De har været på tur til Randers, en landsbykirke på Djursland og Ballerup Jazzklub, men ingen steder var publikum så godt som i Flensborg.

- Skulle der gives point til publikum, scorer Flensborg topkarakter, sagde basunisten Finn Burich efter koncerten i Flensborghus. Det er den slags ting, musikere kan lide at sige til ethvert publikum. Ligesom når scorekarlen smigrer Malene mandag aften, Tine tirsdag aften og Olivia onsdag aften. Men her fanger bordet for Finn Burich. For hans karaktergivning kommer på tryk, så de kan læse det i Randers, på Djursland og i Ballerup.

Men nu var det også blomsten af det lokale jazzpublikum, der torsdag aften blev lukket ind i Flensborghus. Knap en uge i forvejen havde arrangørerne kunnet melde udsolgt til  koncerten med Burich & L’Etienne New Orleans Ensemble - og havde formentlig kunnet fylde dobbelt så stor en koncertsal.

Koncerten var en del af Vinterjazz, der er en landsdækkende, dansk musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Festivalen strækker sig over tre uger og rummer omkring 600 koncerter fordelt på flere end 125 spillesteder og arrangører fra Aalborg til Rønne.

Kombinationen af festivalens længde plus det landsdækkende aspekt gør Vinterjazz til en mulighed for at møde internationale stjerner på turné, nye danske prisvindende projekter og koncerttemaer.

Noder og unoder
Det var nede i Dixieland, de amerikanske sydstater, at den oprindelige jazzmusik opstod. Her mødtes de fransktalende kreolere med de sorte efterkommere af slaverne. Kreolerne var som oftest var træblæsere, især klarinettister, og kunne spille efter noder. De uskolede sorte, der tilhørte proletariatet, købte militærtrompeter billigt og blæste i dem på en afrikansk inspireret facon.

Sådan spirede jazzen frem i en fantastisk møde mellem kulturer. Vejen dertil gik over kvadriller, marchmusik og ragtime. Og det var den slags jazz, publikum var kommet i stort tal for at høre - med den ganske vidunderlige sangerinde Monique Thomas i forgrunden.

Hende var det nok de færreste, der havde hørt i forvejen. Men der var blevet gjort god reklame for hende fra arrangørerne side, og hun viste sig at kunne leve op til den. Monique Thomas havde en spændvidde og en kraft i stemmen, der helt tydeligt var blevet trænet med masser af gospel fra barnsben - og gospel gav hun også flere gode grunde til, at vi skulle høre.

- Kan I lide gospel?, spurgte hun ud i salen og fik et afdæmpet nordeuropæisk »ja« som svar.

- Det lød som om, I sagde ja til at skulle gå til tandlægen: - I can go home if that’s what you want!

12 takter på Route 66
Det var der bestemt ingen, der ønskede. Så hun tog først en blues-tur ned ad Basin Street - hvor hun fik sin vokal til at lyde som en trompet med dæmper - og videre ad Route 66 i 12-takts blues.

Baggrunden, som Monique Thomas var med på, var ellers trist: Burich & L’Etiennes faste frontvokal gennem flere årtier, Lillian Boutté, er blevet ramt af alzheimers og sidder i dag i sin hjemby New Orleans uden at kunne synge. Overskuddet fra orkestrets salg af rest-cd’er går derfor til Lillian Boutté.

Burich & L’Etienne New Orleans Ensemble består ud over de to blæsere i front, Finn Burich på trombone og Thomas L’Etienne på skiftevis klarinet og saxofon, af trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold, bassisten Torben Bøtker Bjørnskov og pianisten Martin Schack, der alle kan meget hver for sig, men endnu vigtigere en hel masse sammen.

De gjorde sig også i den brasilianske populærmusik choro og bagsmæk-stilen fra New Orleans - der kaldes sådan, fordi basunisten i gamle dages New Orleans sad på bagsmækken af en hestevogn og førte an af den simple grund, at der ikke var plads til et klaver.

I andet sæt viste Monique Thomas, at hun virkelig har i drøjden, hvad hun ikke har i højden, med en solid udgave af Saint Louis Blues og spiritualen Joshua Fit the Battle of Jericho. Publikums klapsalver tydede også på en topkarakter. Man tør konkludere, at der var tale om gensidig tiltrækning denne aften.