Mange ting kan vi sige om Klaus Rifbjerg, og mange ting er sagt om ham – og mange ting har han så sandelig selv sagt. Og om hans seneste roman Dagstelegrafen kan meget i den grad siges. På små 118 sider når Rifbjerg at sige mere end de fleste bruger kampstensromaner på at sige, også selvom det er en lille roman, der stritter i mange retninger. Et mysterium med mange løse ender – ender, der kan knyttes i små knuder, men i nødvendigvis store – løsner sig, og ender i metatekstens finurlige arabesker.

Vi følger små fragmenter, der hen ad vejen samler sig til noget, der ligner en familieroman. Emma Nielsen vågner med ordet ’dagstelegraf’ i hovedet, uden helt at vide hvorfra det kommer. Rie Nielsen cykler rethaverisk gennem byen mod sit arbejde, mens Carsten Nielsen forsøger at få hverdagen til at hænge sammen i krig. Anders Nielsen er elev på forfatterskolen, hvor han søger efter en brugbar konstruktion af sin identitet – og sit navn, fordi han mener Anders Nielsen ikke er et forfatternavn. Han kalder sig derfor Nyord til mellemnavn.

Midt i dette svirer et sparsomt men dominerende mysterium sig ind og ud. Richard Nielsen, gift med Emma, møder vi første gang, da han lige er død, hvilket ikke afholder Rifbjerg fra at fokalisere dette kapitel hos Richard selv – vi tager med Richard hele vejen i ambulancen, ind på dissektionsbordet og til sidst i kisten. Senere møder vi dog Richard i levende live (romanen forsøger ikke på at finde en kronologi, hvilket gør romanen til et lille mysterium i sig selv) – vi får nogle små indsigter hist og pist i, hvad baggrunden for hans død kunne være. Om vi får det opklaret er nærmest bogstaveligt op til læseren selv.

Romanen spiller på flere metaniveauer – nogle mere velkendte end andre. Det, vi oftest har set, er den form for tekstmeta, der antydes fra starten, nemlig en fortælling, der bliver skrevet, mens vi også er med. Udover dette er fortælleren af og til temmelig tydeligt tilstede, ikke nødvendigvis som en hjælpende hånd, men som en kilde til at kile sig ind hos karakterer – fortællingen holdes nærmest kun sammen af fortællerens insisteren på kohærens. Til sidst – og for at komme hele vejen rundt – bliver romanens læsermeta mere og mere tydelig undervejs. Selvom vi har et mysterium, der trænger sig på, er det afslutningsvist helt op til læseren selv at kæde de fragmenter sammen, som vi har fået overleveret. ”Og hvis du ikke er med”, får vi at vide, ”står det alt sammen at læse i Dagstelegrafen”. Søg!, og du skal finde.

Selvom romanens – en særdeles kort en af slagsen – plot er mangelfuldt og mysteriet kun løsner sig momentvist uden om de finurlige portrætter af familiens outrere karakterer, så hviler der en aura af sælsom kriminalroman over Dagstelegrafen – især fordi læseren motiveres og opfordres til at kæde de kausale mønstre sammen. Men romanen vil – og kan – mere end det. Den søger ind i de sprækker, hvor der hviler nogle små forsagtheder og elementære kulturelle snusfornuftigheder – og piller ved dem (ordet fornuft destabiliseres punktligt undervejs). Ries selvhøjtidelighed på en cykel, Carstens forsøg på at gøre det gode i krig, selvom han egentlig er pacifist, og – mest af alt – Anders’ forsøg på at trænge gennem Forfatterskolens sælsomme originalitetsklæde er alle små skrøbelige balloner, der venter på at briste. Som bidende punktering af denne kausaldrift, der præger mysterier som dette, udelader Rifbjerg kapitel 10 – fill in the blanks yourself!

Rifbjerg er veloplagt i Dagstelegrafen. Kortprosaens styrke – som Rifbjerg i øvrigt også kritisk endevender undervejs – viser her sin styrke, der gør lidenheden til en rummelig, stiliseret knockout af for mange alt for lange romaner. Som metamysterium ligner Rifbjerg her temmelig meget Henning Mortensens metakrimier, men det kausale spor er hos Rifbjerg om end endnu mere sparsomt. Hos Mortensen forsøger forfatteren at hjælpe læseren til erkendelse, når karaktererne forsumper – hos Rifbjerg er det næsten omvendt. Dagstelegrafen er en metaroman med en tilpas mængde ravnesort humor til at ende med at mene sig selv alvorligt. Læs den, før du selv bliver læst!