Det Danske Filminstitut har sendt to udgivelser på gaden i deres serie af restaurerede danske stumfilm. Den ene indeholder August Bloms Atlantis fra 1913, mens den anden har to titler, nemlig A.W. Sandbergs Nedbrudte Nerver fra 1923 og Klovnen fra 1926. Desuden har Nordisk Film udgivet digitale restaureringer af fire ældre danske tonefilm, nemlig Præsten i Vejlby fra 1931, Odds 777 fra 1932, Mordets Melodi fra 1944 og Diskret Ophold fra 1946.

Gammel dansk
Atlantis (Det Danske Filminstitut), A.W. Sandberg (Den Danske Filminstitut), Diskret Ophold (Nordisk Film), Mordets Melodi (Nordisk Film), Odds 777 (Nordisk Film) og Præsten i Vejlby (Nordisk Film).

Film er vores hukommelses DNA-streng. Med sin æstetiske mulighed for at komme tættere på den materielle virkelighed end noget andet medie har filmen en essentiel mulighed for at holde vores erindring bundet til nogle konkrete detaljer, så minderne ikke fortaber sig i ideelle konstruktioner. Filmen kan fortælle os om de seneste 100 års historie med mediemuligheder, som ikke har været andre historiske perioder tilgængelige, hvilket giver os nogle fremragende muligheder for dokumentation og lagring af minderne, der har dannet menneske og samfund, som det ser ud i dag.

Men film kan som vi mennesker også blive syge. Som en anden virus tager eddikesyndromet også sine ofre, når en film inficeres med fugt og ilt: Kontakten mellem filmmediet og vandet danner eddikesyre, som igen fremskynder nedbrydningsprocessen i en ond selvforstærkende cirkel, der således kan transporteres videre til den næste film, den næste film og endnu engang videre. På den måde tager eddikesyren en karakter af en virus, der skal have sig en vært, nemlig filmen, hvor den så kan boltre sig ved at slette vores lagrede erindring. Langsomt spiser eddikesyren sig ind mod marv og ben i vores filmiske kulturarv, hvis ikke der bliver gjort noget ved for det første de forhold, som filmene opbevares under, dernæst i selve lagringen og viderebringelsen af det, som ligger på filmstrimlen.

Dette arbejde er de senere år blevet opprioriteret først hos Det Danske Filminstitut og nu også hos Nordisk Film. Det Danske Filminstitut fik for nogle år tilbage en klækkelig sum penge til at restaurere og formidle en række af de opbevarede film i Den Danske Filmarkiv, fx har vi fået udgivelser med klassiske film af de danske verdensberømte instruktører Carl Th. Dreyer og Benjamin Christensen. Der er kommet yderligere to udgivelser på gaden, to film af instruktøren A.W. Sandberg på én samlet udgivelse og August Bloms Atlantis fra 1913. Nordisk Film og deres postproduktionsafdeling ShortCut har igangsat et projekt, støttet af filmproducenternes organisation FILMKOPI (som også har støttet DFI-udgivelserne), der nu har sendt fire danske filmklassikere på gaden, nemlig Præsten i Vejlby fra 1931, Odds 777 fra 1932, Mordets Melodi fra 1944 og Diskret Ophold fra 1946. Vi ser her nærmere på, og hvad de betyder.

Ved første øjekast er der stor forskel på, hvem de forskellige film retter sig imod. Sandberg- og Blom-udgivelserne retter sig umiddelbart mod filmhistorisk interesserede; folk, der ønsker at sætte sig ind i Nordisk Films storhedstid før første verdenskrig. Det er da nok også primært dette publikum, som filmene er sigtet imod, men det gør dem ikke mindre interessante – og mest af alt ikke mindre ’folkelige’. Specielt Sandberg havde fingrene i de folkelige aspekter, og det er da derfor også betydningsbærende, at han fik sit gennembrud med Klovnen fra 1916 med den folkekære Valdemar Psilander i hovedrollen. Den ene film på Sandberg-udgivelsen er Sandbergs egen genindspilning af netop denne film. Den anden film herpå er noget så tilgængeligt som en vaskeægte krimi, nemlig Nedbrudte Nerver fra 1923 – og en ganske god en af slagsen. August Blom er derimod præget af nogle mere tungsindige emner, og det gælder også Atlantis fra 1913, men han kan betragtes som den nok mest produktive danske instruktør til dato med et antal film på over 100. Som understregning af det tungsindige får vi på udgivelsen en ulykkelig slutning, som ved produktionen var intenderet det russiske publikum. Generelt bør der ikke efterlades tvivl om, at disse to udgivelser af ligeså høj standard som de første syv, der er kommet fra Det Danske Filminstituts restaureringsprojekt. Der er materiale til at omlægge den danske filmhistorie med næranalyser af en række af de vigtigste værker.

Nordisk Films digitale restaureringer er derimod mere adspredte i sit filmvalg, hvilket ikke skal være nogen kritisk bemærkning. Vi har fået en flot version af George Schneévoigts indspilning af Blicher-novellen Præsten i Vejlby fra 1931. Denne film er – udover at være en eminent filmatisering – også af central filmhistorisk værdi, idet den er den første dansksprogede tonefilm, der emmer af blichersk stemning og tonefald. Specielt Henrik Malbergs version af sognepræsten Søren Qvist er elegant og indfølt. Mindre alvorligt står det til i året efter Blicher-filmatiseringen i Odds 777, der ganske enkelt er en fuldblodsfolkelig klassiker. For det første er det det store folkelig gennembrud for tonefilmen, hvilket blev foranlediget på det kraftigste af rollen Hansy, der blev spillet af datidens store stjerne Liva Weel. For det andet fostrede denne film uforglemmelige sangklassikere som ”Glemmer du” og ”Gå med i lunden”. Alt sammen var med til at bane vejen for videreudviklingen af tonefilmen i dansk regi, og her må George Schneévoigt siges at have haft en anseelig finger med i spillet.

Jævnsides Schneévoigts klassikere fortsætter Nordisk Film sine genudgivelser af Bodil Ipsen-film. Vi har tidligere fået den konsekvente Besættelse fra 1944, og fra samme år får vi nu en af de bedre danske kriminalfilm, nemlig Mordets melodi, der mest af alt alluderer Fritz Langs store klassiker M fra 1931. På bagsiden af udgivelsen kaldes filmen flere forskellige ting, gyser, krimi og familiefilm, men det benytter sig også af flere af disse komponenter, hvilket skaber en særlig men underholdende genresyntese. Gyset er nærmest direkte implementeret fra M, mens krimien opstår i det efterforskende øjemed, ved siden af hvilket vi møder folkekære skuespillere som Poul Reichardt, der i øvrigt spiller en utraditionel og velspillet rolle, og Ib Schjønberg. Sidstnævnte spiller en af hovedrollerne i den sidste af de fire film fra Nordisk Film, nemlig Diskret Ophold fra 1946 af Ole Palsbo. Palsbo er nærmest en historie for sig selv, der præget af depressioner og heraf afledte samarbejdsvanskeligheder, og det ledte da også til selvmord i 1951. Men i Diskret Ophold instruerede han Ib Schønberg til, hvad der er blevet kaldt Schønbergs glansrolle. Schønberg har i dag en tendens til at virke overspillende og ekspressionistisk, specielt i Far til fire-filmene, hvilket kan gøre en række af hans roller lidt bedagede. Men det slet ikke tilfældet i Diskret Ophold, hvor han er langt mere afdæmpet og alvorligt betonende. Glansrollemønstret er hverken overvurderet eller uden årsag; det er blot velspillet og velinstrueret.

Derfor skal det siges, at vi hermed har fået udgivet og restaureret en række af de film, som på hver deres måde har præget dansk films historie. Om det har været i populariseringen eller i den kunstneriske udfoldelse, skal det her lades være op til den enkelte selv at vurdere. Grundlæggende er filmene respektivt værdige og for de flestes tilfælde nærmest nødvendige for interesserede i dansk filmhistorie.