Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Frk. Julie Aalborg Teater
Anmeldt 22/5 2010, 14:55 af Else Knuth-Wintherfeldt

Strindbergs Frk. Julie


Strindbergs Frk. Julie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er teaterkrise i Europa, skriver August Strindberg i forordet til Frk. Julie. Teatret trænger til nyt indhold og nye former. Det nye indhold blev hentet fra de emner, der optog borgerskabet. Det er de i øvrigt stadig aktuelle politiske spørgsmål om lige rettigheder - og dermed muligheder - for kønnene til uddannelse og arbejde. Spørgsmålet om ligeberettigelse fik følgeskab af interessen for psykologien, der hele tiden forvandler og forandrer perspektivet for mennesket.

Formen skal også ændres, mener Strindberg. Frk. Julie er et forsøg på at ændre formen ud fra de samme principper, som Edgar Allan Poe anvender i sine noveller: den fortalte historie skal skabe en perfekt illusion, så tilskueren fanges og lever sig ind i det fortalte uden afbrydelser i form af akter og skift af kulisser.

Kunsten er at fange sin tilskuer fra start til slut. Det sker gennem en identifikation med hovedpersonens problemer, og dem er der nok af i dette naturalistiske sørgespil, der læner sig op af tidens mode: påvirkningen gennem arv og miljø, men ikke kun af det. For der er også mange andre ting, der spiller ind i den menneskelige psyke. Det er dette kalejdoskop af påvirkninger og følelser, som et fintmærkende væsen som Frk. Julie hvirvles rundt i. Faderen var i øvrigt gennem samme tur, da han i sin tid forelskede sig i Frk. Julies mor. I forelskelsens rus lod han hende styre gården, hvor hun satte mændene til at lave kvindearbejde og omvendt. Det gik ikke! Det gjorde kærligheden til greven heller ikke – og for den sags skyld heller ikke hendes kærlighed til elskeren.

Der er lagt op til et spil om kærlighedens drillekabale, der ikke overvinder alt i hverdagen faste rammer og heller ikke, når hverdagens rytme ophæves. For ophævet bliver hverdagen i dette drama. Det er midsommer. Mens solen slår sin årlige kolbøtte ved den nordlige vendekreds, vendes der op og ned på det grevelige hjem, hvor Frk. Julie netop har hævet sin forlovelse. Hun er alene på gården med folkene. Faderen er taget til selskab, og Frk. Julie har nægtet at tage med ham.

Folkene holder fest på avlsgården, og i hovedbygningens køkken er der denne magiske nat kun tre personer: Frk. Julie, kammertjeneren Jean og kokkepigen Kristin. Over dette sceneri svæver grevens fravær. Dermed er den normale orden – der ikke er så normal endda – midlertidigt sat ud af spillet.

Men der er endnu en fraværende og alligevel nærværende autoritet, der som et ekko når ind i køkkenet. Det er Jeans gentagne hentydning til, hvad ”folket” mener – vel at mærke om Frk. Julie, når han vil fralægge sig sin del af ansvaret for, at hun afviger fra den afstukne herskabsbane ved at danse med ham eller forelske sig i ham. For der er to, der overskrider klare grænse for, hvad man gør og ikke gør denne nat. Og Jean har svært ved at påtage sig ansvaret for sine handlinger.

Men rigtigt er det. Initiativet kommer fra Frk. Julie. Hun vil danse, og dansen kan som bekendt forføre. Jean og Frk. Julie indleder en midsommernatsdans, der sender følelserne ud i en hård søgang i form af Frøkenens forelskelse i Jean og hans betagelse af hende - og dog. For den klassemæssige forskel giver to forskellige måder at forholde sig til kærligheden på.

At Jean er kæreste med Kristin, og Frk. Julie netop har slået op med sin forlovede, der lærte hende om ligestilling, gør det hele noget besværligt. For Frk. Julie er passioneret og kaster sig ud i følelsernes og kærlighedens sugende farvand, hvor hun veksler mellem at være tiltrukket og frastødt af Jean, der har et pragmatisk forhold til at bruge og misbruge andre i sin drøm om social opadstigning. Også Jean tiltrækkes af Frk. Julie, og han frastødes, når han oplever, at hun underkaster sig følelserne. Han oplever det som en svaghed – hun som en forelskelse eller kærlighed.

For ham er kvinder et middel. Kærligheden kender han ikke men nok den erotiske leg, der er en behagelig beskæftigelse, når der er tid til det. Uforpligtende og glad uden så mange dikkedarer. Han er en dobbeltfigur med en blanding af en banal forestilling om kærlighed i lighed med de traditionelle kærlighedshistorier fra et ugeblad og med en pragmatisk forestilling om kærlighed som en nyttig genvej til mulighedernes land med et hotel og økonomisk fusk. Han forestiller sig, at klasse giver kasse, og Frk. Julie er måske et godt bud på den forretning.

Julie har en drøm om at falde ned og nå jorden, og han har en drøm om at tjene lette penge som hotelejer i Schweiz. Hun vil gerne følge Jean, hvorhen han ønsker, blot han elsker hende, og de kan finde en vej at klare sig økonomisk. Men her skilles vandene. Hun vil ikke bruges i hans tvivlsomme spil om at tjene penge ved at snyde gæsterne med hendes som mellemkvinde.Den klassemæssige forskel afspejler følelsesmæssigt vidt forskellige sprog, hvor magt og afmagt, styrke og svaghed tegner forskellige konturer i det sjælelige landskab. Jean vil realisere sin drøm ved hjælp af andre. Frk. Julie vil følge andre for at realisere sine følelser. Skuespillet varer kun en nat, indtil greven kommer hjem ved solopgang, så herskab og tjenestefolk kan genindtræde i den vante afstukne bane, som greven er garant for, på samme vis som solen efter sin kolbøtte vil genindtage i sin afstukne bane mod syd.

Hvordan ser denne evigt aktuelle problemstilling ud i Aalborg Teaters opførelse, hvor meget er forandret siden 1888, hvor Strindberg skrev Frk. Julie? Vi inviteres ikke ind i det grevelige køkken, men ud i parken, hvor der grilles kød i pompøse blomsterkrukker. Parken er udstyret med en terrasse, græs, træer og et par statuer i form af en handicappet hest med træben, et vildsvin og en panter, der heldigvis holder sig i baggrunden. Dermed har man ophævet den intime atmosfære og det farlige i, at Jeans og Frk. Julies midsommernat foregår i køkkenet, der er Kristins domæne, og dermed tabes endnu en markør for det umulige i relationen.

Der er der lagt op til et trekantdrama, hvor de finere nuancer ikke får ret frit spil. Meike Bahnsen spiller Frk. Julie med meget raseri og en understregning af det uligevægtige til fordel for det hudløse, så de finere nuancer forsvinder, og dermed kniber det med at sandsynliggøre Jeans betagelse af Frk. Julie og Kristins forsigtige forsvar for hende. Det gør det heller ikke nemmere, at instruktøren har tilføjet en håndfast start, hvor Frk. Julie lægger et reb om halsen, og en slutning hvor hun hænger sig, når skuespillet fra Strindbergs hånd er tænkt som en historie om kærlighedens lige så gentagende bølgeslag som solens vandring over himlen, der skaber lys og mørke.

Det noget unuancerede spil understreges gennem et kostumevalg, hvor Frk. Julie klædes af om ikke til skindet, så dog til undertøjet. Det ikke særlig velbegrundet, men det ligner en trend, der er set før i denne teatersæson, hvor selv en Macbeth på Østre Gasværk i København skulle optræde i underbukser. Og hvad med Jean, der demaskeres lag for lag som en utroværdig og ansvarsforflygtigende lykkeridder. Hvorfor beholder han så sit afslappede diskoteksdress på?

Lidenskaberne har Søren Bang Jensen nedtonet til fordel en klicheagtig uforpligtende erotik som magtmiddel, mens det lykkes fint at vise den opportunisme og uansvarlighed, som Jean også besidder. Det belyser én side af Jean, men dermed sandsynliggøres Frk. Julies betagelse af Jean ikke og heller ikke Kristins overbærenhed med denne tvangserotiker. For han skal jo kunne vække lidenskaber!

Kristin er den ældre kokkepige, der er pragmatisk i sit forhold til kærligheden og til Jean, som hun gennemskuer. I denne opsætning er hun en blanding af en vølve i den indledende scene og en ung folkelig midsommernatsdanser med svenske farver i blomsterkransen. Der er sødme og styrke i Laura Kolds spil, men det kniber med et sam- og modspil.

Opsætningens savner et egentligt samspil, der i dette tilfælde er en form for modspil, og der mangler en nuancering af de overraskelser, som dialogen kaster af sig, fordi den er struktureret gennem associationer, der griber ned i de mange skjulte lag, som Strindberg lægger så megen vægt på, at et menneske består af. Der spilles ufarligt i forhold til tekstens muligheder. Det understreges gennem scenografiens brug af hest og svin, hvis symbolske betydning næppe udfordrer fantasien.

De dybere toner i dette sørgespil forbliver uforløste i denne håndfaste opsætning, hvor instruktøren Minna Johanneson har valgt at se bort fra klasseaspektet, da hun mener, at det er et overstået kapitel i nutiden samfund. Det er en reduktion af det klasseaspekt, som Strindberg lægger op til som eviggyldigt, fordi klasseforskellen også er et følelsesmæssigt anliggende, der netop kommer til udtryk i de tre personers forhold til livet og kærligheden, tvivlen, afmagten, magten og ikke mindst historien, der hele tiden sætter nye dagsordener og endelig ”folkets mening”, som kun titelpersonen Frk. Julie sætter sig ud over som ledetråd for sin adfærd.

I opsætningen på Aalborg Teater bliver det mere Jean end Julie. Et mere nuanceret spil fra Maike Bahnsens side og en mere farlig Jean kunne have holdt os fast i den illusion, som teatret skal etablere for at få os til at følge spillets bølgeslag. Det lykkes ikke helt.

Forrige anmeldelse
« Guys and Dolls «
Næste anmeldelse
» Ægte jyder »