Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Morelli-metoden / Jonas Bruun / 204 sider
Gyldendal. ISBN 9788702059939
Anmeldt 17/10 2008, 13:04 af Kim Toft Hansen

Djævelen gemmer sig i detaljen


Djævelen gemmer sig i detaljen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Livet er fyldt til bristepunktet med små detaljer, der kan blæses op til et stormvejr, som ændrer verden. Sommerfuglen, der blafrer med vingerne på den sydlige halvkugle, kan blive til en storm i et glas vand på Nørrebro. Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen, og har man først fået øje på ham, så ender han nok som et horn i siden på en selv. Kæpheste kan drives på flugt, men får man først øje på detaljen, kan de små spor ændre det store billede – eller skal jeg i forbindelse med Jonas Bruuns roman Morelli-metoden sige maleri.

Jonas Bruun overraskede med sin debut, den medrivende og sprogligt forførende Drivjagt, som viste, at kriminalromanen godt kan skille sig ud fra mængden – selv når mængden er så enorm, som den er for tiden på dette marked. Derfor var det med tiltrængt uro i krimihjertet, efterfølgeren til Drivjagt skulle imødekommes – og uro er selvfølgelig her ment i al sin positive betydning, for uro er det, som krimien handler om, mens det så sandelig også er det, den skal vække hos læseren. Morelli-metoden adskiller sig gevaldigt fra sin forgænger, men på sin egen måde er den ligeså – hvis ikke mere – fængslende end Drivjagt.

Det er helt uvant at læne sig tilbage i sin læsestol med den anden bog fra en krimiforfatter og opdage, at det faktisk ikke er en seriel konstruktion. Posen er tømt, kortene er blandet på ny, vejen er lagt øde, så et helt nyt plot kan udfolde sig med et nyt persongalleri og uden sammenhæng til romanen forud – andet end begge er kriminalromaner. Det er forfriskende tiltrængt, at en forfatter tør bryde dette mønster, der i længden ofte bliver trægt, unuanceret og af samme grund til tider ensformigt betonet. Men det er selvfølgelig også mere krævende af en forfatter, som ikke blot gentagende gange føler sig hjemme i sin hoved- og sidekarakterer, men på ny skal hente inspiration til nye plots foranlediget af nye ansigter.

Morelli-metoden handler tilmed om noget så sjældent set på det danske – og sågar også det skandinaviske – krimimarked som en privatdetektiv. Slavek Lorentzen hyres af en anonym person, der kalder sig Nick, til at finde en pige, som er forsvundet. Inden da er vi blevet præsenteret for et brutalt mord i Sverige, som først vil forekomme fire dage senere. Slavek takker selvfølgelig ja til opgaven, for det er det, firmaet lever af, og sætter eftersøgningen i gang. Og gæt engang; det leder ham til Sverige, efter han har spurgt sig for i den forsvundne piges omgangskreds.

Hermed er det også antydet, at romanen er struktureret – i hvert fald i sin første halvdel – gennem et interessant mønster af spring i tid, der på den ene side skaber et finurligt spændingsmoment, men på den anden side formår det også at placere mordet, der hvor det skal være (på krimiens første side), mens det samtidig giver mulighed for at give en introduktion til personer og – i retrospekt selvfølgelig – placere et par centrale spor i starten. For efter Slavek har fundet pigen, drukket og horet med hende hele natten, finder han hende myrdet – hvilket selvfølgelig placerer ham på gerningsstedet på et særdeles uheldigt tidspunkt. Slaveks opgave er nu ikke at løse en opgave for andre, men at bevise sin egen uskyld.

Det bringer Slavek på flugt, på eftersøgning og på tur gennem den danske kunstverdens over- og ikke mindst undergrund – for det er her, hunden ligger begravet. Uden at antyde for meget, så giver dette romanen lejlighed til at drage en kunstdiskussion ind i plottet, hvor – som det også gjaldt jagten i Drivjagt – det bliver muligt for Jonas Bruun at homologisere over forholdet mellem kunst og efterforskning. Hvor begge deler sin fetich for og har sin uudgrundelige brug for detaljen i værket, så er det detaljen, der formår at få brikkerne i kriminalromanen til at passe sammen, mens det (måske, antydet) er den enkelte detalje, der skelner kunst fra masseproducerede værker på stribe. Mordet er dermed et værk, der skal læses af efterforskeren, som må holde særligt øje med detaljen for at kunne præsentere den rette sammenhæng.

Sproget er igen toptunet og tilrettelagt, og romanens indsigt i romanstil er en kølig, frisk brise fra krimiens store hav, som godt kunne trænge til oprør engang imellem. Samtidig virker bogen undervejs til, at den kunne være et stykke associationslitteratur, der trækker observationer ind af dette og hint for at kunne give et moderne litterært tidsbillede, hvilket den dermed også gør, men synkront med dette formår den at binde det hele sammen i en stram knude. Hvad der undervejs synes at være små sidebemærkninger, bliver undervejs pludselig til erobrende detaljer med større betydning end ventet. Djævelen, gerningsmanden og kunstens aura lægger i sandhed gemt i detaljen.


60
Forrige anmeldelse
« Manden på tapetet «
Næste anmeldelse
» Efter midnat »


Flere prosaanmeldelser