Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Mord 2.0 - en krimi fortalt i 3.524 "tweets" / Karsten Bengtsson / 3.524 twee sider
Forlaget Twitteratur. ISBN 9788740485301
Anmeldt 9/2 2016, 09:20 af Ove Christensen

Twitteratur


Twitteratur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Alle ville være to steder på én gang. Offline og online. Samfundet led af personlighedsspaltning, folkesjælen var ramt af skizofreni.”

Nye medier genererer nye formater. I begyndelsen vil man typisk se en overføring fra et medie til et andet, som i tvs barndom, hvor man kunne sende tv-teatret. Man opførte et teaterstykke som på teatret, men optog det i et studie. Efterhånden vil det nye medie udvikle en egen form eller rettere: egne former.

De sociale medier som Facebook og Twitter er ikke meget mere end ti år gamle, men de har for længst udviklet egne former, så de ikke længere ligner de gamle medier. Nyheder via Facebook og Twitter er således kun vanskeligt genkendelige fra de nyhedsformater, vi har lært at kende gennem avisen, radioen og fjernsynet - og disse transformerede på sin side og i sin tid også nyhedsformaterne.

Inden for litteraturen er vi begyndt at se e-bøger, der ikke kun er analoge bøger med strøm på, men udviklingen går noget langsomt, og det er ikke fordi, der er sket så meget inden for fiktionen.

Derfor blev jeg også meget begejstret, da jeg læste om en roman, som egentlig er et computerspil, og som ydermere er fortalt gennem 3.524 tweets. Om ikke andet lyder det da som et frisk bud på noget, der vil afprøve og udfordre gængse rammer.

Mord 2.0 er fortalt som et spil. Der er tre levels, man skal igennem for at følge opklaringsarbejdet i en mordsag. De forskellige levels afvikles i hver sin modus; henholdsvis story, free og game mode. Strukturen er bygget op med ‘missioner’ og ‘sidemissioner’, der foregår hvert sit sted - og inden for hver sin logik.

Man følger en klassisk opdager, kriminalkommissær Kurt Wisom, der er fraskilt, drikker lidt for meget og, som det gælder i den slags, ikke har noget egentligt liv. Han har sit job, som han småfilosofisk og lidt livstræt slæber sig igennem. Dette giver anledning til nogle fine iagttagelser om det moderne liv som splittet mellem nærvær og fravær især i forhold til brugen af sociale medier.

Wisom skal opklare et tilsyneladende motivløst mord på en ung kvindelig litteraturstuderende, som tilsyneladende heller ikke har et liv med noget indhold. Til gengæld er hun hooked på sociale medier. Hun lever gennem det Facebook-lignende Come2Me, hvor hendes sidste opdatering, inden hun døde, lyder: “Lige nu spiser jeg en ostemad.” Men allermest lever hun gennem et meget avanceret Second Life-lignende virtuelle datingsite Life 2.0, hvor også følesansen er virtualiseret, så man kan faktisk dyrke cybersex. Her ’lever’ kvinden sit følelses- og kærlighedsliv.

De to planer Life 1.0, som Wisom føler sig fortrolig med, og Life 2.0, får dog indflydelse på hinanden. Og rent faktisk begås der også et mord i Life 2.0, men som Wisom siger, så har det ikke noget med ham at gøre. Han skal kun opklare noget i Life 1.0, og han har det vanskeligt med at forstå, hvad alt det der 2.0 handler om. ”Wisom forstod det ikke. Han tilhørte en anden generation. En generation, der engagn så sort-hvid tv. Eurovision. Pausefisk. Tit ingenting.”

Romanen har egentligt også et tredje plan; et metaplan, hvor spiludviklerne af spillet med de to planer kommer til orde. Men det virker nu helt påklistret og har ingen funktion fortællemæssigt eller litterært.

Det lykkes fint at bygge en spænding op i vekselvirkningen mellem de to planer, og der er et par virkelig velfungerende plot-twists. I store dele af romanen fastholdes interessen for, hvordan tingene mellem planerne hænger sammen - og man kan (vist) ikke undgå at blive overrasket et par gange. Jeg var i hvert fald på i forhold til plottet.

Men plotmæssigt er der flere brist i romanen. Forhold der bryder tidens og stedets enhed, som ellers er et ufravigeligt krav, hvis man skriver litteratur. Det univers, man bygger op, må overholde sin egen logik. Og det overholder romanen ikke. Det vigtigste spor og igangsætter af hele opklaringsarbejdet er en statusopdatering, der dukker op på offerets computer: “I killed the Bitch.” Beskeden kommer umiddelbart efter kvinden er slået ihjel. Senere i romanen fremgår det godt nok, at beskeden er sendt flere dage eller måske uger efter mordet. Så kan man som krimilæser ikke undgå at føle sig narret.

Litterært er det en tung sag at komme igennem. Karsten Bengtsson har et udpræget tungt og kunstfærdigt sprog med ufatteligt mange gentagelser, der virker umotiverede. Dette kunne man hævde ligger i Twitter-sproget, hvis det ikke var fordi, at det faktisk er det modsatte, der gør sig gældende i korttekstformater som Twitter og SMS. Sproget præges også af tykke klichéer i forhold til krimigenren, og de beskrivende adjektiver og sammenligninger virker banale og amatøragtige.

Det virker heller ikke til, at der er en pointe eller kvalitet i, at alle afsnittene er brudt op i tekstbidder af maks 140 karakterer, eller at romanen simulerer et computerspil med et indlejret virtuelt datingsite. Det bruges ikke til noget. Disse mediespecifikke elementer forbliver ren staffage og er helt udvendige i forhold til fortællingen og miljøbeskrivelserne.

Der er tale om et modigt forsøg på at skrive ny litteratur ud fra nye medier, men forsøget lykkes ikke. Der er derimod tale om en ret banal Life 1.0 krimi, der har et godt plot, som den desværre også får ødelagt på grund af håndværksmæssige mangler.


Forrige anmeldelse
« Monster «
Næste anmeldelse
» Iskold Død (org. Glacé) »


Flere prosaanmeldelser