Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Iskold Død (org. Glacé) / Bernard Minier / 588 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-45996-6
Anmeldt 26/2 2016, 12:11 af Dorthe Bille

Koldt og kedeligt


Koldt og kedeligt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ja, det begynder jo egentlig meget godt. Romanen tager sin begyndelse på en psykiatrisk sikringsanstalt i de franske bjerge, hvor psykolog Diane Berg lige er blevet ansat. Samtidig med, at Diane flytter ind på sikringsanstalten, finder nogle arbejdsmænd et hestelig uden hoved spændt op ved den nærliggende svævebane. Politikommissær Martin Servaz tilkaldes og ret hurtigt står det klar at det ikke er hvilken som helst hest, der har måtte lade livet. Da der så dukker DNA op fra en berygtet massemorder, der sidder indespærret på før nævnte sikringsanstalt er der virkeligt lagt op til et spændende plot.

Den uhyggelige stemning etableres lige med det samme og tankerne glider ubesværet i retning af The Shining, men så slutter sammenligningen også der. Hvor The Shining er intens, nærværende og uhyggelig fra start til slut, drukner Iskold Død i beskrivelser. Alt beskrives; snevejret, landskabet, steder, personer, tøj, bevægelser – alt. Og det beskrives så detaljeret, at man skulle tro det var en drejebog til en film frem for en roman. Alle de detaljer, særligt de ligegyldige (og dem er der mange af) sætter tempoet i bogen væsentligt ned og flere gange har det været fristende bare at lukke den samme og glemme den under sofaen.

Karakterkabale
Detaljerede beskrivelser er ikke det eneste der er alt for meget af. I romanen optræder så mange karakterer, at de er vanskelige at huske fra hinanden. Derudover bruges nogle gange fornavn nogle gange efternavn og nogle gange forkortelse af fornavn f.eks. chefsygeplejerske Élisabeth Judith Ferney, der både bliver kaldt Élisabeth, Lisa og Fernay. Endnu engang sættes tempoet i romanen ned mens man forsøger at hitte rede i hvem der er hvem og hvilke relationer de har til hinanden.

Plot, plot og mere plot
Ud over sagen om den hovedløse hest arbejder politikommissær Martin Servaz også på en anden sag om nogle drenge, der har overfaldet en hjemløs. Hvorfor den sag overhovedet er med i roman står hen i det uvisse. Den har ingen relevans for plottet og virker mere som fyld – noget der bestemt ikke er behov for. Ligesom historien om Martin Servaz’ datter som han får en kollega til at skygge fordi han er bekymret for hende – ingen relevans for plottet overhovedet.

Faktisk skal man over halvvejs i bogen før plottet begynder at blive afdækket og der dukker nogle overraskelser op. Desværre er det ikke store overraskelser og man sidder lidt tilbage med fornemmelsen: ”var det bare det?”.

Iskold Død er for den tålmodige læser der virkelig holder af landskabsbeskrivelser og som synes det er hyggeligt at følge med i rigtig mange karakteres gøren og laden. Som nævnt begynder det egentlig meget godt og det er virkelig ærgerligt at luften går af ballonen. Havde forfatteren holdt sig til hovedplottet og strammet op på fortællingen tror jeg sagtens at Iskold Død kunne være blevet en hæderlig krimi. Ikke at den biddrager ikke med noget nyt indenfor krimigenren, men den har sine øjeblikke. Der er bare meget langt mellem dem.


Forrige anmeldelse
« Mord 2.0 - en krimi fortalt i 3... «
Næste anmeldelse
» For alt i verden »


Flere prosaanmeldelser