Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Den afskyelige / Charlotte Weitze / 328 sider
Rosinante. ISBN 9788763840828
Anmeldt 2/5 2016, 08:42 af Lars Ole Bonde

Bæredygtig roman til tiden


Bæredygtig roman til tiden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Etisk råd diskuterer for tiden, om det enkelte har et personligt ansvar ift. klimakrisen. Kokke og restauratører arbejder ihærdigt på at skabe bæredygtige madtempler. Politikerne diskuterer, om der stadig skal satses på havvindmøller, eller om møllerne skal ind på land af økonomiske grunde. Mange af dem opfordrer os samtidig til at forbruge mere. Imens stiger temperaturen og havene. Hvem kan og skal gøre noget for at bevare kloden for de næste generationer?

Charlotte Weitzes nye roman kan godt læses som et indlæg i klimadebatten, men den er heldigvis meget mere end det. Vi befinder os i en verden, som måske er dansk, måske snarere (nord)norsk – ved en inddæmmet fjord beskyttet af et stort dige. For foden af et stort fjeld med en næsten nedsmeltet gletcher. Meget i hverdagen er genkendeligt, meget er anderledes. Biler har autopilot. Golfstrømmen er vendt. Mars er blevet koloniseret. Mange børn fødes med misdannelser eller mindre synlige handicaps, nogle på grund af genfejl, andre på grund af virus og infektioner. Økologer er betegnelsen for en bevægelse, der hører til fortiden. Det er måske kun 20-30 år ude i fremtiden, men udviklingen har været ubønhørlig og stiller nu menneskeheden – her = bogens personer – over for et valg: vil de tage et personligt ansvar, med de deraf følgende konsekvenser, eller vil de fortsætte med skyklapper på og prøve at leve som før, med ret til at forbruge mere eller mindre ukontrolleret?

Romanens hovedpersoner er et kærestepar, den skrukke sygeplejeelev Heidi og den abnormt store, veludrustede og næsten konstant svedende amatørøkolog Kenneth, som sætter sig et stort mål: de vil leve CO2-neutralt. Det er i sig selv et svært projekt at gennemføre, ikke mindst at bygge et hus, som skal kunne flyde (hvis det værste sker), og som skal have en have der gør dem selvforsynende. Det største dilemma er, om det stramme regnskab levner plads til det barn, som Heidi gerne vil have, men Kenneth helst ikke. Under overfladen, som ubekendte faktorer i den store ligning, ligger grumme historier om skyld og skam – først og fremmest om Heidis rolle i lillesøsterens Angelicas fatale skiulykke og om Kenneths mystiske familieforhold - men også om alt det uudtalte mellem forældrene og vennerne i omgangskredsen. En af romanens kvaliteter er de mange bipersoner, som træder klart og profileret frem, og som alle bidrager til plottet.

Titlen henviser naturligvis til et sagnomspundet fabelvæsen fra de store tinder i Himalaya. Men meget andet er afskyeligt og mange andre er afskyelige på forskellige måder i Weitzes forunderlige og konstant overraskende roman. Det vil faktisk være synd at referere handlingen i bogen nærmere, også at afsløre titlens sande betydning, for det vil snyde læseren for noget af udbyttet ved at følge Heidi på hendes lange fysisk og psykisk rejse, der er en usædvanlig blanding af en heltinderejse og en robinsonade. Undervejs må man gøre op med sig selv, om især Kenneths måde at være klimabevidst på er desperat, fanatisk eller bare smertefuldt konsekvent.

Genremæssigt er bogen også en overraskelse. Man kan som nævnt godt læse den som økothriller, men spændingen er af en helt anden art end fx norske Gert Nygaardshaugs klassiske og uforglemmelige Mengele Zoo (1989, i 2000 udråbt som ”århundredets norske roman” af norske læsere) og Himmelblomsttreets muligheter (1996). Samme Nygaardshaugs Afrodites basseng (2003), hvor det meste af jordens befolkning udslettes af en uventet (og planlagt) økologisk katastrofe, er faktisk den eneste roman, jeg kan tænke som en fjern fætter til Den afskyelige.

Weitzes plot er raffineret og mærkeligt uden at være fortænkt, men hendes særlige kunst er sproget, som på en gang er enkelt og uhyre nuanceret og farverigt. Fortællingen berettes i første person, med Heidi som fortæller, og hun indvier os i sine tanker, følelser, sanseerfaringer, drømme, sit håb og sin frygt.

Der er mange sproglige registre i brug, og derfor kan romanen ikke entydigt bestemmes som hverken dystopi, satire, thriller, magisk realisme eller debatroman. Det er en rystende og rig roman, hvor der både i bogstavelig og i metaforisk forstand er højt til loftet.


Forrige anmeldelse
« De allerbedste historier om Pet... «
Næste anmeldelse
» Spiloppo: Ingen tager en klovn ... »


Flere prosaanmeldelser