Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




"Tårnet" og "Snedage" / Uwe Tellkamp, Jan Christophersen / 842 og 345 sider
Gyldendal, Forlaget Vandkunsten. ISBN 9788702079104 og 9788776951825
Anmeldt 8/4 2011, 18:50 af Erik Ingemann Sørensen

Forsagelse og forfølgelse


Forsagelse og forfølgelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 2010 udkom 2 interessante bøger langt om længe i dansk oversættelse. På flere måder ens og så alligevel vidt forskellige. Uwe Tellkamps murstenstykke Tårnet (Gyldendal), og Jan Christophersens Snedage (Forlaget Vandkunsten).

De 2 forfatteres fortælleradius er omkring 15 kilometer, hvorimod deres vandren i tid er forskellig. Hvor Uwe Tellkamp lukker sig om sig selv og ind i sig selv hin surrealistiske 9. november 1989, åbner Snedage sig med sætningen ”Det varer et stykke tid” mod fremtiden. Tellkamps stort anlagte roman bevæger sig udelukkende i tidsrummet november 1982 til november 1989. I DDR sørger man over den netop afdøde Leonid Brezhnev, og her er og bliver vi stort set i Dresden. I villakvarteret kaldet ”Tårnet” – en reminiscens fra den kapitalistiske fortid – i forfald – som stort set den herskende klasse i det daværende socialistiske samfund, hvor forfatteren levede de første 21 år af sit liv. Han har alle muligheder for at komme ind under huden på både tid og sted. Det virker som lidt af en myretue – både i handling og stilstand.

Det har han forsøgt at rette op på med en indledende oversigt over personerne og deres indbyrdes relationer. Ganske nyttigt når Tellkamp glemmer sin historie og begynder at vandre ud i ingenting. De 3 bærende personer, lægen Richard Hoffman, sønnen Christian med de mange spørgsmål og svogeren Meno Rohde. Alle har de – på den ene eller anden måde – deres kontakt til ”systemet”. For nogle en gevinst, for andre et nederlag, en samvittighedskonflikt. Romanens konstruktion er som et gevaldigt spindelvæv – tråde fører sammen, går nye veje, binder, forvirrer – men bag det hele den omhyggeligt udregnede struktur.

Uwe Tellkamp er en fin skribent, der jonglerer rundt med alle sprogets facetter. Men hans mange optikker, tvinger læseren til talrige tilbageslag for at kunne fastholde personerne, begivenhederne, de forskellige stilstande. Det er til tider som at læse Joyce, der dog unægtelig ligger på et meget højere niveau. Tellkamps roman knytter sig på sæt og vis til den særlige litteratur, der er dukket op efter 1989: den såkaldte ”Wendelitteratur”. I denne genre er det – for nogle – særlig interessant, når de såkaldte ”Ossis” kommer med deres historier. Født og opvokset i det nu hedengangne DDR havde man jo alle muligheder for at kunne fortælle ”wie es war”. Det er der jo megen sandhed i – men så kan en nazist altså også kun være den eneste rigtige til at skrive om nazismen ifølge denne indbyggede logik. Og sådan hænger det jo egentlig ikke sammen. Gjorde det det, ja, så var det slut med den historiske roman.

Her over 20 år efter systemsammenbruddet er det stadig, som står disse Wende-forfattere i et særligt skær. Derfor er det vel ikke så underligt, at det nye system tildelte forfatteren ”Deutscher Nationalpreis” i 2009 – året efter bogen var udkommet. Godt nok havde die Wende resulteret i, at forfatteren havde forladt Dresden og var blevet integreret ”Wessi” – men det var jo kun et naturligt resultat af sammensmeltningen til det nye, fælles Tyskland. Her optræder han nu som en af borgerskabets repræsentanter. Denne tvivlsomme ære er ikke overgået den kvindelige forfatter Christa Wolf – en DDR-borger, der er blevet boende og som stadig fastholder tanken om en demokratisk socialisme. Som står ved, at der også var positive sider ved det DDR, det er blevet så trendy at nedgøre.

Der skal ikke herske tvivl om, at DDR var en såkaldt ”Unrechtsstaat”. Tragedien består mere i, at der tilsyneladende lukkes helt ned for de sider, hvor menneskene levede deres liv som alle andre. Glæden, sorgen, arbejdet, forelskelsen, familien, lykken, smerten – det, der sættes fokus på igen og igen i al anden tysk litteratur. Det er lukket ude. Kun musikken– Ostrock – får lov at leve et legalt liv og kan samle titusinder af mennesker. Derfor bliver Uwe Teilkamps roman – sine mange fortræffeligheder til trods – underlig falsk i sin egentlige substans. Det er, som om der kun er en beregnende fortæller med alt sit had og sin afsky. Hvorfor man stilfærdigt må notere sig: Man merkt die Absicht und ist verstimmt.

Et andet af Tysklands traumer beskrives i Jan Christophersens Snedage: den nazistiske fortid. Det er gjort igen og igen – men Christophersen har formået at løfte kampen for at komme fri af fortiden, at komme videre op på et anderledes sanseligt niveau end længe set. Vi er ikke i Berlins ruiner, ikke i et akademisk miljø. Nej. Personerne er så langt ude i Tysklands grænseland, at man næsten ikke kan komme længere. I landsbyen Vidtoft der stort set ligger på den dansk-tyske grænse helt, helt ude mod vest.

Her møder vi drengen Jannis – romanens jeg – der fører læseren med rundt i tid og sted. Et af Christophersens kunstgreb er, at læseren sidder tilbage med en usikkerhed om, hvem denne Jannis egentlig er, hvor han har sine rødder. Romanen igennem må læseren forsøge at samle de mange små brikker, der udgør fortællingens baggrund – vel vidende, at der mangler talrige af dem. Den lille grænsekro, der drives af Kirsten og Paul, rummer en historie, der forbliver dunkel. På vej som tysk soldat ind i Danmark april 1940 giver Kirsten Paul sin adresse. Efter krigen og et fangenskab sætter han kursen mod hende – medbringende drengen Jannis, som de tager til sig som deres egen søn. Men hverken Pauls eller Jannis’ fortid kommer helt op til overfladen.

Paul og Kirsten forsøger at bygge en ny tilværelse op – som BRD og DDR. Men der kommer ikke rigtig noget Wirtsschaftswunder til Vidtoft trods Pauls mange tiltag. Det er som om, det ikke rigtig vil lykkes for ham. Gemmer han på noget, mangler han egentlig livskraft? Det er umuligt – gennem Jannis’ fortælling – at få brikkerne sat sammen på en måde, så der tegner sig et klart billede. Men en anden side af ham og af fortællingen emmer af kraft, fantasi og engagement. Den 16. januar 1362 forsvandt landsbyen Rungholt under en stormflod. Den sank ganske enkelt i havet på en eneste nat med omkring 7.600 mennesker samt husdyr.

Landsbyen Vidtoft eksisterer ikke i virkeligheden, men det gør Rundholt, der bliver til noget nær en besættelse for Paul, der sammen med Jannis benytter enhver lejlighed til at lede efter fortidens spor, når det er ebbe. Fund på fund – ofte små – dukker op med dele af en større fortælling fra fortiden. De mange fund og Pauls omhyggelige notater om detaljerne er de midler, han bruger for tilsyneladende at lukke af for sin fortid – eller erstatte tabet af samme. Til gengæld bliver det for Jannis en lang række brikker, der er med til at sende ham videre i en søgen efter den fortid, som kan bringe ham forløsning – der måske kan hjælpe ham til at finde sine rødder.

Forfatteren sender en voldsom snestorm ind over lokalsamfundet, der er ved at gøre klar til en stor 80 års fødselsdag i 1978. Alt bliver udvisket – og man skal stort set have landskabet inde under huden for overhovedet at kunne orientere sig det mindste. Her er det ikke havet, der sletter alle spor, men sneen. Men sammenhængen er tydelig.

Det vil ikke være fair at afsløre mere af indholdet – den nysgerrige søgen er jo den, der driver læseren frem romanen igennem. For der må da være en forklaring et eller andet sted. Forklaringer er der – men som nævnt i brudstykker, som læseren selv må forsøge at sætte sammen. På den måde bliver efterkrigstid, nutid og måske fremtid blandet godt og grundigt undervejs.

Det er fornem litteratur, Jan Christophersen her har skænket os. En historie om historiens betydning for individet. Om menneskets stadige søgen efter sine rødder og sin identitet, uden hvilke både rodløshed, rastløshed og til sidst apati erobrer sjælen. ”Det varer et stykke tid”, siger en tilfældigt forbipasserende i slutningen.

Det varer en tid, ja, men det er sandelig en rejse værd, denne jagt efter sine rødder. Overfortolkning af litteratur er til tider kvalmende. Studentikost. Alligevel sidder anmelderen tilbage med uro i sindet. Hvorfor hedder stedet Videntoft. Er det et rent tilfælde? Eller er det det stykke uopdyrkede jord bag et hus? Stedet hvor der – i dette tilfælde - ledes efter viden? Først smider man tanken væk som det rene vås. Men den vender tilbage igen og igen. Kan vi som mennesker overhovedet eksistere uden denne viden? Hvor ubehagelig den end måtte være. Det får stå som Jan Christophersens store memento.


Forrige anmeldelse
« Skønvirke «
Næste anmeldelse
» Nedkøling »


Flere prosaanmeldelser