere er muligt at fastslå en bestemt identitet eller genre. Claus Beck-Nielsen har forsøgt at påvise, at det som kunstner er muligt at lege med forskellige identiteter og splitte sig selv op i delmængder eller helt opløse sit subjekt og afgå ved døden.

Eli kender til denne leg med identiteter, når hun som forfatter giver liv til forskellige karakterer. Men som skizofren er det en plage for hende, at hun selv er domineret af stemmer, som styrer hendes liv og splitter hendes indre ad. Romanen tematiserer denne dobbelthed hos Eli: den syge som intet kan, og den produktive kunstner, som sprøjter den ene tekst ud efter den anden. Grimsrud beskriver i et enkelt sprog og en række episoder, hvordan Eli befinder sig i grænselandet, hvor hun er hverken det ene eller det andet, hun kan intet og alt på samme tid: ”Jeg vasker mig ikke. Jeg ligger i sengen og venter på et mirakel. Jeg er voksen nu. Jeg er stor, og jeg er lille. Kan ikke vågne. Kan ikke falde i søvn. Den totalt lammede iagttager ingenting” (s. 36). Grimsrud bryder med romanen et tabu omkring psykisk sygdom og viser samtidig, hvordan det psykiatriske behandlingssystem fungerer og hvordan samfundet behandler psykisk syge.

Virkelighedshunger
I 2010 udgav David Shields den meget omtalte essaysamling ”Reality Hunger – A Manifesto” (2010), hvori han opfordrer forfattere til at sprænge romanformens skabelon og trække virkeligheden ind i rå form. Shields mener, at folk hungrer efter historier, som smager af virkelighed. Tendensen med at trække virkeligheden ind i romanen, bruge selvbiografiske elementer og sammenblande romanfigur og forfattersubjekt ses hos flere nordiske forfattere, herunder Grimsrud. Men før forfatterne kaster sig ud i at skrive uden filter, er det nok en meget god idé at cleare med dem, som de har tænkt sig skal medvirke i det næste romanprojekt.