Sadegh Javadi er født i Iran og er uddannet filminstruktør. I 1997 fik han opholdstilladelse i Danmark som politisk flygtning og allerede i år 2001 begyndte han at skrive I skæbnens favn. Det er Sadeghs debutbog på dansk. Selvom bogen ikke er selvbiografisk, bærer den alligevel på mange personlige oplevelser fra forfatterens eget liv.

Bogens hovedperson Farid befinder sig i starten af bogen i Danmark. Han er på et dansk asylcenter, hvor han afventer sin videre skæbne. Tiden er lang, mens han venter, men han finder trøst i at gå ture – især på stranden. Om aftenen ligger han nogle gange og drømmer om tiden i Iran, før han flygtede og især på Nilofar.

I Iran var Farid politisk aktiv imod præstestyret under revolutionen og derfor i konstant fare for sit liv. Da storebroderen og familien bliver arresteret, må Farid gå under jorden og flygte fra Iran hurtigst muligt. I et stykke tid bor han hos gifte Nilofar, som Farid også har en affære med, men samvittigheden nager ham, og det forhold må han tillige flygte fra samtidig med sit hjemland.

Man hører om Farids flugt til Danmark, og hvordan han ender i Danmark, ensom, fremmedgjort og usikker på fortid, nutid og fremtiden. Til sidst når han til erkendelsen af, at han ikke må give op, men han må kæmpe for at blive integreret og starte et nyt liv i Danmark.

Bogen er meget stærk i sin kritik af det iranske styre, hvilket er bogens klare styrke. Han beskriver islamisterne, som ”optændt af en barbarisk trang til under dække af navnet Islam og Gud at tilintetgøre og ydmyge alt, hvad angår det menneskelige. Præstestyrets bødler er blinde, religiøse fanatikere, der udlever deres rovgriske og sadistiske tendenser på deres medmennesker, som de i årevis har stjålet fra deres huse og fra gaderne. Blinde, religiøse fanatikere, der får stor nydelse ved at forlænge og forværre deres uskyldige ofres lidelser og død. De sidder i de uhyggelige statsfængsler ligesom edderkoppen i sit spind, der venter på uskyldige ofre. Men i modsætning til det lille insekt handler det for disse bødler ikke om forråd til egen overlevelse men om at berøve naboen livet for bagefter at beslaglægge al hans jordiske ejendom. De venter på endnu mere lemlæstelse og blod”.

Endvidere beskriver han, hvordan præstestyrets forbud mod samvær mellem de to køn influerer samfundet. ”Der eksisterer kun de yderst begrænsede og restriktive, religiøse og traditionelle rammer. Således har man skabt en forbudt tabuzone – en tilstand, som baner vejen til skjult prostitution, socialt og moralsk forfald, endnu mere kønsdiskrimination, forfærdeligt mange ulykkelige ægteskaber og utallige familieproblemer og mange andre negative sociale følger”

Dermed er bogen en klar samfundskritik af det iranske præstestyre, der går ud over fortællingen om Farid. Dette er bogens klare styrke! Fortællingen om flugten og livet i Iran som sådan er langt fra innovativ, men det er bogens kritik dog ikke. Igennem bogen formår Javadi at etablere et talerør, hvori han tilkendegiver sin mening om revolutionen, der førte til oprettelsen af den islamiske republik Iran og de midler, der her blev benyttet til at afskrække og henrette de borgere, der gjorde den mindste form for oprør.

Et andet godt budskab ved bogen er, ikke at give op når alting synes håbløst, og når fremtiden synes usikker. Endvidere at man må alle midler må prøve at tilpasse sig det samfund, man er i, ikke blot for at statuere et godt eksempel, men også for ens egen selvværdsfølelse. Alt i alt en fin bog, hvis styrke er dens klare samfundskritik.