James A. Levine er professor i medicin og anerkendt over hele den vestlige verden for sine videnskabelige studier. I samarbejde med FN har han fokuseret på forholdene for kvinder og børn i 3. verdens lande, og i den forbindelse rejste han til Indien, hvor han mødte en ung prostitueret pige, som inspirerede ham til at skrive En strøm af ord, der er hans debutroman.

I bogen fortæller 15-årige Batuk om sit liv; hvordan hun af familien blev solgt som prostitueret, da hun var 9 år gammel, hvordan livet på gaden er, samt hendes måde at tackle en uoverskuelig verden på.

Batuk husker sig selv som fars pige, og hun og faderen havde et helt specielt forhold. Familien boede i en lille landsby, hvor ingen kunne læse og skrive. Dog lærer Batuk, som følge af et længere ophold på missionærernes hospital, at læse og skrive. Hermed åbnes en helt ny verden for Batuk, der læser alt, hvad læses kan og skriver om sit liv, hvad skrives kan. Især skriver hun eventyr fyldt med kærlighed og håb, hvor retfærdigheden altid sker fyldest.

En dag tager faderen Batuk med til Mumbai. Batuk tror blot, det er en ferie, men faderen sælger hende ind i prostitutionsmiljøet, hvor hendes mødom indtjener en god sum penge til den fattige familie. Batuk lever nu på gaden, hvor hun fortsat skriver om sit liv. Hun beskriver dog ikke detaljerne i de overgreb, hun udsættes for, men beskriver dem fx ved at sige ”jeg bager kage med ham” osv. Batuk dagdrømmer meget, muligvis for at undslippe den skæbne, hun er placeret i.

Batuk bliver venner med Puneet, som er en meget smuk dreng, som kunderne elsker. Dog er han ved at blive ældre, og hans voksende penis er et problem – lige indtil en nat, hvor de fører ham væk, og han kommer kastreret og nedbrudt tilbage. Batuk bliver også ført væk en dag. Hun får et specielt job på et hotel, hvor hun (seksuelt) skal servicere en kunde. Kunden viser sig at være ekstrem voldelig, og hele hotelopholdet ender i en massakre.

Bogen indkapsler et barns synspunkt på alt fra barndommen, salget af hendes krop samt livet på gaden. Batuk tænker og fantaserer, som børn gør, og hun bruger det som en flugt fra den barske virkelighed. Hun drømmer om prinser, der udøver retfærdighed, men der er ingen retfærdighed eller mulighed for flugt fra hendes skæbne; hun får ikke en eneste øre for hendes arbejde og har derfor ingen penge til at flygte for – hun er fanget. At Levine skriver romanen ud fra sådanne barnagtige tanker, rører virkelig noget i en. Man får nærmest kvalme af de overgreb, som denne unge pige udsættes for.

Man kan undre sig over, hvad der får en familie til at sælge sin datter til så grusom en skæbne. Især synes det mærkeligt, da Batuk er så tæt knyttet til især faderen. Der findes dog mange børneprostituerede i Indien, som lider samme skæbne. Fattigdom er den mest udbredte årsag til at tage så drastiske midler i brug.

Jeg synes dog ikke, at Levines bog formår at give et reelt billede af en ung piges opfattelse af hendes liv som prostitueret. Levine skriver på et nærmest eventyragtigt sprog, der ikke formår at beskrive virkningen af de rædsler, Batuk udsættes for. Det lyder ganske underligt, men bogen er alt for positiv set ud fra den situation, som Batuk rent faktisk er i. Levine beskriver gang på gang, de overgreb hun udsættes for, tillige den massakre, hun bliver medvirkende til – men stadig virker Batuk urealistisk, drømmende og positiv om sin skæbne, hvilket synes ganske utopisk.

Alt i alt er bogen et godt initiativ; at sætte lys på børneprostitution, der især er udbredt i 3. verdens lande. Dog synes jeg, at bogen falder lidt på jorden i dens urealistiske beskrivelse af Batuks virkelighed, som er præget af overgreb og voldtægt.