Laila Ingrid Rasmussen har skrevet en bog med titlen Mit kvarter. Det omtalte kvarter er Christianshavn, hvor Rasmussen også selv bor, så det er oplagt at se bogen som en skildring af forfatterens kvarter. Så enkelt er det dog ikke, da bogen ikke primært handler om kvarteret, men mere bruger kvarteret som en ramme om en række beskrivelser af livet i almindelighed. Bogen kredser om det at blive en ’moden’ kvinde, der tilhører en generation af evigt unge, for hvem det gælder, at man aldrig bliver voksen på den måde, at man lukker verden ude.

Bogen består af en række ’fortællinger’. Første og sidste ’fortælling’ forholder sig meget direkte til titlens ’kvarter’. Den første ”Krystalnatten” er fortællerens aggressive svar på spørgsmålet om, hvor hun kommer fra. Hun giver et billede af kvarteret, som det ser ud i en fordomsfuld ’bevidsthed’ og bekræfter fordommen om det lurvede, beskidte og larmende kvarter, men vender beskrivelsen til noget positivt og egenartet. Noget som har karakter. Efter en bombeeksplosion i nummer 8 er alle glassene sprunget i vinduerne. Men de cool naboer fortrak ikke en mine, men hentede stille og roligt ”fejekostene frem fra skabet under køkkenvasken og begyndte at feje glasskår ned fra karmene, mens en eller anden længere henne, i nummer 14, lagde temaet til Jean-Jacques Beineixø film Diva på pladespilleren og skuede op for sin forstærker.” Det aggressive svar undgår kun lige akkurat at havne i den romantiske dyrkelse af det ’autentiske’ gennem ’det filmiske’.

I den sidste fortælling er der tale om en langt ’venligere’ beskrivelse af kvarteret ud fra en gåtur. Her beskriver fortælleren to forskellige oplevelsesmodi. Den ene – som ganske vist er den anden – oplever kvarteret gennem hverdagens hektiske jag gennem det. Her skal hentes børn og købes ind. Her har turen gennem kvarteret et formål, hvilket gør kvarteret til en kulisse, man ikke legitimt kan stå og betragte. Den anden er den langsomme dvælende gang gennem kvarteret, der giver tid til at betragte kvarteret med alle dets eksistenser og detaljer. Det er her, der kan stilles skarpt på kvarterets eksistenser og på kvarterets stemninger. Der er en længsel efter denne form for oplevelse, som svarer til forfatterens længsel efter at skrive kvarteret frem. At omsætte oplevelse og erfaring til skrift, hvilket kræver at man ikke selv deltager.

Bogens fortællinger falder i tre typer. Den ene er beskrivelser af kvarteret som en tilstand og en stemning. Den anden er tilbageblik til jegets ungdom, hvor der er druk, stoffer, punkkoncerter og så videre med en klar intensitet i nuet. Og endelig er der den tredje, der er den modne jegfortæller, der forsøger at komme til overensstemmelse med livet som en moden og ansvarsbevidst kvinde; mor til tre børn.

Det er den sidste, der fungerer som filter og perspektiv til de øvrige. Det er mødet med en af fortidens venner, der får nutidens ’jeg’ til at reflektere over egen snæversynethed. Det er refleksionerne over ’tiden, der gik’, da den ældste datter er ved at flytte hjemme fra. Det er i det hele taget den stemning af tab, der knytter sig til at måle tiden ud fra børnenes stadie, der binder fortællingerne sammen.

Rasmussen skriver med en rå poetisk stemme, der virker troværdig. Sproget er meget sansende. Der er en række ’lette metaforer’, men de klædes hele tiden af med et glimt i øjet. Der er noget ukunstlet over fortællingerne, som er i stand til at fastholde en fornemmelse af længsel og tabserfaring, der netop ikke bliver ’meningssættende’, men noget som jeget kommer overens med om ikke andet så i en bearbejdning af det. Og sådan må det være. Menneskers liv er spundet ud mellem deres fortid og deres omgivelser, og det må man så navigere i – hurtigt eller langsomt.