”Velkommen til slutningen på det gamle og begyndelsen til det nye,” skriver operachefen John Fulljames i det hæfte, som gæsterne fik til Nytårskoncerten d. 31.12. 2019 kl. 12:00. Det er ganske enkle ord, men alligevel en passende sætning, fordi Operaens Nytårskoncert er et musikalsk festfyrværkeri, som netop sætter en god start på årets sidste dag. Man kan ikke andet end blive i godt humør.

Nytårskoncerter er fulde af traditioner, både kulinariske og musikalske. I år havde Det Kongelige Kapel valgt at servere en musikalsk nytårsmenu, der bestod af franske og danske godbidder, iblandet lidt rustikt italiensk. Denne eftermiddag fik gæsterne besøg af den sprudlende Anna Kasyan og hendes virtuose stemme. Hun slog sig løs sammen med et andet kendt ansigt, den italienske tenor Matteo Macchioni. Desuden dukkede det danske sangtalent, sopranen Sofie Lund-Tonnesen fra operaakademiet, op. Kapellet bragte gæsterne ud på en fascinerende musikalsk rejse med bl.a. Troldmandens Lærling, kendt både fra Disneys Fantasia og fra Harald Landers ballet.

Franske Sébastien Rouland var dagens dirigent, som helt eminent strålede ud fra scenen og hen til alle afkroge af Operaen. Rouland havde et overraskende morsomt samspil med Henrik Koefoed, som var toastmaster, og Kasyan, som slet ikke kunne stå stille på scenen. Det komiske i alt dette smittede af på publikummet, som lo med på de helt rigtige tidspunkter. Alt dette blev naturligvis blandet med den smukke og til tider festlige musik fra et veloplagt orkester.

Rossinis ouverture fra Wilhelm Tell åbnede festen, og så ved man bare, at det hele nok skal gå godt. Både kendte og mindre kendte musikstykker prægede koncerten, men det var umuligt ikke at blive grebet af stemningen. Offenbachs Orfeus i Underverdenen fulgte trop, efterfulgt af Il m’a sembl’e sur mon épaule og en pompøs cancan. Her var der allerede godt i gang med trekantsdramaet mellem Rouland, Kaysan og Macchioni, som lagde et pragtfuldt komisk slør over forestillingen, uden at der blev ofret noget af det musikalske. Efter pausen kom Offenbach igen på banen med Den skønne Helene, dernæst diverse ouvertures, før vi vendte blikket mod det danske.

Det var ærgerligt at sige farvel til Kasyan og Macchioni, som havde domineret scenen før pausen, men de dukkede op i tide og utide sammen med Henrik Koefoed for at give publikummet noget at grine af. Til gengæld blev der helt stille, da Sofie Lund-Tonnesen sang Mød mig på Cassiopeia og en duet med Koefoed, hvor der helt elegant blev sunget Den allersidste dans. Så var det slut.

Ah, dog ikke helt alligevel. Koefoed overtog dirigentstokken og fik orkestret til at afspille Lumbyes Champagnegaloppen. Et helt perfekt afslutningsnummer, inden der i fællesskab blev sunget Vær velkommen, Herrens år. Der lød et kæmpe brag og hele salen blev dækket til med konfetti. Efter sådan en oplevelse var det jo helt umuligt at forlade Operaen uden et smil på læben.