Jacob Fischer dumpede til optagelsesprøven på det rytmiske musikkonservatorium i København.

Få år senere var han lærer samme sted.

I mellemtiden havde han lært sig selv at være... ja af fare for at fornærme andre, vil vi nøjes med at kalde ham en af Danmarks allerbedste jazzguitarister.

Denne onsdag aften var han så på plakaten ved »Jazz i Flensborghus«, en koncertserie, der byder på tre store danske jazznavne i forårssæsonen og ditto i efterårssæsonen.

Sammen med sin trio bestående af bassisten Hugo Rasmussen - den gamle røver med noget så charmerende som en pink bøllehat på hovedet - og trommeslageren Janus Templeton. Samt en italiensk gæst: Francesco Calì, der med sin akkordeon fik aftenen til at smage lidt af Middelhavet mellem Italien og Frankrig.

Midt på gulvet, nede i salen, der sad de. Og ikke oppe på scenen. Der var blevet glemt en forstærker og lidt ledning, så der måtte improviseres på en anden måde end den, et jazzorkester er vant til. Med publikum siddende i en rundkreds og en halv snes meter hen til nærmeste stikkontakt åbnedes for sigøjnerjazzen og dens ypperste repræsentant, Django Reinhardt. Ordet »gulvbas« fik en helt ny betydning.

Huset på Christianshavn
Det er blevet sagt og skrevet om Jacob Fischer, at han er alt for uambitiøs. At hans evner rækker til meget mere, end det han giver udtryk for. Det må Jacob Fischer åbenbart have hørt og læst, for med koncerten i Flensborg gjorde han alt for at modbevise det. Altså det med det uambitiøse. Med hensyn til evnerne kan man bare sige: De rækker langt, rigtig langt.

Fra brasilianske syngende toner og heftig frasering gik det over pæredanske Aage Stentoft og hans ”Månestrålen” til en Bud Powells kaotiske bebop ”Parisian Thoroughfare”. Hugo Rasmussen svingede sig op til en kastratsopran i Nino Rotas udødelige italienske sommerhit ”Amarcord”, en ballade der stammer fra Fellini-filmen, der på dansk er kendt som Mig og min familie.

Huset på Christianshavn blev sendt på dansk tv for efterhånden mange år siden. Og netop derfor så størstedelen af - i hvert fald den danske del af - publikum ud til at kunne huske den så ganske udmærket: Dette virtuose og i virkeligheden totalt humoristiske stykke musik, som Jacob Fischers Trio blot begyndte med at spille på opfordring et par gange for senere at tage det med som en fast del af repertoiret

Hele trioen spillede med masser af impulsivitet, og Jacob Fischer med et blændende akkordspil i korte soli, rytmisk vovemod og ikke mindst en gennemført teknik. Det var selv til at høre og næsten også til at se for os, der - på grund af den aparte opstilling - kun kunne se Fischers ryg.

Melankoli og lethed
Napolitana er mere end nummer seks på pizzakortet. Det er også en særlig syditaliensk subdominant, elegant swingende og spredt ind i et nummer, der næsten smeltede i munden. Hugo Rasmussens bas virkede som en motor, mens Jacob Fischer søgte langt ud i harmonierne. Nu var der lagt op til solskinsmusik fra Brasilien, stemningsfyldt og med vanvittigt flot ensemblespil, hvor Francesco Calís spil nok kunne røre ved følelserne.

Det svingede mellem melankoli og sommerlig lethed, først med ”Metabolic Age” og så en dyb blues. Behøver vi næsten at fremhæve Hugo Rasmussens karakterstærke bas? Det swingede fornemt hen imod ekstranummeret, og efter det tør jeg godt svinge mig op til at sige, at Jakob Fischer er Danmarks bedste jazzguitarist. Han fortjener ikke løn som ufaglært.

Det var sigøjnerjazz af meget høj kvalitet og smukt suppleret af Fransesco Calìs følelsesbetonede akkordeonspil. Jacob Fischer er blevet en garvet jazzmand ved at stå i lære uden for den gængse skole. Ved at spille alle mulige og umulige steder. Han har ganske enkelt lært at spille ved at spille og er dukket op i alskens konstellationer.

Ubesværet og på en meget personlig måde mestrer han bebop, blues og sigøjnerswing. Desværre har han kun udsendt ganske få cd’er i eget navn. Den seneste er Django, hvorfra hovedmaterialet til denne koncert stammede. Her hylder han et repertoire, hvor han lægger vægt på genkendelighed uden på nogen måde at plagiere. Tværtimod spiller Jacob Fischer så godt og så meget som sig selv, og så har han fundet et par musikere, der udfordrer ham så meget, at det i fremtiden kan række til meget mere.