Med Krystalhjertet. Historien om Mira følger Rosinante den nye trend inden for litteraturen, der går ud på at udgive værker, der både taler til børn og voksne, i forskellige udgaver målrettet de to målgrupper. Dette bind på 700 sider indeholder den anmelderroste fantasytrilogi om Mira, der allerede er udkommet som børnebøger, men i en omskrevet, nyredigeret udgave tilpasset voksne læsere.

Historien, der er fortalt i en fantasyramme, er slet og ret en fortælling om ondskab. Om hvad der sker, når ondskaben slår sig ned i verden, og om hvordan man kan vælge at forholde sig til den. Rigmandsdatteren Mira er af blandet blod: Hendes lyse mor kommer fra landet Dakjas overklasse, mens hendes mørke far stammer fra det omrejsende truwafolk. Hidtil har de to folk levet fredeligt side om side, men pludselig blusser hadet op, og snart vender de indfødte dakjanere sig mod truwaerne og udråber dem som dæmoner, der for enhver pris skal udryddes. Miras egen familie splittes i denne racestrid, hvor onde dæmoner svæver frit omkring i landet og forgifter folks sind, og den eneste redning for truwaerne og Dakja synes at være Mira, der er født med evnerne til at blive den største dæmonbetvinger af dem alle. Der er bare ét problem: Mira vil ikke, og hun tror heller ikke på, at hun kan.

På sin vis er det her en traditionel fantasyhistorie med nøgleingredienser som magi, troldmænd og en outsider af en hovedperson, der er født til den bestemte skæbne at redde hele verden. Dertil kan man lægge Ottesens sædvanlige forkærlighed for skildringer af vold, brutalitet og begær, der placerer hende i den mere voldsomme ende af dansk fantasy.

Men der er alligevel noget anderledes ved dette fantasyværk. Ottesen vil tydeligvis noget mere end bare at fortælle en spændende historie om en heltinde, der går grueligt meget igennem for at redde verden. Der er et næsten filosofisk ekstra lag, hvor læseren i kraft af bogens karakterer og det, de siger til hinanden, indirekte opfordres til selv at reflektere over abstrakter som menneskelig ondskab, etik og racisme. Personligt synes jeg, at det hele bliver lidt for meget. Dertil kommer det usædvanlige fokus, som Ottesen har valgt at lægge på hovedpersonen Mira. Dette er virkelig en ’historie om Mira’, for det er udelukkende gennem hendes hoved og følelser, vi som læsere oplever fortællingen, og det er hendes historie med al hendes tvivl, angst og selvmedlidenhed, som fortællingen kredser om. Efter næsten 700 sider, hvor Mira for 117. gang afviser den mand, hun elsker, (og som tydeligvis elsker hende), og hvor hun endnu engang er sunket hen i traumatiseret mismod over sin skæbne som den udvalgte, tog jeg mig i at længes derhen, hvor bogens andre karakterer var i gang: Dem, der handler og drager ud for at slås mod overmagten. I traditionel fantasy kulminerer det hele som oftest i et stort, episk slag, men i Krystalhjertet. Historien om Mira snydes man som læser fuldstændig for dette og må i stedet nøjes med en beskrivelse af, hvordan Mira endelig får taget sig sammen til at kæmpe med dæmonkongen i den åndelige verden – en scene, der savner noget saft og kraft, og i stedet går lidt op i abstraktioner og metaforer. Hvordan de onde hære i den virkelige verden blev nedkæmpet på slagmarken, henvises man til at høre om i kraft af korte referater, som Mira efterfølgende får fra de andre. At være udelukkende i hendes hoved bliver således lidt af en spændetrøje. Sammenlignet med Ottesens actionprægede Krigeren-trilogi er dette en anderledes reflekterende og dvælende historie.

Som hovedperson og primær følgesvend er Mira derfor et lidt anstrengende bekendtskab. I nogle passager af bogen synes hun at kaste op og besvime i ét væk, hvilket gør hende til lidt af en anti-heltinde. Dette havde sandsynligvis været lettere at bære, hvis man havde følt medlidenhed med hende, men jeg må indrømme, at jeg personligt mest sidder tilbage med irritation over, at hun ikke bare tager sig sammen. Dertil kommer den lidt moraliserende undertone i bogen med budskaber såsom, at kærlighed kan overvinde alt, og at det intet godt fører til at bære had med sig i hjertet.

Det fortælletekniske er ellers helt i top som altid ved Ottesen. Dog kunne man spørge, om hun monstro havde behøvet at låne helt så meget fra nazisternes jødeforfølgelse i sin beskrivelse af dakjanernes stigmatisering af den mørkhårede købmandsklasse, truwaerne. Det er for eksempel ikke svært at se parallellerne mellem de miner, som truwaer bliver sendt til som kronragede tvangsarbejdere, og så nazisternes koncentrationslejre, ligesom dakjanernes formelle hilsen minder temmelig meget om nazisternes heil-bevægelse. Men beskrivelsen af ondskaben og den overlevelsesorienterede egoisme i minelejrene går rent ind; det er så barskt beskrevet, at man næsten får en dårlig smag i munden af at læse om det.