Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Maskerade Aalborg Teater
Anmeldt 28/9 2009, 20:48 af Kim Toft Hansen

Ungdommen nutildags


Ungdommen nutildags

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når vi skal vurdere Ludvig Holberg i dag, så er primært to aspekter centrale. Holberg var for det første samtidssatiriker og uddelte røfler til høj som lav, og var derfor også kontroversiel – spørgsmålet er selvfølgelig her, om samtidsforholdet giver mening for os i nutiden. Holberg er for det andet primært overleveret som komedieforfatter, selvom han har skrevet meget andet. Derfor gælder i sig selv det banale spørgsmål, om komedien stadig vækker latter den dag i dag. Derfor er det såvel modigt som interessant, at Aalborg Teater har taget Maskerade op igen – en komedie, der var placeret som et direkte indslag i samtidens diskussioner om ungdommens maskeradeballer.

Forvekslinger og karneval
Temaet er måske velkendt for de fleste. Det handler om Leander, som er lovet væk til Leonards datter, som han ikke har set, siden hun var ganske ung – men dengang var hun lovende. Men Leander lever ikke helt op til sin fars forpligtelser i hjemmet, men så sandelig heller ikke uden for hjemmet: Hver nat drager han og hans tjener Henrik på maskerade, som er en fest, hvor deltagerne møder op udklædt og med maske på. Dette er i sig selv et problem, idet Leanders far Jeronimus på kraftigste fordømmer den slags tøjlesløs ungdommelighed, men problemet forværres blot, da Leander forelsker sig i en pige, som han kun har set udklædt til bal.

Allerede her satte Holberg samtiden til debat, idet denne ’sande’ kærlighed stod som en klar modsætning til det feudale kontraktægteskab, som Jeronimus og Leonard, den udkårnes far, har indgået på de to unges vegne. Det er dog ikke for så vidt dette, der var i centrum for Holberg i denne forbindelse, men det fungerer i høj grad som komediens igangsætter. I stedet fungerer Maskerade som en hel klassisk forvekslingskomedie, hvor der flere gange bliver vendt op og ned på tingene. Det er et klassisk fortællegreb, som rent narrativt kan dreje problemerne fra flere vinkler. Det mestrede Holberg især, og Maskerade er et eminent eksempel på dette.

Satiriseringen går derfor ikke alene ud over et samtidigt ægteskabssystem, men tager også fat på en debat om netop maskeraden som selskabsform. Maskerade skulle have premiere på et uheldigt tidspunkt, idet maskerader kort tid før den skulle præsenteres var blevet forbudt – et forbud, som Holberg ikke billigede. Ikke kun komedien er et udtryk for maskeradens nødvendighed; Holberg tager også fat på den i sine moralske epistler, hvor han henviser til den romerske saturnalie. Denne fest var et karneval, hvor maskerne også gemte personerne, så det sande udtryk kunne komme frem – høj blev lav, og lav blev høj. Det er elementer, vi også ser flere steder i Maskerade.

Maskerade er ikke kun en forvekslingskomedie, men også inspireret af den italienske commedia dell’art – en komediegenre, som Holberg henter hjem fra den franske omarbejdelse af den hos Molière. Den italienske version var præget af faste karakterer og temaer, der hører hjemme under bæltestedet, mens stilen gav skuespillerne mulighed for improvisationer. Molières version tog de fleste af disse elementer med sig, men gav rum til mere karakterskuespil, hvilket Holberg også tager til sig. Samtidig bærer han komediens præcise karakterfunktion med sig i en model, der levner rum for mere interessante individer. Det kendetegner i høj grad også Maskerade.

Maskerade macarena
Det var for så vidt Holbergs indgangsvinkel, men spørgsmålet er, om det kan bruges til noget i dag. Det nemme vil selvfølgelig være at fremhæve de seneste mange års debatter om arrangerede ægteskaber, men det ville i høj grad være at skyde over målet – det er ikke det, Holbergs stykke primært handler om. I stedet handler det om ungdoms kådhed og viltre lystudbrud, et emne der tilsyneladende aldrig går af mode. Demokrit skal over 400 år fvt. have sagt, at den er helt gal med ungdommen nu til dags, og vi kan være ganske sikre på, at vi alle selv kommer til at sige det om vores børnebørn en dag. Aalborgs unge går ikke længere på maskerade, men de går i Gaden, som er et – for etablerede fædre og mødre – et ulyksaligt emne, der dukker op gang på gang. Altså er Maskerade evigt relevant som en samtidskritik af den løsslupne ungdom og alderdommens fordømmelse af samme.

Relevansen og bearbejdningen forvaltes i den grad også mesterligt af Aalborg Teaters opsætning. Der er ikke gjort noget som helst for at gemme sig bag 1700-tallets passioner og forståelsesrammer. I stedet er forestillingen en postmoderne detonation af velvalgte anakronismer, der vælger og vrager blandt forskellige stilarter. Ikke nok med at forestillingen charmerende inddrager Carl Nielsens operaversion af Maskerade undervejs, så tager den også fat på netop den musik, som der blev spillet – om jeg så må sige – i Gaden i 90’erne. På den måde bliver den ikke kun satirisk, men belejligt parodisk over for den nære fortids pudsige indslag – Los del Rios ærgerlige hit ”Macarena” tages fx under kærlig behandling.

Komedien ligger som genre selvfølgelig selv op til det, men denne version af Maskerade har skruet ekstra op for de ekspressive elementer. Det betyder, at scenen bogstaveligt talt flere gange er ved at vælte af bare overspil – og netop her formår forestillingen af tage sig selv mindre højtideligt, end Holbergs oprindelige stykke ville være tjent med. Der er selvfølgelig også i tekstforfatningen foretaget et par kreative oparbejdninger af Holbergs original værk – en indlagt joke om finanskrisen viser både samtidsrelevans og sans for veltilrettelagt humor. Men flere af de moralske indslag fra Holberg, de mere ubehændige solilokvier, er bevaret men leveret med et tilpas gran selvironi, så de faktisk bliver morsomme.

At humoren er bevaret, skal på den ene side selvfølgelig krediteres den fortrinlige udfærdigelse af et i den grad morsomt manuskript, der hiver og flår forskellige muntre elementer ind fra nutiden. På den anden side bliver det også leveret med skuespil, der spilles så ekstrovert og pålideligt, at humoren springer som bukke. Steffen Eriksen som tjeneren Henrik er fremragende, mens Lars Lohmann – der spiller Leonard, nu med fynsk dialekt – tjener hvert et smil. Martin Ringsmose som Arv og Bodil Lasse som Magdalone bør også nævnes, men det er samlet på ingen måde nødvendigt at fremhæve nogle på bekostning af andre. Det fungerer stykket simpelthen for godt til.

Maskerade er tilpas velspillet og ikke mindst overspillet, tilpas krydret med platheder og vittigheder, leveret med en afmålt knivspids selvironi og parodi – en værdig premiere, der bør trække fulde huse den næste tid.

Forrige anmeldelse
« Spring Awakening «
Næste anmeldelse
» Pornografi »