Forfatteren Jan Arnald er for de fleste nok bedst kendt som krimiforfatteren Arne Dahl. Arnald og Dahl er dog to sideløbende projekter, der i høj grad har været frugtbare for begge. Og da Jan Arnald skabte sit pseudonym – det trekvarte anagram Arne Dahl – lovede han sig, at de to parallelle forfatterskaber skulle krydse ind over hinanden. Han ville altså skrive en Jan Arnald-bog som Arne Dahl og en Arne Dahl-bog som Jan Arnald for at vise, hvordan et mere finlitterært forfatterskab står i klart sammenhæng med et mere populærkulturelt rettet forfatterskab. Det blev derfor til det, der er kaldt for den elvte bog ud af ti om A-gruppen Elleve, hvor Jan Arnalds forfatterskab glider ind over Arne Dahls. Nu er turen kommet til den anden vej, hvor Arne Dahls spændingsorienterede forfatterskab skal infiltrere Jan Arnalds bøger. Det er blevet til romanen Intimus, der netop er udkommet i dansk oversættelse. En kort roman, der ikke kan fattes i korthed.

Intimus er ikke en nem roman at give en kort handlingsreferat af. Den handler om Mirra og Ferry, der for tyve år siden kortvarigt mødte hinanden på en strand i Australien. Her aftalte de at mødes samme sted tyve år senere, og den tid er ved at være nær. Inden da finder de ved et tilfælde hinanden på en chatside, hvor de begynder at skrive sammen jævnligt. De aftaler at mødes inden deres 20-årsdag, men da Mirra ser, at det ikke er den samme person, slår hun ham ned – og flygter. Denne korte introduktion er dog en skændig banalisering af en kompleks roman. I sin simplicitet handler den om det, der er skrevet uendeligt mange fortællinger om – det uovertrufne møde mellem to elskende. Kærligheden er størst, hvilket er et genkommende motiv i Jan Arnalds dobbelte forfatterskab, men det, vi hører om hos ham, er ikke ugebladsversionen af kærligheden. Det er den største, den mest intime, den der flytter på alt andet, den allerinderste, intimus.

Lad os derfor prøve at starte forfra. Romanen åbner med et historisk nedslag i Bristol, England, hvor dampskibet Trinculo skal lægge fra kaj på sin jomfrufærd. Det er midt i en tid, hvor industrialismen overtager tidsånden fra trekants- og slavehandelen. Vi følger skibets skæbne, indtil kaptajn Williams og Thomas Lefevre ombord på skibet møder en storm ud for Australiens kyst – en hændelse, der selvfølgelig skal få betydning for os i nutiden. Vi klipper til et hospital i Sverige, hvor Mirra bliver undersøgt af en fødselslæge, der konstaterer, at hun ikke vil kunne få børn. Af usagte årsager interesserer denne oplysning ikke rigtig Mirra, selvom hendes mand R mærker savnet. Mirra har i stedet fået øje på en bevægelse uden for vinduet – en dans, hvor danseren mangler, en ren bevægelse. Hun kender bevægelsen, og begynder indeni sig selv at følge rytmens gang i Die sieben letzten Worte unseres Erlösers am Kreuze – Haydns berømmede sonate om Kristus’ syv sidste ytringer, da han hang på korset.

Derpå klipper vi igen – til Ferry, der oplever sit liv som en kakafoni, en mislyd i sit samliv med R og sine fire børn. Ja, ægtefællerne er i begge tilfælde anonymiserende omtalt som R. Han ser sig selv som en stivnet metafor, en kliche, han fornemmer som et fysisk, bibelsk helvede. Denne angst – der jo til forskel fra frygten ikke har nogen årsag – driver ham ind i cyberspace, hvor han chatter med forskellige kvinder, mens han onanerer. Selvom dette også for ham er blevet en kliché. Det er ikke kun inderst den er gal; det er også yderst og omverdenen, der ikke er til at holde ud. Tidsånden, ekshibitionismen, det sunde er blevet er perversion – og det allerinderste er forsvundet. Intimus er blevet tilintetgjort – indtil han ser nicket ”Mirra” i sit chatvindue. En ny begyndelse kan tage form her. Det var introduktionen – i romanen Introduzione – men det er alligevel stadig en banalisering.

Lad os tage den om igen så. Romanen er en sonate. Den er en romanvariation over Joseph Haydns Kristi syv sidste ord på korset, der ligger som en resonansbund under hele fortællingen. Fortællingen er delt op i ni dele – de syv sidste ord omsluttet er Introduzione og Terremoto, som også Haydns sonate er det. Sproget varierer undervejs, så de temposkift, musikken angiver, også infiltrerer rytmen i fortællingen. Det får derfor også tematisk betydning, idet Kristus’ ord på korset på forskellig vis bliver indlemmet i fortællingens gang (og ganske provokerende endevendt mod slutningen). Den krise, der er bogens omdrejningspunkt, tager også udgangspunkt i Haydns sonate. Da Mirra gik på gymnasiet, spillede hun i en strygekvartet, der skulle spille sonaten til en fest. Men Mirra spiller forkert undervejs, og styrter grædefærdig ud af salen. Romanens udgangspunkt er – som det er det i Mirras og i Ferrys privatliv – en kakafoni, der rumsterer og langsomt undervejs får klarere og tydeligere form. Sonaten omkranser det hele, og fortællingen er en moderne variation af de emner, Haydns sonate nødvendigvis måtte tage op. Alligevel forklarer det ikke helt nok.

Lad os rydde bordet – vende tilbage til start. Intimus er ikke en krimi, som man måske kunne forvente, når Arne Dahls forfatterskab bryder ind i Jan Arnalds – på samme måde, som Elleve heller ikke er en regulær krimi. Intimus har sit plot, sit mysterium, sin tildækkede fortid, der – som i enhver krimi – skal afdækkes. Men vi er ikke forsynet med en formidlende detektiv. I stedet er vi nærmest overladt til os selv, til selv at knytte knuder undervejs, mens fortællingen langsomt åbner små erkendelsesdøre på klem for os. Romanen er med andre ord faktisk formelt og strukturelt en krimi, hvilket tilfører den et uudsletteligt, drivende spændingsmønster. Men tematisk er den ikke en krimi, idet vi mangler de helt oplagte efterforskningsspor – vi er selv en slags detektiver i en kompleks roman. Den skæbnesvangre aften på stranden, hvor Mirra og Ferry mødtes for første gang, endte i en forbrydelse, der har sat sine spor – og disse spor følger vi, indtil vi langsomt aner et mønster i romanen.

Ja, det var fire versioner af oplevelser, vi kan få ud af Jan Arnalds seneste roman. Og der er flere, hvor de kommer fra. Romanen er i hver af de syv sonater forsynet med et historisk nedslag, der bringer os gennem myter, jødeudryddelse, australske hulepindsvin, skibssejlads og meget mere. Fra begyndelsen virker disse små indskydelser usammenhængende og påduttede, men på linje med at plottet langsomt dæmrer – som det jo gør i enhver velanlagt krimi – bryder små, elementære sammenhænge også frem gennem de historiske nedslag. Vi kender det fra flere romaner fra Arnalds og især Dahls hænder – er de mon de samme? – at der er en overlegen og pertentlig sammenhæng mellem stort set alt i fortællingen. En slags pandeterminisme, hvor alt betyder noget, bare vi vinkler blikket rigtigt. Sådan er Intimus også – og selvom den er en til tider prætentiøs fortælling (hvis prætentiøs har en positiv klang, så er det den klangbund, der spilles på her), så er det en roman, det kan være meget svært at lægge fra sig. Dens univers suger dig ind.

Og spørgsmålet er selvfølgelig, om vi nogensinde slipper ud igen. Af det allerinderste, af intimus. Jeg håber det ikke. Arnalds roman er blæret god – og jeg suger sonaten, rytmen og det intime til mig.