Filmfans har sikkert for længst lagt mærke til navnet Jean-Christophe Grangé. Det var ham, der stod bag manuskriptet til den meget imponerende Vidoq og varulvefilmen L’empire des loups - foruden de to film i serien om De Blodrøde Floder. Flere af disse værker er også udkommet i romanform herhjemme, men det var først med romanen Forbarm dig, at undertegnede fik mulighed for at opleve Grangé som forfatter, og det var bestemt ikke kedeligt!

Man kan godt anklage Grangé for at være langt mere interesseret i det spektakulære, frem for realismen – men det er også helt tilladt, når man som han bevæger sig i krydsfeltet mellem den klassiske, hårdkogte detektivroman og den rendyrkede thriller. Forbarm dig er nemlig en nøje afstemt udgave af denne blandingsgenre, for selv om historien, der fortælles i retrospekt, både er usandsynlig og fantastisk, så rummer den samtidig så mange gode (pop)kulturelle referencer og pejlemærker, der gør, at læseren hurtigt henfalder til lystigt at æde sig gennem værket for at se, hvordan det hele spænder af.

Grangé benytter sig, lige som andre thrillerforfattere, af forholdsvis korte kapitler, der næsten allesammen ender med en cliffhanger. Når de samtidigt er så korte, bliver det muligt for læseren at sluge et enkelt kapitel eller to i bussen, eller hvis man lige har ti minutter, der skal slås ihjel – men der går ikke længe, før man gribes af fortællingen og i stedet glubende begynder at indtage større og større portioner af pulpen – for der skal ikke herske nogen tvivl; Forbarm dig er på udsatte steder mere i familie med Mickey Spillane, Nick Carter og Wierd Tales, end eksempelvis en engelsk eller svensk skrivetradition.

Før man går i gang med bogens mange sider, bør der lyde en advarsel – undgå venligst at læse bag på bogen eller for den sags skyld det resumé, som kan findes på forlagets hjemmeside, for her røbes desværre alt for mange plotelementer, der potentielt kan ødelægge en del af læselysten. Når man er storlæser af krimier og thrillers, hører en af fornøjelserne ved læsegerningen ubønhørligt sammen med, at man konstant forsøger at forudsige, hvad der sker i det kommende kapitel, men når dele af handlingen, som først afsløres halvvejs i bogen, allerede er givet på forhånd, forekommer denne leg mere formålsløs.

Ikke desto mindre er Forbarm dig en roman, man pløjer sig igennem. Som i alle gode mysterier er udgangspunktet et mord. En vellidt organist findes dræbt i en lille armensk kirke, og da en af kirkens faste besøgende er den pensioneret kriminalinspektør Kasdan, er han naturligvis den første, der kontaktes. Der er dog flere mystiske ting ved mordet, for det første er det meget svært at bestemme mordvåbenet, endsige hvordan organisten er blevet myrdet. Dernæst finder man ved liget aftryk af sko, der passer på et barn, men umiddelbart er der ingen af kordrengene, der kan bidrage med noget fornuftigt.

Inden længe får Kasdan følgeskab af en noget yngre, heroinmisbrugende, kickboksende hyperintelligent betjent Volokine. Volokine er egentlig på ”orlov” for at få behandling for sit misbrug, men da han hører om sagen, vælger han at fokuserer på en opklaring af denne. Sagen har umiddelbart hans interesse, idet han har årelang erfaring med at afhøre børn i forbindelse med pædofilisager. Inden længe må de to indse, at der er langt større kræfter på spil. For mordet er bare det første i en serie, og langsomt begynder at dæmre for dem, er de blevet viklet ind i en sag, der rækker meget længere end de først havde forestillet sig.

Bogen er enormt veloplagt skrevet, og selv om der bliver smurt enormt tykt på hist og her, så passer det fint til den generelle tone i bogen. Grangé kan, som mange af sine kollegaer, heller ikke lade være med at komme med hentydninger til klassisk mytologi og litteratur, men det fungerer fint, også selv om det måske ikke er kernelæsere, der fanger alle referencerne.

Fortællingen er både enormt kulørt og på udsatte steder makabert dyster – grænsende til det virkeligt ulækre – alt samen afhængig af læsers forestillingsevner, naturligvis. Det actionfyldte klimaks er desværre bogens svageste punkt, for her forfalder Grangé til den typiske filmiske afslutning, hvor den konstante spændingsopbygning nødvendigvis skal forløses i voldsexcesser. Af frygt for at afsløre for meget kan man sige, at det ikke lader til, at forfatteren har kunnet finde på en ordentligt løsning på den situation, han skaber i kapitel 78, så han skifter i stedet retning og lader helt uforståeligt antagonisterne slippe deres fange fri.

Selv om den forudsigelige slutning lukker historien om det umage makkerpar på en måde, der skæmmer helhedsindtrykket, er Forbarm dig stadig et af forårets bedste bud på en læseværdig knaldroman af bedste skuffe. Den er velskrevet, konstant dynamisk fremadskridende, fuld af intriger og samtidig så grotesk ubehagelig, at selv den mest hærdede thrillerlæser indimellem må tage en pause fra grusomhederne. Endelig beviser den med al tydelighed, at det er bestemt er værd at læse Grangé frem for kun at se hans bøger omsat til film.