Carpark North er lig med timing og spilleglæde - og rutine på godt og ondt. Bandets lydbillede er en udfordrende blanding af det elektroniske og det rockede, og med 2008-albummet Grateful blev den tunge, monumentale og traditionelle rock en smule fortrængt af en mere fast elektronisk stil. Der blev skruet ned for synthesizere og guitarer og op for de lidt mere poppede elektroniske rytmer.

I weekenden landede trioen i diskoteket Max i Flensborg, hvor der var godt fyldt op på dansegulvet - især med danskere. Og stemningen var lige fra start en foræring til Carpark North. Det britiske band Rubylux varmede op med noget poprock, der ikke kunne gøre en kat fortræd. Måske gjorde det bare sulten efter noget mere power og patos større. Netop dette behersker det danske rockorkester, og med ældre hits som Best Day og Beasts var der med det vuns en god feedback fra publikum.

Derefter gik koncerten ret hurtigt over i en lidt mat periode, som Carpark North kun kunne redde sig ud af ved at gribe tilbage til de bedste numre fra »Grateful« og så selvfølgelig superhittet Transparent and Glasslike, der holder her otte år efter, at det første gang blev skudt ud igennem højttaleren.

Ikke al lyd var live
En pæn del af lydbilledet i dette nummer blev dog hevet frem lagret i en eller anden kasse - for det stammede ikke alene fra Lau Højens guitar eller Søren Balsners sporadisk akkorder på keyboardet.

Hvad er en live-koncert? Er en koncert betegnelsen værdig, hvis 20 procent fra et nummer stammer fra en spilledåse? Et akademisk spørgsmål, for publikum tog ikke det fjerneste notits af det, men ville have fest i gaden. Men korarrangementet fra studieudgaven formåede Carpark North at holde intakt.

Koncerten blev en retrospektiv opsamling af det hidtil bedste materiale krydret med det nyeste - en komprimeret live-udgave af den, i skrivende stund, nye opsamlings-cd.

Håndværket er i orden med Carpark North, men overraskende og originale er bandets koncerter næppe. Vilje, råstyrke og kunnen manglede der dog ikke i numre som More, en højpoleret powerpopsang med et beat, der indbød til sved og dans.

Her var store armbevægelser, fuld volumen og en patos, der bredte sig i diskotekssalen i Max sammen med den os, der sivede ud fra røgmaskinerne på scenen.

Dynamik og dramatik
De ungdommelige vers og de patosfyldte omkvæd blev serveret med Lau Højens velkendte falsetsang - dynamisk nogle gange dramatisk og sovsen på komprimeret lydbillede. Man kan ikke komme uden om, at det meste af album nummer 3, »Grateful«, er lidt tamt - og det er også med til at bestemme, hvor Carpark North står lige nu. Det er svært at se, hvor det peger henad. Men dygtige det er de tre. Tredjemanden bør naturligvis også nævnes med navn - trommeslageren Morten Thorhauge.