Fortællere og forbindelser
Det går på liv og død i de tretten skæbnefortællinger, der udgør Svend Åge Madsens nye novellesamling. Den lykkelige ægtemand reddes mirakuløst fra druknedøden, men forvandler sig ved sin monomane søgen efter sin redningsmand til en levende død. Den unge brud lægger op til brylluppet ved et (fingeret?) selvmord. Ikke-manden klynger sig til sin ikke-væren. Hylemorsomt, dødsens alvorligt og pokkers tankevækkende er det. Dertil kommer højst usædvanlige fortællere og farligt mange forbindelser på kryds og tværs. De to fænomener hænger oven i købet sammen.

Restauratøren Johannes Raven er hovedperson i den indledende og suveræne novelle ”December”, der overbevisende skildrer, hvordan en nær-dødsoplevelse omskaber en lykkelig ægtemand og succesrig erhvervsdrivende til en zombie. Men med ”Påskebrylluppet i Gørsted” optræder samme mand som en jegfortæller, der ud over at brillere med en herligt indfaldsrig grotesk stil har overskud nok til at hævde, at han repræsenterer noget ganske nyt i fortællekunstens verden. Mens det ofte er set, at en hæderværdig forfatter har stukket en upålidelig fortæller imellem sig og læseren, hersker mellem ham og fortællingens noksom bekendte forfatter, Alian Sandme, et hidtil uhørt forhold: ”En anløben og suspekt forfatter, der betjener sig af en troværdig og tillidsfuld fortæller.” (46) Ganske vist er Johs Raven hensynsfuld nok til at gengive Alians skeptiske antagelser om de besynderlige begivenheder, der berettes om, men han håber, at de vil falde igennem hos læseren.

Samme Sandme (især kendt som forfatteren af Dage med Diam eller Livet om natten, 1972) optræder altså som forfatter her, men desuden som jegfortæller og biperson i ”Vreden gudinde” og som hovedfortæller og hovedperson i den lystigt svirpende forførelsesnovelle ”Farlige forbindelser”. Jørgen Fegge-Hansen (især kendt som hovedperson i Af sporet er du kommet, 1984) optræder som fortæller af ”Døden i InterCity-toget” og ”Indestængt”. Endelig fortælles eller berøres gennem fire fortællinger, ”Domsmand”, ”Indestængt”, ”Ismenes tragedie” og titelnovellen ”Manden der opdagede at han ikke eksisterede” tragedien om Didrik (først kendt som den morderisk intolerante søn i dramaet Robert & Judith, 1993) og hans nærmeste, konen Ellen og datteren Camilla.

Mellem novellesamling og roman
Som alle andre af Svend Åge Madsens værker gennem de sidste mange år udbygger denne bog det enorme, fascinerende netværk i hans litterære univers. Skønt meget forskellige er de tretten historier alle ’rigtige’ skæbnenoveller, ikke sådanne ultrakorte ’tekster’ eller kortfortællinger i den anglo-amerikanske stil, som der skrives så mange af i disse års danske litteratur. Ydermere hænger fortællingerne med de ovenfor skitserede krydsforbindelser og med den antydede tematiske sammenhæng så godt sammen, at vi genremæssigt befinder os på grænsen mellem en novellesamling og en roman. Den grænse har Svend Åge Madsen før på anden vis udfordret, bl.a. i det store fortællingskonglomerat At fortælle menneskene, 1989. Samtidig konkurrerer Manden der opdagede at han ikke eksisterede med det nævnte mammutværk i mangfoldigheden af tonaliteter, stilarter, kompositionelle former og eksperimenter med fortællerrollen.

Nok et eksempel på sidstnævnte skal nævnes. Jegfortælleren i titelnovellen ”Manden der opdagede at han ikke eksisterede” er en om muligt endnu mere usædvanlig størrelse end den troværdige fortæller, der lægger luft til sin dubiøse forfatter. Hvem og hvad er han? Det er en god lille efterjuleopgave for elskere af danske mesternoveller fra St. St. Blicher til S. Å. Madsen. Et lille vink: man læser sig let af sporet, hvis man betragter historien isoleret; det hjælper at se den som led i flere forbundne fortællinger.

Forførelse med stil
I stil og tone går registret fra en speciel videreførelse af en sprudlende grotesk mundtlig fortælletradition over nøgtern, stram beretning om eksistentielle kriser til den høje tragiske stil i ”Ismenes tragedie”, som er i fem akter og i passager anvender noget i retning af et tragisk metrum. Stil og indhold hænger sammen, ofte i finurlige metafiktive forbindelser. ”Ismenes tragedie” rummer – samtidig med at demonstrere tragediens form og afspejle Didriks tragedie – interessante nytolkninger af to af de mest berømmede græske tragedier: Sofokles’ Kong Ødipus og sammes Antigone.

I ”Farlige forbindelser”, den seneste perle i Svend Åge Madsens lange kæde af litterære forførelseshistorier, foregår der – oven på Choderlos de Laclos’ elegante brevroman om fatale bedrag med samme titel (1782) – en gensidig forførelse ved hjælp af fritliggende dagbøger. ”[…] det er en erhvervsskade hos mig, at jeg må mærke stil.” (152) – undskylder Alian sig med, da han forgriber sig på den dagbog, som hans tyske oversætters unge kæreste har ladet ligge og flyde. Først kritisk, så med hastigt voksende fascination analyserer han hendes stil og lader sig pirre af den, ikke mindst af hendes moderne syntaksus intertuptus, korte udbrud, der adskilles af mange lydord som sjask, bok, hups og svirp! Så megen stil er der over den litterære forførelse, at den uden at miste i elegance kan indflette en diskussion mellem den danske forfatter og hans tyske oversætter om den rette fortolkning af begrebet intertekstualitet (hvori man godt kan se en intertekstuel henvisning til passager i et kapitel om dette begreb i en, forhåbentlig, bekendt doktorafhandling om Svend Åge Madsen). Mens den tyske forfatterspire Sandrine ligeledes smuglæser i Alian Sandmes dagbog driver hendes syntaktiske lækkerier, hendes mere og mere sexede påklædning og til sidst en frækt svingende blomsterpind ham stadigt længere ud, indtil ung og gammel må blande erfaringer og sandt at sige praktisere deres intertekstualitet bogstaveligt.

Død og ikke-eksistens
Trods den sprudlende stil, den allestedsnærværende humor og sansen for det groteske er Manden der opdagede at han ikke eksisterede i reglen barsk og rystende læsning. Et grundtema er fysiske (nær)dødsoplevelser og (ofte hermed forbundne) psykiske kriser, opdagelser af ikke-eksistens. Det er som nævnt temaet i åbningshistorien ”December”, hvor Johs Raven på så mirakuløs en måde blive reddet fra døden, at han mister livet ved det. Med et Madsensk komplementært greb virker en dødsoplevelse i den næste novelle, ”Godnat, Susan”, modsat. Et alvorligt fald tvinger mureren Peter Duebo til nogle ugers sengeleje. Isolationen og det psykiske kaos får ham til at huske sin ungdomsforelskelse i Susan fra Seattle. På mystisk vis gennemlever han et helt alternativt liv med hende. Det får ham til på ny at gifte sig med sin danske kone og adoptere sine egne døtre. For hans vedkommende gør mødet med døden ham mere opmærksom på og engageret i sine nærmeste og i sin faktiske nutid.

I tilfældet Didrik konfronterer hans virke som ”Domsmand” ham med en fortrængt ungdomsforbrydelse, en voldtægt, der på sin side er udløst af en uforståelig afvisning. I mangel af bedre dømmer han sig selv – og får for så vidt blik for den frygtelige lukkethed og hårdhed, fortrængningen har næret. Men det er for sent, da han opdager sin ikke-eksistens, som også har forpestet tilværelsen for hans nærmeste. Et andet aspekt er forholdet til tab. Det kan være de ikke-realiserede livsmuligheder. Eller den frygtelige ikke-mand, der igen i dag ikke var der: ”Igen i dag han var der ej,/ gid dog den mand vil gå sin vej.” (234). Den eksistens-tænkning, som har kendetegnet Svend Åge Madsens forfatterskab fra første begyndelse videreføres i disse historier, og begrebet ikke-eksistens får paradoksalt nok flere facetter.

Kritik af den religiøse tolkning
Endnu en dimension af bogens eksistentielle problematik betegner en yderligere profilering af det religionskritiske anliggende, som gennem de senere år er blevet stadig skarpere markeret i Svend Åge Madsens forfatterskab. Historier som ”Påskebrylluppet i Gørsted” og ”Vreden gudinde” driver grotesk gæk med mirakeltro og helgenkåring. ”Daniels historie” er en ateistisk modfortælling til ”Jobs bog”, hvor Gud som bekendt med undertiden ret groteske argumenter (fx eksistensen af et så mærkeligt væsen som flodhesten) sætter den tvivlende Job på plads. Her får Daniel både lukket munden på Gud og formuleret et meget godt menneskeligt alternativ til det, han kan tilbyde. ”Det uforklarlige” er en filosofisk trekantshistorie mellem Klaus (ekskæreste), Olaf (nuværende) og Sanne. De to fyre, begge teologistuderende, og den mere jordnære Sanne diskuterer bl.a. Løgstrup, og snakken har godt fat i den slående modstrid, mange har oplevet hos ham, mellem stor eksistenstænkning og mildt sagt bovlamme forsøg på gudsbeviser. Fortællingen kredser også om sådanne faktiske (mellem)menneskelige undere som sproget og kærligheden.

Kritik af rationalistiske forenklinger
I denne forbindelse er det tydeligvis magtpåliggende for den implicitte forfatter at undgå blot at give et omvendt spejlbillede af det kritiserede. ”Vreden gudinde” gør sig ikke bare lystig over dem, der af den katolske kirke med et ”prokuratio progigiorum” får fuldmagt til at søge Guds fingeraftryk i den nyere historie, nærmere betegnet Stasis arkiver; fortællingen er ikke mindre satirisk over for forfatterens karikerede selvbillede. Ganske vist går det – efter tilsvarende prøvelser – den gudsfornægtende Daniel lige så godt som den gudsbekæftende Job. Men som sælger af det farlige slankemiddel Hedon (som vi ofte tidligere har hørt om, ikke mindst i Edens gave, 1993) ender han på ingen måde i nogen helgenagtig position, ”idet han, en af menneskets ihærdigste forsvarere, ernærer sig ved at sælge remediet der truer med at føre til menneskets undergang.” (123).

En anden side af dette er, at Svend Åge Madsens univers ikke ligner nogen form for husholdnings-realisme og langt fra udelukker det fantastiske, det usandsynlige sammenfald af omstændigheder, det ekstreme tilfælde, det mystiske. I disse historier møder vi kvinden, der er så overmenneskeligt smuk, at hun må sminke sig lidt grimmere. Kvinden med fire bryster. Kvinden, som efter en dødsoplevelse og påfølgende tvivlsom behandling har fået forsinkede følelsesreaktioner, så de aldrig passer til den givne situation. Mirakuløse redninger og andre mystiske begivenheder optræder i mængde. Det, som anfægtes, er den endnu fremherskende tendens til at tolke dem religiøst og metafysisk. En bedre ide, synes det at fremgå af disse højst mærkværdige fortællinger, er det at acceptere et element af det gådefulde og uforklarlige som et vilkår i den menneskelige tilværelse.

Glæden, læser, besyng
Manden der opdagede at han ikke eksisterede samler op af fortællinger tilbage til 1990 og forbinder sig på mange ledder og kanter med mylderet af historier i romanen At fortælle menneskene (1989) og i andre fremtrædende novellesamlinger som Svend Åge Madsens bidrag til September-fortællingerne, 1988 (relanceret i ny rammefortælling som Nærvær og næsten, 2000) og Mellem himmel og jord (1990). Med denne seneste samling kan og må det slås fast, at Svend Åge Madsen også som novellist hører til de største i dansk litteratur. Han kan rigtig meget med den korte, fortællende form, han nyder den mærkbart, og intetsteds er han bedre end her som stilist.

Alligevel vil han tydeligvis også noget andet. I et foredrag i Aalborg 2002, ”Fortællingen om fortællingen om fortællingen” berettede han om sin fascination af den korte prosa, men også om en oplevelse af, at de små tekster let forsvinder gennem de store huller i hukommelsen. ”Jeg hungrer efter et større måltid.” – ”Litteraturen skal vove at give et bud på en større sammenhæng.” – ”Tid er det at fortælle store fortællinger.” - det var hans hovedbudskab (i Fortællingen i Norden efter 1960, Aalborg Universitetsforlag 2004: 29). Og det er jo sådan nogle større sammenhænge han også her har skabt, dels ved trådene ud i hans vidtstrakte litterære univers, dels ved så mange indre forbindelser mellem novellerne, at vi nærmer os romanen.

Denne bog viser – ligesom den nærmest foregående, romanen Det syvende bånd (2006) – en aktuel vitalitet i Svend Åge Madsens forfatterskab. Begge hører til forfatterskabets bedste. Ikke siden den flere gange prisbelønnede Genspejlet (1999) er jeg i den grad blevet optaget og overbevist som læser.