Forholdet mellem krimigenren og religion er ikke så fjernt, som det kunne antages. Det er en skæv og moderne opfattelse, at krimien er en oplyst genre, der ikke kan handle om det religiøse og det ukendte. Allerede mordet og døden nedbryder nogle grænser, som sætter fantasien i gang. De seneste tyve års krimi har også – på meget forskellig vis – igen vist en interesse for de religiøse rammer for et samfund, og ganske illustrativt er den danske folkekirke også omvendt begyndt at interessere sig en hel del for kriminallitteraturen. Det er endda påstået, at krimien er en særlig kristen genre, hvilket dog ikke holder, når vi kigger den efter i sømmene. Den tyske forfatter Oliver Bottini har også fået øje på, at krimien levner plads til religiøs refleksion, og det er endda hævet helt op til bogens titel: Mord i zen. Det gælder også romanens tyske oprindelige titel: Mord im Zeichen des Zen, der nu er – ganske fint – oversat til dansk.

Mord i zen er Oliver Bottinis første krimi, men han har skrevet flere forskellige ting undervejs. Blandt andet har han skrevet fyldige introduktioner til zen-buddhisme, mens krimien ikke er hans eneste litterære virke. Han er også journalist, men er oprindeligt uddannet i moderne tysk litteratur. Det betyder samlet set, at Bottini har et varelager af spændende baggrunde at trække på, når han bevæger sig ind i krimiens univers. Det litterære grundlag ses tydeligt, eftersom han – gennem spændingsplottet – nænsomt drysser henvisninger og referencer til andet godt. Romanen er et lille sporhundsarbejde i hints til andre værker. Men som titlen på romanen kraftigt antyder – Mord i zen – så trækker Bottini også kraftige veksler på sin viden og interesse i zen-buddhismen.

Romanen begynder, da en forslået munk vandrer gennem sneen ind i den lille grænseby Liebau uden for den sydtyske by Freiburg. Munken vil ikke tale, snakker ikke tysk, og vandrer blot videre. Freiburg politi tilkaldes, og Louise Boní bliver sendt i felten for at finde ud af, hvad der er på færde. Ganske uventet ender hun med at tilbringe natten i sneen med munken uden nævneværdig ordveksling. Dagen efter vandrer munken blot videre, men i morgengryet ser Louise nogle mystiske personer i det fjerne. Hun fornemmer, at munken er i fare, men at han ikke vil sige, hvad det er, han frygter. Louises kolleger vil ikke rigtig høre på hendes insinuationer, men vælger alligevel at bemande munken i tilfælde af, at der skulle ske noget uventet. Da Louise dagen efter ikke kan få fat på de betjente, der skulle følge munken, indser hun straks, at noget er galt – hun finder den ene hårdt såret og den anden død.

Fortællingen fungerer og er i særdeleshed fængende. Stemningen og karaktererne er velbalancerede og bider sig fast med det samme. Særligt hovedpersonen Louise Boní, der selv er en grænsefigur (halvt tysk og halvt fransk), er en spændende skikkelse, som balancerer på grænsen til at være en kliché – men holder sig på den rigtige side. Det, der gør hende udholdelig, er den fortællestil, som Bottini mestrer, hvor fortidens problemer – særligt en tidligere sag, hvor Louise måtte skyde en mand – fint krydser ind over nutidens uvejsomme spor. Det betyder, at fortidens dæmoner ikke blot er en påduttet karakterbaggrund, men det har reelle konsekvenser for Louise gennem hele romanen. På den måde er Mord i zen en krimi med et eksistentielt islæt, der tegner et fantastisk godt billede af en kvinde i 40’erne med hang til at overskride grænser for sig selv: seksuelt lidt afstumpet, kraftig alkoholisk og med tilpas mange melankolske dæmoner til, at hun bliver interessant at være i selskab med. Så udelader vi her den kønspolitiske korrekthed.

Freiburg og det sydtyske grænseland er også et virkelig godt område at skrive krimier i/om. Det, at Tyskland, Frankrig og Schweiz ligger et spytkast fra hinanden og en hurtig køretur fra det østeuropæiske giver området en nerve, som Bottini formår at udnytte. Landskab, fyldige karakterer af flere forskellige nationaliteter og ikke mindst den grænsedragende skrivestil etablerer en gennemført fyndighed, som både giver fylde til plottet, men også bygger videre på personerne, som vi følger. Det sværeste for flere kriminalforfatterskaber er at skabe vedvarende karakterer, der kan udvikle sig, og et karaktergalleri, der kan mestre en variation, som kan udnyttes i de kommende bøger. Mord i zen er oprindeligt fra 2004, og siden da har Bottini skrevet tre yderligere romaner om Louise Boní – det handler for forlaget bare om at få dem oversat i en fart! På forsiden pryder de også med, at Mord i zen er modtager af den etablerede Deutscher Krimi Preis, hvilket er ganske velfortjent – dog skal det siges, at den ’kun’ fik tredjepladsen.

Oliver Bottini er bevidst om sine inspirationer, og flere aspekter af romanens tematik, stil og karaktergalleri har vi da også set før. Idéen om at etablere sine plots i og omkring et grænseland kender vi fint fra Henning Mankells sydsvenske krimier om Kurt Wallander. Karakteren Louise Boní er da også i flere nuancer mere eller mindre en kvindelig udgave af Wallander: den melankolske, emotionelt påvirkelig og letfordrukne stil til falds. Romanens brug af disse aspekter adskiller sig dog fra Mankells Wallander ved at det bliver mere utydeligt, hvornår vi bevæger os ind i det psykologiske grænseland hos Bottini, der i flere henseender henter nogle langt mere litterære knep ind. Vi svinger langt mere tvetydigt ind og ud af Louises indre. Samtidig er Bottini dog eksplicit bevidst om sin inspiration fra Mankell: Louise er nemlig selv Mankell-læser, og læser i Mord i zen Mankells roman Den femte kvinde, der – som også Mord i zen delvist gør det – handler om kvindemishandling.

Det religiøse aspekt fylder også en del i Mord i zen. Sporet trækker politiet og Louise i retningen af det kloster, som munken kommer fra – og her stifter Louise bekendtskab med aspekter af livet og tankestrømme, som hun ikke troede, hun skulle støde på. Hun lærer en del om zen-buddhismen og tiltrækkes af den undervejs, hvilket på sin vis bygger en interessant bro mellem den tomhedsfølelse, som Louise fornemmer, og den tomhed, som buddhismen søger. Dermed bygger Bottini de tre delelementer fint sammen: Louises eksistentielle krise giver hende indsigt i en afgrund – som hun kalder det – i hverdagen, som igen giver hende en åbenhed over for de indsigter, som hun møder i klostret. Hun bliver på den måde tilpas kompleks og fyldig til, at hun holder til den tilnærmelsesvise kliché, hun er. Mødet mellem hendes forefaldende seksualitetsudfoldelse og eksistentielle søgen bliver et møde, der skaber gnister. Gnister, som bygger en vedholdende og udbytterig karakter.

Oliver Bottini leverer med Mord i zen en særdeles fin krimidebut, der mestrer meget mere end et godt sammentømret plot. For den, der vil fordybe sig i litterære henvisninger og krimiens mere sakrale rammer, er der meget at komme efter. Så må vi bare håbe, at de danske forlag tør give sig i kast med de næste romaner i serien.