Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Harzen-sanger / Charlotte Weitze / 236 sider
Samleren. ISBN 9788763826327
Anmeldt 23/4 2013, 21:02 af Lars Ole Bonde

Lavmælt, intenst og foruroligende portræt af en kvinde og et ægteskab


Lavmælt, intenst og foruroligende portræt af en kvinde og et ægteskab

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg har en god ven i Oslo, som jeg udveksler bøger med. Han forærer mig nye norske romaner, som han synes jeg skal læse, og jeg kvitterer med nye danske. På den måde kan vi både følge bedre med i nabolandets litteratur – og diskutere den. Min norske ven skal næste gang have Charlotte Weitzes nye roman, for den lever op til alle de (indforståede) kriterier, vi vælger bøgerne efter: Det skal være en forfatter med noget vigtigt på hjerte, en interessant og gerne foruroligende fortælling, og endelig skal bogen være skrevet i et levende og nuanceret sprog.

Harzen-sanger har et tilsyneladende meget spinkelt plot og som udgangspunkt kun en lav grad af spænding. Personerne er ved første øjekast ganske uspektakulære – en hjemmegående kvinde og mor, der er i gang med en hf, hendes mand der er lagerarbejder og interesserer sig for ornitologi samt deres teenagedatter – og den ydre handling er længe meget sparsom og nærmest triviel. Til gengæld er der fra starten en mærkbar spænding i sproget og karaktertegningen, og denne spænding foldes langsomt og uhyre veldisponeret ud.

Vi følger – med korte flashbacks til barndom og ungdom - den godt 30-årige Hanna fra den tidlige forårsdag, hun sender sin Niels ud på endnu en lang fugletur til Sverige til hun ca. 1 år senere genforenes med ham og datteren Lisa, som i mellemtiden har været meldt savnet og formodet død.

Jeg oplever stilistisk bogen som en form for psykologisk realisme iblandet enkelte fantastiske eller eventyrlige elementer. Skildringen af Hanna, som er set indefra men fortalt i tredje person, kan give mindelser om Herman Bangs stille kvindelige eksistenser (Irene Holm, Katinka Bai i Ved Vejen). Læseren bliver lukket ind i det rige skjulte liv bag den lidt glatte, anonyme overflade og præsenteres i omhyggeligt afmålte doser for et talent og et potentiale som næsten ikke er til at forstå – og som hovedpersonen heller ikke selv forstår. Ikke mindst fordi Hanna i store dele af bogen – meget symbolsk – er stum og derfor kun kan kommunikere med omverdenen ved hjælp af fagter og små sedler. Men hun viser sig at være anderledes handlekraftig end Bangs fortabte eksistenser, og bogen udvikler sig faktisk til og som en veritabel heltinderejse.

Hanna har altså et helt særligt talent, som først antydes i romanen, men som senere antager mytologisk format. Hun kan synge, så både dyr og mennesker standser op og lytter. Effekten af hendes sang har været så overvældende, at hun er klappet helt i, men der eksisterer nogle gamle kassettebåndoptagelser af hendes sang, en som Niels benytter til at lokke fuglene til sig med på sine ture, og som datteren Lisa lytter til igen og igen, og en som en sanglærer i Goslar bruger til at forlænge sit kræftramte liv med. Lyder det syret? Sikkert, men det er skildret som hverdagsmagi, altså alligevel ganske logisk. Hanna har ikke selv haft glæde af sit talent, snarere tværtimod. Hun skjulte det for sine forældre, da hun begyndte at synge, og hun kæmper stadig med tvivl og skam over det hendes sang kan fremkalde (der findes faktisk et moderne begreb, der hedder ”stemmeskam”, som passer fint på Hannas ambivalente forhold til sin stemme og dens kraft). Hendes psykosomatiske stumhed er derfor også ganske logisk – og naturligvis en slående metafor for et menneske, der langsomt nedbrydes af ikke at realisere sit særlige potentiale. Men bogen er ikke en sammenbrudsroman eller endnu en skildring af et kriseramt moderne menneske, og det er måske det allerfineste ved fortællingen. Hanna er nede, gang på gang og igen og igen. Men hun kommer op hver gang, Og hun sejrer på trods af alle odds.

Sproget er en udsøgt nydelse gennem hele bogen, fordi det aldrig er helt pålideligt. Det kan være hverdagsminimalismens enkle sætninger det ene øjeblik og gådefulde antydninger det næste. Vi følger som læsere Hannas tanker, som hverken er lineære eller kausale af natur. Men de er næsten altid svangre af merbetydning. Et eksempel fra bogens tidlige del, hvor man endnu kan hælde til den opfattelse, at dette er hverdagsrealisme:

”Sådan sidder vi fast, tænker, Hanna, vrider kluden hårdt og smider den i vasketøjskurven. Sådan sidder vi fast, tænker hun og går i gang med stuen, hvor planterne, som hun tog med fra barndomsværelset, lever endnu. De gror rundt om radiatorrørene med lange stængler og skal skæres fri, hvis de en dag får råd til at flytte i noget større. / Selvom vi engang ikke kunne finde ud af andet end at servere cola og chips, når vores forældre kom på besøg. Selvom jeg engang kun kunne bage boller af købemix….” (s. 23)

Man mærker modstanden i Hannas refleksioner over ’systemet’ og dets lammende kraft. Og fornemmer at hun på et eller andet tidspunkt vil finde en vej ud af…. nå, ja: Fugleburet.

Harzen-sangeren – et anden navn for kanariefuglen - er en lille uanselig fugl med livsvigtig betydning. Det havde den i hvert fald for minearbejderne i Harzen, der brugte den som barometer for forholdene dybt under jorden i minegangene, hvor fuglenes adfærd kunne give hurtigt signal om giftige gasudslip. Fugle-metaforen er til at tage og føle på, og vel heller ikke specielt original, men den er vævet helt tæt ind i kompositionen, så alt det den repræsenterer, bliver til gyldige beskrivelser af både Hannas og Niels’ håb og frygt.

Weitzes roman er en sproglig og kompositorisk bedrift med en indre spænding fuldt på højde med den bedste krimi. En heltinderejse, som også mænd kan have glæde af at være med på.


Forrige anmeldelse
« Forsvindinger «
Næste anmeldelse
» Historier fra jazztiden »


Flere prosaanmeldelser