Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




MacBeth Det Kongelige Teater, Gamle scene
Anmeldt 18/5 2017, 17:30 af Else Knuth-Winterfeldt

Magt - Macbeth – Afmagt


Magt - Macbeth – Afmagt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var to sværvægtere, der mødtes på tværs af århundreder og landegrænser, da Giuseppe Verdi valgte at lade sig inspirere af William Shakespeares Macbeth til operaen af samme navn, og nemt var det ikke at forene de meget forskellige vilkår og virkemidler, som teateret og operaen sætter.

Opera var den foretrukne kunstform i Italien i 1800-tallet, hvor utallige små og store operahuse fostrer et blomstrende musikliv, som Verdi føjer et langtidsholdbart kapitel til med ikke mindre end 27 operaer. Verdi er nyskabende på flere måder. Han bryder med den faste skabelon for operaer allerede ved opsætningen af Nabucco i 1842, for han ønsker, at det er teksten, der afgør, hvordan en opera snittes.

Macbeth, der uropførtes i 1847 var Verdis 10. opera, men han ikke tilfreds, til trods for mere end 100 prøver. Han omarbejdede den adskillige gange ind til 1865, hvor han laver den version af Macbeth, som kan opleves nu på Operaen.

Verdi koncentrerer sin libretto om ægteparret Macbeth, medens Shakespeare sætter en bredere ramme for tragediens overordnede idé om magtens væsen. Den spejler renæssancens opmærksomhed mod individets ansvar og begrænsninger med kongen som eksempel. Hvis man har magt fordrer det en betydelig ballast af personlig indsigt, viden og ansvar.

Spørgsmålet om magt og magtmisbrug er ikke mindst nærværende i 1800-tallet, hvor utallige krige udkæmpedes i Europa og frihedsbevægelser, som bl.a. førte til Den Franske Revolution i 1789, gled over i et rædselsregime, der overgik selv det guillotinerede kongedømmes værste vilkårlige magtudøvelse.

Macbeth handler netop om utilsløret magt. Det er formet som et skæbnespil, hvor heksene - i lighed med oraklet i Delphi -forudsiger, hvilken rolle de to hjemvendte generaler får i fremtiden. Macbeth vil blive konge, og det bliver Banquos børn også gennem flere led.

Så kunne alt være godt, men det kommer der ikke en tragedie ud af, for ét er facit – noget andet er at regne stykket rigtigt, og tragedien leger ikke med lette løsninger. Den handler nemlig om det, at være menneske og magten er bedst placeret, hvor den bruges til at gøre godt for andre og ikke bare for sig selv.

Den kongetro Macbeth myrder sin konge godt hjulpet på vej af Lady Macbeth, der - i den velkendte rolle for kvinder siden skabelsesberetningen - frister til at overtræder grænsen for den fastsatte moral om ikke at myrde i fredstid og tilmed bryder gæstevenskabets beskyttelse.

Verdi skærper konflikten og dens resultater i et vekselspil, hvor kongen handler ud fra heksenes spådomme og hurtigt glider den indledende handlekraft over i tvivl og afmagt - og en konge, der tvivler handler tilfældigt og blive uegnet til at regere.

I denne konfliktfortættede opera, sætter vekselvirkningen mellem kor og soloer skub i handlingen, så heksene får en anden rolle. De bliver et magtfuldt kor af stemmer, der lægger en frygtindgydende ramme om Macbeths liv, snarere end de ansporer til indre udvikling.

Alt går, som heksene har forudsagt – og dog. For det bliver Macduff, der baner vejen for et bedre regime ved at myrde Macbeth – ikke for selv af ovetage magten og ikke vilkårligt, men som hævndrab, da Macbeth uden grund har myrdet hans kone og børn. Dermed er grunden lagt til at en ny konge kan overtage styret uden blod på hænderne, hvilket lover en bedre tid med Duncans søn Malcolm på tronen – en interessant deltalje i disse tider, hvor epigenetikken vinder frem.

Det handler om konger og krige – men det drejer sig om menneskelige egenskaber og vilkår.

Scenografien er moderne og enkel. Den består a et stort rum, der mest af alt minder om en forhal til en nationalbank, hvor lyssætningen støtter med farvesymbolik, så når der er håb er væggene grønne, og når der myrdes eller tænkes på mord, så bliver de blodrøde. Men der er ikke megen støtte til de mange lag i handlingen.

Kostumerne er tilpasset nutiden. Mænd i ens jakkesæt og kvinder i ens dragter, der dog nuanceres med forskellige kostumer mod operaens anden del.

Denne ensartethed og anonymisering i scenografi og kostume skal antagelig symbolisere det almene i det store eksistentielle spørgsmål om magt, men at kvinderne også skal optræde i underkjoler en del af tiden virker ikke motiveret. Heller ikke indledningen, hvor Macbeth og hans Lady leger blindebuk i et tilstræbt erotisk spil, hvor altså kun hun er i underkjole – han er fuldt påklædt – tja!

For kærlighed gør ikke blind i dette tilfælde. Det handler om magt og magtmisbrug og skillelinjen er hårfin. Det viser dramaet ved at uddelegere de forskellige sider af magtens væsen til to så tæt forbundne personer som Macbeth og hans lady.

Det hele dirigeres sikkert og følsomt af Joana Mallwitz og bæres overbevisende ud over scenekanten af solister og kor.

Forrige anmeldelse
« Så’ det «
Næste anmeldelse
» Surstrømning »