Niels Franks nye bog Spørgespil kan man med fordel nærme sig ved at kaste et opmærksomt blik på dens omslag. På forsiden ser vi 48 forskellige, farverige billeder af Niels Frank, hvor han laver grimasser og forvrænger sit ansigtsudtryk, og på bagsiden præsenteres vi for nogle af bogens spørgsmål, der ligesom billederne ofte har en humoristisk eller absurd undertone og også er af meget forskellig karakter. Et udpluk lyder: ”Har De nogensinde gjort i bukserne i Venedig?”, ”Hvad ønsker De dem til jul (under 100 kroner)?” og ”Henviser sproget kun til sig selv?”. Med dette omslag er bogens overordnede indhold nemlig ganske godt indrammet: det drejer sig om en tilnærmelse til digteren, kritikeren og personen Niels Frank gennem svar på en lang række forskelligartede spørgsmål. Men det drejer sig også om en tilnærmelse, hvor man nok kan få et indtryk af Franks mange ansigter, men ikke skal forvente at stå tilbage med hverken et homogent eller udtømmende billede af, hvem han er.

Hvis man læser bogen i forhold til den meget omtalte biografiske vending i den nye danske litteratur – og det synes jeg, er oplagt at gøre – så er det klart, at Spørgespil afviser forestillinger om enhed og samling i portrætteringen og i stedet dyrker det åbnende, foranderlige og sammensatte. Hos Frank handler det om eksempler og attituder frem for essens, og derfor er det også sigende, at forsidefotoene ikke er pænt indrammede, men afskårne i top og bund. Ligesom spørgsmålene synes billederne at ville kunne brede sig ud i et meget større felt; der vil altid kunne lægges nye brikker til det puslespil, der udgør et menneske. I forhold til Franks øvrige forfatterskab kan Spørgespil da også betragtes som endnu en brik, hvilket kan menes at være antydet, idet forsidens farverige firkanter minder om forsiden på Tak for i går – 15 kunsthistorier (2006). Teksterne i Franks forfatterskab indgår i en stadig dialog med hinanden, og disse to bøger har da også en række klare fællestræk ikke mindst i form af det virkelighedsnære, brogede og sammensatte, som Frank sætter højt.

Spørgespils dialogiske eller rettere spørgende form – som jo netop er en åben form – stemmer godt overens med denne forståelse af personligheden som noget, der ikke kan bringes under én formel eller indfanges gennem ét billede, men derimod bliver til i en stadig udveksling med omverdenen. De ofte skæve og opfindsomme spørgsmål er sideordnede, og der er ingen afsluttende konklusion, selvom der nok er en karakteristisk metakommentar, der forholder sig til, men som forventeligt ikke kommer med et endegyldigt svar på, hvorfor Frank fortæller ”alt det her”. Og fordi bogen værger sig imod forestillinger om enshed og homogenitet, er det heller ikke oplagt efter endt læsning at forsøge at samle de forskellige elementer i én figur for ikke at sige i forestillingen om det sande billede af Niels Frank. Snarere står vi tilbage med mange Niels Frank’er. Gennem bogen får vi billeder af Niels Frank, når han forventningsfuld forbereder sin kaffe; vi hører om den unge Niels’ første forelskelse i en fodboldkammerat; vi møder den noget ældre, der har fået nok af olieret spansk mad, som afskyer selvtilfredshed og mindreværd, er bange for statistikker og deres reduceringer af menneskeliv, og vi møder ikke mindst en Niels Frank med en stor viden om, lyst og evne til at reflektere over kunst; en forsvarer af kunststøtten og en intim kender af amerikanske metropoler og deres bøssemiljøer.

Desuden er det karakteristisk, at bogens dialogiske form ikke kun fremgår af forholdet mellem spørgsmål og svar. Et prægnant træk ved mange af svarene er, at de er præget af stadige korrektioner. Den selvsamtale, som bogen overordnet er et udtryk for, fordi det jo naturligvis er Frank selv, der såvel formulerer som besvarer spørgsmålene, fortsætter i svarene. Særlig tydeligt er det i et af bogens længste stykker, der angår, om den amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe var racist, og hvor der over mere end 10 sider diskuteres for og imod. Og da denne diskussion endelig har fået en form for afslutning, lyder de næste spørgsmål: ”Hvad ville De gøre, hvis engle fandtes?”, ”Hvorfor er unge mennesker altid så moralske?” og ”Hvor ofte spiller De skak?”. Bogen drives frem gennem spring mellem meget forskelligartede spørgsmål; den dyrker de overraskende skift og det heterogene.

Når Spørgespil er blevet en interessant og vellykket bog, så skyldes det ikke blot, at dens koncept er godt skruet sammen, og at den er oplagt og stilsikker, men også at Niels Franks beskrivelser og især hans refleksioner er spændende at følge. Selvom bogen leger med den biografiske genre, er det ikke den konkrete viden, man får om Frank, som skal sælge bogen – og hvem skulle i øvrigt også interessere sig for det? Bogens kvalitet ligger derimod i refleksionerne og historierne selv, der kan læses hver for sig, men i deres sammenhæng ofte får mere betydning, som f.eks. når Franks lettere højstemte forsvarstale for kunststøtte afløses af spørgsmålet ”Trænger her ikke til at blive luftet ud?”.

Jeg nød at læse såvel de personlige beskrivelser af f.eks. den første forelskelse som de mere æstetiske og refleksive stykker, herunder et om hans yndlingsmuseum, der udvikler sig til en fremstilling af tomrummets poetik. Alligevel falder min yndlingsbrik i det sammensatte billede af Niels Frank på spørgsmålet ”Hvor føler De Dem allermest hjemme?”. Svaret, der som ofte i bogen langt fra er direkte, men til gengæld meget poetisk og præcist, lyder:

Efter et stykke tid, har jeg bemærket, bliver alle steder det samme. Først fylder stedet – en by, et landskab, nogle bjerge – det hele, mens du er ingenting. Det er overalt omkring dig, omgiver dig som en hinde, som en livmoder. Du lever af det. Dier det. Men efterhånden skrumper byen og landskabet og bjergene ind, mens du selv vokser, begynder at gå rundt med blikket sænket, grublende. Uden at du måske ænser det, svinder stedet langsomt ind, fordamper i din skygge, og til sidst bliver det fuldstændig forskelsløst. Nu er det dig, der er overalt, og stedet, der driver rundt som en tømmerflåde inden i dig.