Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Så’ det Calé Liva
Anmeldt 15/5 2017, 08:15 af Hans Christian Davidsen

En verbal afklapsning


En verbal afklapsning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

»Håbet om en bedre verden« er afgået ved døden. Det blev 2017 år.

Studievært Jes Dorph-Petersen læser budskabet op på en video i Café Livas kabaret Så’ det. Forinden har publikum i en kraftig omskrivning af den obligatoriske indgang til ethvert teaterstykke fået at vide, at man gerne må lade mobiltelefonerne være tændt. Speakeren siger, at hvis han var os, ville han ringe til en gammel kone, som han ikke havde talt med i årevis, for forestillingen er alligevel så røvkedelig og total forudsigelig, at den burde have heddet »Intet nyt under solen« i stedet for.

»Det er fuldstændig det samme, som det plejer at være«, advares vi i velkomsttalen: Det samme »halvidealistiske og humanistiske pladder«, som forestillingerne på Café Liva plejer at servere.

Det er naturligvis en lodret løgn.

Jacob Morild er ene skuespiller på scenen kun sekunderet af Eva Skipper på bas, og han kører en imponerende svada af ord af på en time og tre kvarter. Det er tæt på at være ufatteligt, at han kan rumme det alt sammen i hovedet med den musik, præcision og mening, teksten skal give. Han lægger ud som en gammel sur mand, der har ondt over det hele og synes, at livet er træls, og gamle sure mænd kan være ganske underholdende at følge - bare man ikke skal bo sammen med dem eller være kollega til dem.

Men i små bidder drejer Jacob Morild kabaretten over i en skarp satire og giver en verbal afklapsning til det, han har set sig sur på i samfundet. Alle de ting, der er »druknet i en cocktail af fake news, boligprogrammer og selvfedme«, som han siger.

Bag smilet
Morild gør det med et ironisk smil, der nok ser venligt ud, men man tvivler på, at det altid er ment sådan: Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved’ til. Lidt for konventionel i sin form er indslaget om bedsteborgernes genvordigheder i Gentofte måske, men mon ikke budskabet holder vand? Jovist er det hårdt med østeuropæiske håndværkere, au pair-piger fra Filippinerne og nu også flygtninge, der ville have det meget bedre i Padborg eller på Lolland. Lidt selvkritik er der da: Gentofte har også alkoholikere: »Men forskellen på vores og de andres alkoholikere er, at vores har råd til det«.

»Der er ingen, der skal trampe på min søn«, råber faren til curlingbørnene på et forældremøde til skolelærerne, som, faren mener, har været lidt for nærige med deres karakterer: »Han skulle jo nødig ende som skolelærer«.

Og Jacob Morild mærkede med det samme auraen blandt publikum:
- Der må være mange skolelærere til stede her i aften, lo han.

Han var kvik til at fange stedet og momentet. Med lokale hints og improvisation. Som eksempelvis da lyset gik på scenen, og han trådte vande med at snakke om landsbyen Mørke på Djursland, og nu han var i nærheden, kunne han jo passende fyre den ældgamle aarhusianer-vits af om blinklyset: Nu virker det - nu virker det ikke…

God analytisk sans
Grænseoverskridende bliver Morild aldrig, og nyskabende heller ikke. Men manden har en pokkers god analytisk sans, så kabaretten ikke blot bliver tandløs dansk lagkage-komik, men kabaret i den gode, bidende, tyske tradition. Som da han dissekerer sætningen »Vi må bare konstatere«, som høres i en uendelighed - især fra politikere, spindoktorer, politiske kommentatorer og journalister, der interviewes af journalister. »Journa-litikere«, som Morild kalder dette hybrid-menneske - eller grød, som man kunne kalde den indspiste blanding af mennesker for at være mere præcis.

Vi kan ikke andet end at give Morild ret, efter at han med ordbogens hjælp har påvist, hvor tåbeligt dette udtryk er. Vær på vagt næste gang, I ser politisk kommentator, Anders Langballe, på TV2 News - tidligere aktiv i Venstres Ungdom, formanede Morild:
- Det er næppe på TV2 News, man finder »de røde lejesvende«…

Nu tør jeg ikke sige, at man bare må konstatere, at kunstnere og satirikere elsker at riste borgerligheden og højrefløjen. Mændene med guldbajerne og andengenerations indvandrerne er man forsigtig med at karikere. Man skal ikke sparke til nogen, der ligger ned, har argumentet lydt. Det er vel en reminiscens fra det 20. århundrede, som forfatteren og historikeren Henrik Jensen rammende har kaldt »ofrets århundrede«. Offerrollen kan være et stærkt våben.

Skæve portrætter
Der er ingen tvivl om, at Jacob Morild har det bedst med at skyde på middelklassen og borgerskabet. Her og der disker han dog op med skæve portrætter af en førtidspensionist med strikhue og elefantøl, og i en sketch, hvor snart sagt alle typer karikeres (spektret strækker sig fra superliberalisten til den spelt-spisende kulturradikale og alternativ-vælgeren), kan han vanskeligt komme uden om islamisten. Og naturligvis kan man blive sur på de Clemens Kjersgaard-agtige, der absolut skal stå og råbe i det offentlige rum, hvilket dog forekommer ganske uskyldigt ved siden af de hjerneblæste, der sprænger andre folk i luften eller skyder sin søster eller kusine, fordi hun gifter sig med den, hun har lyst til.

Det lumre danske litteratur-miljø i København eller feministers genvordigheder i et af de mest ligestillede lande i verden, you name it, ligger også lige til højrebenet, men den slags lader kunstnerne generelt ligge. Det har vi vel en eller anden sociologisk forklaring på

Hvad med at slå til dér, hvor det er farligt? I bedste fordragelighed ender denne kabaret med at blive solidarisk med den - når alt kommer til alt - harmløse middelklasse, som den selv karikerer. Men hylende morsom er han, Jacob Morild.

Forrige anmeldelse
« Hoffmanns Eventyr «
Næste anmeldelse
» MacBeth »