Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Mens vi venter på Godot Aarhus Teater
Anmeldt 23/2 2011, 18:27 af Lynge Agger Gemzøe

Absurditetens teater


Absurditetens teater

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Onsdag aften på Aarhus Teater. Store scene. Kunstneren Hans Krull hænger i en rusten metalstige og tegner et kæmpe stort sprudlende træ med et kridt på de sorte brædder, som udgør scenens bagside. Der er et kvarter til premieren på Mens vi venter på Godot, og denne live-etablering af noget af scenografien er en del af aftenens teateroplevelse. Krull stiger ned fra stigen og vurderer sit værk. Han grubler. Klør sig i sit krøllede kunstnerhår. Det er ikke mærkeligt nok, bliver han hurtigt enig med sig selv om. Så stiger han op på stigen med en våd karklud, som han klasker ud over værket på mere eller mindre tilfældige steder, så store dele af træet bliver visket ud. Så tegner han uden om de våde pletter og skaber på den måde nye former i træet.

  Hvis man ikke allerede vidste, at Mens vi venter på Godot er en tour de force i mærkelighed, så begynder man at ane det nu. Og stykket er ikke engang startet.

Aarhus Teater – Mens vi venter på Godot

  Mens vi venter på Godot er en absurd klassiker skrevet af Samuel Beckett i slutningen af 1940’erne. Det handler om absolut ingenting. To dagdrivere, Vladimir og Estragon, sidder ved et træ og venter på en fyr ved navn Godot. Det er uklart, hvorfor de venter. De ved det heller ikke helt selv. Mens de venter, snakker de med hinanden og vimser lidt rundt. Det ene øjeblik vil de hænge sig, det næste omfavner de hinanden. Engang imellem kommer rigmanden Pozzo forbi med sin slave Lucky, hvilket er kilde til diverse absurde optrin. Så går de igen. Og ”... så gik tiden med det.”

Aarhus Teater – Mens vi venter på Godot

  Mens de mere eller mindre meningsgivende samtaler og optrin udspiller sig, bliver der kastet bibelske og metafysiske referencer ud til højre og venstre, som man kan analysere på. Og selve meningsløsheden er naturligvis også en pointe i stykket. Der er masser af muligheder for fortolkning. Lige siden Beckett skrev stykket, har folk spekuleret over, hvad i alverden det handler om. Det ville han ikke selv give svar på, og det er således op til tilskueren at finde mening i galskaben.

 
Aarhus Teater – Mens vi venter på Godot

Den slags teater er ikke for alle. Og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg et godt stykke tid inde i forestillingen sidder og spekulerer på, om det mon heller ikke er for mig. De to dagdrivere på scenen, spillet af Niels Ellegaard og Lars Høy, foretager sig intet af betydning, og de humoristiske optrin er mere mærkelige end sjove. Da Pozzo og Lucky, spillet af Anders Baggesen og Kim Veisgaard, bliver introduceret, får stykket lidt momentum, men det vender hurtigt tilbage til sin insisteren på mærkeligheden og det absurde. Det bliver illustreret ved, at Pozzo sidder og ævler løs om et eller andet, men taber tråden. Vladimir kommenterer ironisk: ”Fortsæt, fortsæt, det er så skidespændende!” For første gang griner hele salen hjerteligt på samme tid, for det er det saftsuseme ikke.

 
Aarhus Teater – Mens vi venter på Godot

Stykket får igen momentum, da den ellers så tavse slave Lucky bliver sat til at filosofere. I en imponerende og underholdende, men stadig lidet meningsgivende monolog, kommer han omkring alt fra Gud, tennis og golf til at være splitterragende nøgen på strømpefødder i Normandiet. Det er smukt og velspillet. Første akt slutter ved, at en dreng spillet af Jonas Palsgaard Rasmussen meddeler de to dagdrivere, at Godot først kommer i morgen.

  Efter pausen er der i min umiddelbare nærhed fem tomme sæder, der før pausen var besatte.

  Anden akt er i store træk en gentagelse af første akt, dog med bedre fungerende humoristiske optrin. Klaus Rifbjergs oversættelse kommer til sin ret, da dagdriverne spottende begynder at kalde hinanden for madanmeldere og spindoktorer. Vladimirs metakommentarer à la ”Det her er virkelig ved at blive meningsløst!” vækker igen stor glæde.

  Skuespillet er overordnet solidt leveret af de fire veteraner og den unge knægt.

 
Aarhus Teater – Mens vi venter på Godot

Da jeg går ud fra salen, er jeg fyldt med tanker. Hvad var det, der foregik inde i salen? Hvem er Godot i virkeligheden? Var det Pozzo? Var det Gud? Hvad er meningen med det hele? Og på den måde kan man sige, at stykket lykkedes.

  At sætte Mens vi venter på Godot op på store scene på Aarhus Teater er lidt af et sats. Det er intellektuelt, det er kunstnerisk ambitiøst, det er alt andet end leflen for den laveste fællesnævner. Den slags sorterer folk fra, som egentlig bare ville underholdes og ikke spekulere for meget over tingene, hvad de sporadiske tomme pladser efter første akt så tydeligt illustrerede. Stykket mangler lidt i rå underholdsningsværdi, men vinder det ind på eftertanke. I den bedste af alle verdener havde det haft begge dele, men dette er ikke en perfekt verden. Det er en mangelfuld verden og en absurd tilværelse, og det finder du blandt andet ud af ved at gå ind og se Mens vi venter på Godot.

Forrige anmeldelse
« Scener fra et ægteskab «
Næste anmeldelse
» Vita and Virginia »