I denne tid, hvor plottet er blevet skudsmål i en anmelderidiskussion, kan det være befriende med en krimi, der ikke er tynget af plot frem for fortælling. Fortællingens potens er, at den binder et menneskes eksistens sammen, mens plottet ikke nødvendigvis behøver at være en del heraf. Plottets vigtighed er i mange krimier i stedet knyttet til en fortællemæssig fremdrift snarere end selve det at fortælle. Derfor kan det – paradoksalt nok – gå ud over fortællingen om et menneske, at plottet er det vigtigste. Plottet er for tiden således blevet Lars Bukdahls nye yndlingsaversion, hvilket leder ham til at tæve samme ved at afsløre plottet til en ny dansk film – blot for at vise, hvor indlysende stupidt, han synes det er. Kritikken kan være god nok, for plot er blevet en tung faktor at trækkes med, specielt i tidens krimifetich, som ingen ende vil tage.

Det er – fortsætter samme Bukdahl – derfor det, man i mangel af bedre i dag benævner forskellen på fin- og poplitteratur, om der er et plot eller ej. Dette er selvfølgelig i den grad spekulativt, men det er besynderligt, at plottet har fået en så stor gennemslagskraft i en tid, som ellers er blevet fremhævet som den, der har slået de sidste søm i de store fortællingers kiste. Plotfetich er en skøn erstatning af denne manglende fortælling, manglende religiøs sammenhængskraft, og manglede ledemotiver i livsførelsen for mange. På den måde er det spændende, når krimien i stedet træder vande i nogle eksistentielle temaer i stedet for at lade disse spændinger udspringe af den søgende plotefterforskning. Disse betoninger er der fyret op under i Jonas Bruuns debutroman Drivjagt.

Man ser det hos Karin Fossum, man ser det hos Henning Mortensen, og man ser det dele af Ole Sarvig, at krimien kan trækkes væk fra plottets overvægt i retningen af et menneskefokus. Denne fokusering formår Bruun at oparbejde i en fortælling om præsten Knud Thorm, der bliver anklaget for et mord på en bekendt i sit eget lille sogn. Metoden til at trække fortællingen væk fra plottets hegemoni er en jeg-fortælling, som er lagt i denne præsts eget åsyn – og hvilket åsyn. Thorm er i høj grad en besynderlig karakter, en præst uden tro på Gud, og med en særegen lyst til at tale om alt andet end det evangeliske budskab i kirken.

Her kunne man tro, at romanen i stedet levner det fragmenterede blik, det nære syn, en opprioritering, som skal erstatte krimiens storfortællende perspektiv, men i stedet erstattes Thorms religiøse sammenhængskraft af en særlig interesse i små organiske evighedsmaskiner. Han arbejder indgående i terrarier med kødædende planter og insekter, hvor han forsøger på at finde det rette miljø, som kan eksistere uden hans indgriben eller medhjælpen. På den måde bliver disse terrarieforsøg en erstatning for den gudstro, han har kastet bort. En cyklisk evig tid viger bort fra opklaringens vanlige lineære tidsbillede.

Men selvom tyngden i romanen ligger hos personen, kaster Thorm alligevel sig selv ud i en efterforskning af mordet, mest for at vaske anklagen af sig selv. Selvom betjenten Fjord, der efterforsker samme – og tror Thorm skyldig – på ingen måde billiger denne indblanding, finder han dog hurtigt ud af, at Thorms nære kendskab til lokalmiljøet er en styrke i søgen efter spor. Thorm elsker samtidig at gå på jagt, hvilket i første omgang fik ham i fedtefadet (mordet ligner et vådeskud på en jagt, Thorm var med på, og mordvåbnet er Thorms eget). Men Bruun får ydermere undervejs anført dette som en kommentar til efterforskningen og krimien selv: ”måske er analogien til en af menneskets allerældste gerninger mere oplagt. Det mindede om en jagt hvor man ud fra naturligt forekommende dele tolker helheden frem. En knækket gren, et fodspor, et opkast, en frisk afføring, og pludselig stiger billedet af kronhjorten og dens gemmested op” (197). Romanen ser sig derfor selvfølgelig heller ikke fri for et plot, hvilket på sin vis da også er logisk nok; at søge opklaring i en sag er ganske simpelt at søge en underliggende (ofte skjult) sammenhæng, der til sidst kan samles til Bruuns nævnte helhed. Livet uden plot og sammenhænge eksisterer ikke; det usammenhængende og fragmenterede menneske er således det psykotiske menneske (om Bukdahl derfor søger dette, må være en anden historie). Men plottet kan være mere eller mindre hegemonisk, og Bruun formår at trække en eksistentiel fortælling frem mellem erkendelses spor – og det er en indlysende styrke i romanen.

Ydermere er synsvinklen hos den lidet gudfrygtige Thorm et både nydelsesrigt og kynisk samvær, og disse to ting hænger sammen i en underspillet og derfor fremtrædende humor. Bruun formår at etablere en karakter, der på mange punkter minder om en upålidelig fortæller (om han er det, må man læse romanen for at finde ud af), men Thorm fremstår i særdeleshed som en lunefuld person med hang til underholdende kynisme. Dette resulterer i en indre ærlighed over for sin omverden og sig selv, der ligger grunden til helt specielt syn på mennesker og samfund. Sprogligt er dette derfor på et højt niveau, langt højere og bedre billedligt end ofte set i tidens krimier, som da han skal beskrive en kvinde undervejs: ”Hendes ansigt havde mistet sin vitalitet. Det hang nærmest i laser. Hendes hud lignede den slags gardiner der var på mode i slutningen af attenhundredetallet” (202). Synsvinkel, sprog og fokus på detaljen spiller således rollen som forfriskning i en genre, der sjældent lader sprogligheden være en medspiller. Det lunefulde – i egentlig bogstavelighed, for Thorm reagerer i den grad på månen (luna) – gemyt er en mistanke i sig selv, som giver romanen en stemning, som sjældent er at finde i krimiens adspredte genre.

Flere inspirationer ligger til grund for romanen, og har man en krimi med præst i en anklaget hovedrolle kommer Steen Steensen Blichers ”Præsten i Vejlby” selvfølgelig – ganske retfærdigt – i tankerne, men rent sproglig, kynismebetonet og karakterfast er Ellis’ American Psycho – uden yderligere sammenligning i øvrigt – måske den inspiration, der giver allermest mening. Passager som følgende minder i betragtelig grad om Patrick Batemans indre monologer:

”Jeg vågnede tidligt. Heldigvis alene. Der er noget skamfuldt over at have tømmermænd i andres selskab. Jeg stod ud af sengen, gik på toilettet, vaskede fingrene i en citronduftende sæbe (Miriam måtte have skiftet den anden ud) Derefter gik jeg i bad, sæbede mig grundigt ind. Skyllede mig af. Tørrede mig i et rent frottéhåndklæde. Lagde en knivskarp barbering. Tog et par silkesokker på. Iførte mig undertrøje og bukser af mærket JBS. Derefter valgte jeg et par kakifarvede lærredsbukser, en lyseblå skjorte uden button down-lukning og sidst en sort sweatshirt af uld. Da jeg havde snøret mine mørkebrune lædersko, var jeg klar. Det er vigtigt at se godt ud når det indre er fordærvet” (59).

Det er måske endda næsten for tæt på Ellis, men det er jo ikke uden årsag, at man får fornemmelsen af, at Thorm måske ikke er helt til at stole på. Sammen med dette bringer romanen også en afsluttende morale, som ikke – af hensyn til plotsøgende læsere – skal anføres her, men når vi har en præst uden tro på Gud, men tro på en vis menneskelig medfødt hævngerrighed, så kan vi nærmest kun få afrundinger af gammeltestamentelig art (hvad det så end betyder, må man læse sig frem til). Det betyder desuden, at romanen således ikke ligger sig i slipstrømmen på krimiens altruistiske, medmenneskelige grundsyn (nogen siger socialdemokratiske), hvilket ikke nødvendigvis er betrykkende men mere afvigende fra normen, hvilket jo altid er interessant. Derfor er Drivjagt en yderst lovende krimidebut fra Jonas Bruun, der både tilfører sproglighed og moralsk fornyelse trods regressiv betydning – men det er jo temmelig usikkert, om moralen er pålidelig. Og på den måde åbner romanen for det karakterbetonede fokus mere end det plotfikserende. For dem, der kan holde til det, må det være læservenligt vedkommende.