Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Fanden er løs / Gorm Præst Jørgensen og Lars Hamann / 378 sider
Gyldendal. ISBN 9788702094503
Anmeldt 27/4 2011, 20:32 af Gunhild Agger

Renæssancens kriminelle metamorfoser


Renæssancens kriminelle metamorfoser

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Året er 1642. Rundetårn står overfor sin indvielse. Christian den Fjerdes regeringstid lakker mod enden. Den begyndte i 1588 og sluttede i 1648.

Den begyndte godt med fremgang og omfattende indenrigs- og udenrigspolitisk aktivitet – en aktivitet, der satte sig varige spor i fx Københavns arkitektur, i grundlæggelse af byer som Glückstadt og Kristianssand, i et blomstrende kulturliv og i et erhvervsliv, hvor Børsen og Det ostindiske Kompagni blev oprettet. Den endte skidt. I Europa huserede Trediveårskrigen, og Christian den Fjerde fik involveret Danmark. Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg i 1626 begyndte de udenrigspolitiske landvindinger at skride; krig og fred vekslede; kongen og Rigsrådet kunne ikke samarbejde; allehånde splittelse truede riget. Det åndelige liv var gennem hele perioden præget af den lutheranisme, der var blevet indført i 1536.

Mens renæssancen i mange henseender betød en genopdagelse af de klassiske idealer, viste lutheranismen sig ikke at være mere tolerant over for afvigelser end katolicismen. Troen på, at djævelen var allestedsnærværende og lurede på enhver gunstig lejlighed at forlede menneskenes børn fra den rette vej, var almindeligt udbredt. Trolddomsbogen Cyprianus, en håndbog i hvordan man kunne udøve trolddom og undgå den, signe og mane, blev udgivet i Wittenberg i 1607. Den vakte stort postyr og blev forbudt. I 1617 blev en forordning, der allerede indgik i Jyske Lov, genopfrisket, hvoraf det fremgik, at ”de som forbandt sig med Djævelen eller omgikkes med ham, skulle dømmes til bålet.” Signen og manen skulle man ligeledes holde sig fra, og hermed blev en praksis kriminaliseret, der ellers var almindeligt udbredt (Danmarks historie bd. 8, 1989: 119). Hekse- og troldmandsprocesser florerede sammen med pinlige forhør, angiveligt for at redde sjælen, og resultatet var retslig vilkårlighed, bål og brand.

Det er denne situation, Jørgensen og Hamanns renæssancekrimi Fanden er løs skriver sig ind i. Titlen antyder, at det mere er trolddom og åndelig formørkelse, der sætter stemningen, end humanisme og klassiske idealer. Den spiller desuden på talemåden ”Fanden er løs i Laksegade”, der ifølge Vogel- Jørgensen og Zerlang stammer fra folkedybet i København, hvor nogle uopklarede hændelser i 1826 genoplivede troen på, at fanden kunne være løs.

Mange af renæssancens historiske træk er præcist og velmotiveret indfanget i romanen. De indgår i dens miljøer og hændelser. Således optræder såvel Cyprianus som Rundetårn og Regensen, der humoristisk-anakronistisk kaldes ”dette ungdomshus” (s. 346). Andre små detaljer er med til at overbevise, ikke mindst fordi de optræder indirekte. Fx er det forhold, at en henrettelse skulle betales af den henrettede, fikst indflettet i følgende sætning: ”Det var, da henrettelsen af hendes mand skulle betales.” (s. 116). Renæssancens interesse for klassisk tid signaleres gennem Korbachs optagethed af sin oversættelse af Ovids Metamorfoser. Oversættelsesarbejdet og de metamorfoser, det indebærer, bliver en metafor for efterforskningens jagt på de rigtige løsninger.

Den udløsende begivenhed er et mord, der sker lige da ostindiefareren ”Store løve” ankommer til København efter en toårig rejse til Østen efter krydderier og andre rariteter. Skibets styrmand Anders Olsen, der er anklaget for trolddom, bliver arresteret af Københavns byfoged Knud Korbach og findes derefter dræbt. Hvorfor? Det er vanskeligt at opklare denne sag, fordi mange, helt i pagt med tidens trolddomsmaniske ideologi, har interesse i, at den forbliver gådefuld.

Det viser sig, at mordet har forbindelse bagud i tid til den proces, der blev ført mod Heinrich Weser, en af Corfitz Ulfeldts skrivere. Han blev dømt for trolddom og brændt på bålet – og før han døde, angav han under tortur Anders Olsen som forskreven til Fanden. Men hvor er det afgørende forskrivelsesdokument? Både Korbach og Corfitz Ulfeldts håndlanger Petrus leder. Og var den myrdede styrmand egentlig en troldkarl? Det mener mandskabet på hans skib øjensynligt ikke, og hans kaptajn tager ham ligeledes i forsvar. Og hvad med hans oprindelige anklager, Heinrich Weser, var han ret beset en troldmand? I hans tilfælde eksisterer forskrivelsesdokumentet. Men måske var han snarere en dårlig ægtemand og en middelmådig embedsmand, der besad de samme træk som hans overordnede, Corfitz Ulfeldt, blot i en mere talentløs udgave?

Der er spørgsmål nok at tage fat på for byfoged Korbach og hans medhjælpere, og de styrter da også rundt i Københavns skidne gyder og søger sandheden blandt grise og grøntsager, horer og fattiglemmer, alt imens de tager sig et krus øl eller to. Korbach er selv brygger og må jo støtte handlen. De søger ligeledes blandt byens købmænd og adelige, der ofte kun selv står en hårsbred fra afgrunden. Men lige meget hvad de forsøger, viser der sig nye forhindringer. Alle synes styret af egne interesser eller af magtens, der nok forstår at manipulere med tro såvel som overtro. Opklaringen foregår i giftig kombination med udspekulerede taktiske manøvrer i embedsværket. Manøvrer, der næppe er dokumenterede, men som sandsynliggøres tilstrækkeligt til, at læseren tror på dem. Hvad spin angår, har nutiden meget at lære af fortiden.

Rektor for Københavns Universitet og formand for Konsistorium Ole Worm samt sit raritetskabinet viser sig kun at have mådelig forstand på at sortere fakta fra fiktion, og er ikke nogen modstander af stort format. Derimod spiller statholder Corfitz Ulfeldt en central rolle som en intelligent, men korrupt repræsentant for magten, der ikke forsømmer lejligheden til at rage til sig, forfuske regnskaberne og give andre skylden for roderiet, når det passer ham.

Korbach får hjælp fra to sider – sit eget ubevidste i form af en drøm, hvori en flig af sandheden dæmrer for ham, og fra sin arbejdsgiver og modstander Corfitz Ulfeldt. Ulfeldt kender nemlig en af tidens videnskabelige milepæle – Descartes’ Afhandling om metoden fra 1637, og i sin arrogance og som del af sit magtspil delagtiggør han Korbach i sin indsigt: ”Når De står overfor en opgave, må De splitte problemet op i så mange dele som muligt. […] Derfra bevæger De Dem fra det enkle til det mere komplicerede. Og her kommer det vigtige. De skal holde regnskab med, hvor i processen De befinder Dem, så det er muligt at gå tilbage og genundersøge, hvis der er opstået en fejl undervejs.” (s. 125).

Det er en lærdom, man nok kan få brug for i en situation, hvor næsten alle er instrumenter for magten, spiller det samme spil, og hvor det er magten snarere end retten, der gælder. Én ting er at kende sandheden. En anden er at bevise den og få andre til at tro på den. Descartes eller ej, Korbach går gennem adskillige stadier af trial and error, før han finder frem til sammenhængen. Nået så vidt tager begivenhederne en sådan retning, at retfærdigheden kun i begrænset omfang kan ske fyldest – og det er muligvis også meget tidstypisk.

Nogle af trial and error-mekanismerne gennem romanens 378 sider kunne være forkortet ned. Men alt i alt er det morsomt og tankevækkende at følge Korbach og konsorter gennem kongens labyrintiske, standsopdelte, modsætningsfyldte og svinske København anno 1642. At opleve, hvordan fremmede ting som en orientalsk kniv, en hovedskal fra en orangutang og en statue af ostindisk gudinde som det mest nærliggende fortolkes som redskaber for trolddom. At følge den velinformerede, adelige fru Ingeborg Bryske i hendes præcise analyser af sine standsfæller, af overtroen og af sin egen stræben. Og at stå på Rundetårn til sidst og kigge ud over byen – uden gelænder.


Forrige anmeldelse
« Nedkøling «
Næste anmeldelse
» 999. Den sidste vogter »


Flere prosaanmeldelser