Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Vi elsker thaidamer Thy Teater
Anmeldt 23/11 2013, 23:52 af Hans Christian Davidsen

I kødet på vore fordomme


I kødet på vore fordomme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

»Syv år skal en udlænding have været gift i Danmark for at bevare sin opholdstilladelse. Jeg har været gift med min kone fra Thailand i otte år«, siger Henrik stolt i Thy Teaters Vi elsker thaidamer.

En dansk mand, der har hentet sin kæreste i Østen, bliver ikke anset for at være alfahan eller scorekarl. Men er mændene stakler, der ikke kan finde en dansk kvinde, og som udnytter thailandske kvinder – og er kvinderne fra Thailand eller Philippinerne bare sårbare og syge individer, der flygter fra fattigdom?

Thy har særlige forbindelser til Thailand.?Det gik op for mange uden for landsdelen, da socialantropologen Sine Plambech lavede en film om det netværk og den kultur, der findes i den nordvestlige danske provins. Her kan se den danske provins gennem et forstørrelsesglas: De unge kvinder søger til de større byer og bliver bedre og bedre uddannede.?De unge mænd bliver tilbage og får praktiske uddannelser i lokalsamfundet. Og når kvinder generelt boller opad, er der et regnestykke, der ikke går op.

I takt med, at kvinderne overhaler mændene, skrumper antallet af attraktive potentielle partnere ind, og samtidig levner det en gruppe mænd, som er tilovers på det danske ægteskabsmarked.

Egnsteatret i Thy tager kampen op mod vore fordomme med denne forestilling. Eller skulle man blot kalde vore fordomme »mistænkeliggørelse af kærlighedsforhold«?

Rablende hurtig-snak
Scenografien er et seminarlokale med borde og stole på række. Der er mikrofoner, og der er et powerpoint-board, hvor vi ser billeder af de thai-hustruer, der aldrig medvirker i stykket. Synsviklen er mændenes. På det dramaturgiske plan er det sikkert et ganske fornuftigt valg. Præmissen slås an i tråd med fortællingens moralske budskab.

Her skal være oplysning og debat, og vi er med som publikum. Ind træder den usikre Søren (Martin Fredberg), som der hele tiden går en klap ned for. Han kommer ikke langt med sine statistikker og faktuelle oplæg, før den lidt smarte Henrik (Esben Dalgaard Andersen) skubber ham til side og åbner for en personlig ægteskabshistorie. Det er med rablende hurtig-snak og en monolog lige ind i mikrofonen, så den nogle gange er svær at forstå. Og her er det, han går til angreb på os for at redde sin egen ære. Han lægger ud med nuancer i debatten, men ender med at udfærdige et aggressivt forsvarsskrift.

Ulykkelig ungkarl
Vi oplever senere den ulykkelige ungkarl Jens (Nikolaj Mineka). Pigerne smutter ud af hånden på ham som et stykke glat håndsæbe, og en date med en dansk pige ender i en katastrofe. Der går slapstick i fortællingen, da Esben Dalgaard Andersen optræder som den danske pige med fistelstemme – og komikken fortsætter, da alle tre mænd klæder sig ud som gyldne thai-dansere.

Sandheden om deres ægteskaber skal frem, siger de tre mænd fra Thy – og det kommer den. Det er skiftevis hylende morsomt og deprimerende. Vi er i en vestlig og moderne verden, hvor omverdenen kræver og forventer gensidig forelskelse og kærlighed.

I fortællingens forløb er flere gode vendepunkter. Den lineære dramaturgi blødes op med den ikke-lineære: små collager og temaer. En god håndfuld sidehandlinger åbner for diskussion og eftertanke, men udtoningen virker dog en smule som på et seminar: Nu er tiden ovre, og vi skal til at runde af. Den ulykkelige figur Søren kommer til at stå som et modbillede til den stolte Henrik.

Teater, der går i kødet på fordomme, skal altid være velkomment.

Forrige anmeldelse
« Made in India – Notes From A ... «
Næste anmeldelse
» Folk og røvere i Kardemommeby »