I denne bog tager Benjamin Zephaniah fat i emnet flygtning. Som han selv nævner, ser samfundet ofte på flygtninge med skepsis, men man må ihukomme, at disse mennesker er flygtet fra noget, de har opgivet alt, de kender til fordel for en ukendt skæbne i et andet land. De er ikke selv skabere af den nød, som de er produkt af, og derfor må samfundet passe på med stemplinger af flygtningene, da mange af dem har en grufuld fortid med i bagagen. Denne bog er baseret på en sand historie og giver et indblik i den kaosfyldte tilværelse, der præger et flygtningeliv.

Denne bogs omdrejningspunkt er flygtningedrengen Alem Kelo, der er søn af en eritreansk mor og en etiopisk far. Da de to lande går i krig mod hinanden er familien uvelkommen begge steder. Af denne grund tager Alems far en beslutning, der for mange virker kold og hjerteløs, men i virkeligheden afspejler en grænseløs kærlighed til sin søn, der vægter hans liv højere end sit eget. Alems far beslutter sig for at tage sønnen med til England. Alem har blot fået at vide, at det er en ferie, der fjerner ham fra uhyrlighederne, der præger hjemlandet, men en dag er Alems far væk og har forladt Alem i England, alene.

Alem bliver nu indlogeret forskellige steder, mens han venter på opholdstilladelse. Han ender til sidst hos den irske familie Fitzgerald, der med åbne arme tager imod Alem. Alem tilpasser sig nu det engelsk samfund, især skolen beundrer han og suger alt til sig. Men uvisheden om familien nager ham. En dag får han en besked, der ryster hans grundvolde og er faretruende for hans hidtidige ellers så succesfulde integration i det engelske samfund. Dog er Alem stærk og kæmper videre i vanviddet.

I sin kamp for opholdstilladelse oplever Alem mange tab, men fortsætter med at kæmpe videre for sin egen ret til frihed og uddannelse, men også for alle de andre flygtninge, der imod deres vilje er strandet langt fra deres hjem. Det er en kamp for at fravriste sig alle de stereotypier, der hænger sammen med ordet ”flygtning” og om at skabe sig en ny tilværelse – hvis blot man får lov.

På denne måde bliver bogen universel og tager fat i problemstillingen omkring, hvordan flygtninge behandles og ses på af værtslandets beboere. Alem kæmper en til tider forgæves kamp i et land, der for ham er fyldt med muligheder, der ikke tillades ham at udnytte. Han fastholdes i en intetsigende skæbne og har ikke store muligheder for adspredelse, men han nægter at give op, selvom han gang på gang lider tab, de fleste ville bukke under af.

Selvom bogen er skrevet på et meget simpelt sprog, der minder om en ungdomsroman, siger den utrolig meget mellem linierne. Ofte glemmer man de strabadser, flygtninge har været igennem, før de ankommer til deres værtsland, de er mennesker, der har opgivet alt de kender for blot at leve i frihed.

I en globaliseret verden, hvor folk med relativ lethed bevæger sig over grænserne, er debatten om flygtninge et tiltagende fænomen, der skaber megen debat. I henhold til den danske situation, taler man meget om de irakiske flygtninge, og hvorvidt disse har ret til at opholde sig i Danmark. I dette lys giver Benjamin Zephaniah et øjenåbende budskab; flygtninge vælger ikke selv deres skæbne, de er flygtet for at leve, og de ønsker blot frihed. Såfremt flygtninge kunne blive i det hjemland, som er det eneste, de kender, ville de selvfølgelig have gjort det, men skæbnen ville det anderledes. Derfor må vi hjælpe flygtningene til skabe et nyt liv, og ikke gøre deres liv endnu mere turbulent end det i forvejen har været. Vi må endvidere passe på ikke at miste dem i institutionelle processer, men sørge for at engagere dem i det nye samfund, de nu engang er blevet en del af. Alem Kelos historie er blot én ud af mange lignende skæbner og er ikke vitterligt innovativ i sig selv, men afspejler den negative stemning, der præger den offentlige holdning til flygtninge.